DETEKTOREN
Green Death - Manufacturing Evil

Manufacturing Evil

· Udkom

Type:Album
Genrer:Thrash metal, Heavy Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

What is the secret of Green Death?

Green Death er klar med deres 4. skive, Manufacturing Evil – et solidt stykke med thrash. Jeg bliver både lidt nostalgisk, men også lidt forundret, når jeg støder på (relativt) nye bands, der er tilfredse med at befinde sig i den kategori af metal. Jeg bliver næsten febrilsk og griber straks en kalender for at sikre mig, at vi ikke er i 1986. Green Death er dygtige, og de leverer særdeles bæredygtig thrash, det er slet ikke det, men jeg undrer mig over, at man som band ikke ønsker at være bare et hak mere kreative end bare at gå efter thrash metal. Selv de oprindelige thrash-bands var ikke mange år om at blive eksperimenterende eller progressive.

It’s not you, it’s me

Måske er jeg påvirket af at have været væk fra thrash-scenen i et stykke tid, men Green Death bliver aldrig rigtigt farligt. De mangler kant i form af en række elementer, som de simpelthen ikke har med. Bevares, Sol Bates synger da om ondskab, sygdom og ’the left hand path’, men det virker bare ikke autentisk eller som om, at han mener det. Green Death er mere ’fest-thrash’, sådan a la Anthrax’ udgaver af ”Antisocial” og ”Got the Time” end så meget andet. Jeg får en række mentale billeder af fyre fra Des Moines i plettede undertrøjer og lunkne Heinekens i hånden.

Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvor seriøse Green Death er, eller hvad deres musikalske budskab er, udover at have det sjovt, hvilket bestemt også er helt fint. Når jeg sidder og lytter skiven igennem, er min umiddelbare konklusion jo nok den, at Green Death helt klart skal opleves live, så tæt på som muligt, før de for alvor giver mening – og måske med en tocifret promille.

Men der mangler altså stadig noget i deres lydbillede. De prøver en masse: blast beats, stilsang, ballader, skrig, growl og hård thrash med masser af power chords, men det bider altså aldrig rigtigt ind til knoglen, det bliver max til en lidt dyb hudafskrabning. Hist og pist kan man da godt høre, hvor deres inspiration kommer fra: En række af deres numre lyder af Testament, Death Angel, Slipknot og Slayer, men det giver et både rodet og fladt lydbillede, og det skinner konstant igennem, at der mangler en musikalsk identitet.

I’m too old for this shit

Måske er Green Death geniale, måske er jeg bare blevet gammel og sur, eller forstokket og halvdøv, men jeg bliver sgu lidt træt, når jeg sidder og lytter Manufacturing Evil igennem. Det svinger fra generisk thrash til halvdårlige forsøg på standardiseret dødsmetal, og så er der – naturligvis – også den obligatoriske ’vi-er-faktisk-ret-dybe-nå-ballade’, der falder hårdt til jorden, og vi må ikke glemme blast beats, min musikalske nemesis. Jeg siger ikke, at blast beats er ringe, jeg siger bare, at jeg endnu ikke har hørt blast beats, der ikke var den musikalske ækvivalent til et slag i koglerne. Green Death er ikke dårlige musikere, de er faktisk ret dygtige, men det ændrer ikke på, at deres musik – i hvert fald på Manufacturing Evil – er kønsløst, identitetsløst, rodet og kedeligt.

Tracklist

  1. Cilicium
  2. Manufacturing Evil
  3. Gates of Hell
  4. Lord of the Dead
  5. Soulless
  6. Through the Eye
  7. Devil's Night
  8. Demons
  9. One with the Flame

Tilføj kommentar