Maskebal og superlativer

Amerikanske Gods of Gaia beskriver sin albumdebut, As Daylight Dies, som en unik blanding af slagkraftig lyd, brutale riffs, ekstreme vokaler og episke orkesterelementer. Det lyder jo fuldstændig fantastisk, men omvendt er det næppe utænkeligt, at et helt nyt – og derfor ukendt – band pynter lidt på beskrivelsen og smykker sig med lånte superlativer. Bandets besætning er indtil videre ukendt, og de fire mænd bag bærer da også nogle yndige masker på de få bandbilleder, der er blevet taget af ensemblet. Med lovning om at As Daylight Dies er en unik og mageløs debut, så lad os da dissekere, hvad Gods of Gaia egentlig har taget med til bordet.

Løgn og latin

Det står ekstremt hurtigt klart, at musikken på As Daylight Dies kun er unik for dem, som aldrig nogensinde har hørt symfonisk dødsmetal som Fleshgod Apocalypse eller SepticFlesh før. Derudover må man antage, at GoG ikke er bekendt med Killswitch Engage heller. Jeg har fuld forståelse for, at man som artist er stolt af sit produkt og derfor taler det op, og måske også taler det for meget op. Men jeg skal blankt erkende, at jeg ligeså synes, det fremstår decideret kikset, når ens produkt så nærmest er en kopi af andre bands lyd, og når man til og med genbruger en albumtitel fra et langt større og langt mere kendt band. Det er ret amatøragtigt.

Nå, men nu hvor den skideballe er ude af verden, så må jeg da tilstå, at As Daylight Dies er udmærket symfonisk death metal, selvom det er tordnende uoriginalt. Det er da et album, der er betydeligt bedre end eksempelvis den nyeste udgivelse fra SepticFlesh. Vi har at gøre med fire musikere, som alle er knalddygtige til både at spille og komponere. At de så ikke helt formår at skrive musik, der som sådan lagrer sig, eller at skrive numre, der skiller sig ud fra hinanden, er desværre et problem. Ej heller kan jeg helt se fidusen i det instrumentelle nummer ”Concerto”, som trods flotte instrumentelle passager egentlig blot fylder mere, end det gavner. Det samme gør sig gældende ved nummeret ”Schicksal (Opera)”, selvom ideen bag et lille opera-nummer er sjov, så passer det dårligt nok ind, og igen fylder det mere, end det gavner. Derudover er der naturligvis også to instrumentelle intermezzoer, begge på under et minut, og et bonusnummer.

Ergo har vi en udgivelse, der ikke engang varer 40 minutter, men alligevel har 11 numre – det er en løjerlig fordeling. Hvorfor ikke fordele de 40 minutter ud på færre numre og så sørge for, at de stod langt skarpere eller havde mere at byde på? Hvorfor skal der være hele fire fyldnumre OG et bonusnummer? Det virker skørt, omtrent ligeså skørt som at planke både musik og albumtitel og påstå, at man har fundet De Vises Sten.

Smickersbar

Selvom Gods of Gaia gør meget forkert, gør de – heldigvis – også meget rigtigt. Nok er dette album omtrent lige så originalt som at lave en choko-peanutbar og kalde den Smickers, men det til trods, så er musikken velskrevet samt veludført. Derved er der masser af potentiale – og talent – i det her foretagende. Spørgsmålet, der rejser sig, er derfor, hvad bandet vælger at gøre herefter. For som det er nu, kan bandet gå ned ad to veje: de kan fortsætte præcis som nu, eller de kan forsøge sig med at turde at vige fra den kendte sti. Valget er jeres, Gods of Gaia.