Ghost Ship Octavius leverer igen glimrende prog for de garvede
Guf for fans
Amerikanske Ghost Ship Octavius er muligvis ikke et navn, der lyder vanvittigt bekendt, når man først støder på det. De prog-kyndige vil dog vide, at trioen opstod i kølvandet på de hedengangne God Forbid og Nevermore, og de to er vel navne, der kan få klokkerne til at ringe hos de fleste.
Deres i øvrigt glimrende selvbetitlede debut udkom i 2015, og nu er de klar med opfølgeren, der har fået titlen Delirium. Den henvender sig mest til garvede fans af folkene bag, mens uindviede kan have svært ved at følge med.
Nevermore 2.0
Adon Fanlon, Matthew Wicklund og Van Williams udgør tilsammen Ghost Ship Octavius, der selv beskriver deres musik som en "ny og frisk tilgang til en sangskrivning, der bunder i det følelsesmæssige og melodiske og stadig er solidt funderet i det tekniske og ørehængende med temaer som håb, mørke og kolde soniske landskaber”. Den selvopfattelse er muligvis revolutionerende i bandets egne ører, mens den i vores andres lyder som beskrivelsen af ret meget andet progressiv metal…
Men det vender vi tilbage til. Først skal vi lige fremhæve nogle af pladens højdepunkter. Ghost Ship Octavius er nemlig dygtige til at holde balancen mellem det tekniske og det melodiske, og her er nummeret “Ghost In The Well” et glimrende eksempel. Her er både teknisk blær fra de tre dygtige musikere samt masser af medrivende melodi, og på “Far Below” får vi endnu mere guf til fans af genren –gode balancerede blandinger af det atmosfæriske, drømmende og det direkte hårdtslående. Det er i momenter lidt 90’er-agtigt blot med et moderne tvist, men det virker! Og så synger Adon Fanlon jo fuldstændig vidunderligt flere steder. Han har en tendens til at overdrive de høje toner – han er jo ikke Warrel Dane – men hold da op et register, den mand har.
Det absolut tungeste nummer, titelnummeret “Delirium”, er suverænt det nummer, der vil få Nevermore-fans til at juble mest. Et stærkt riff og et solidt omkvæd udgør klimaks i et uhyre velkomponeret nummer, som vil få førnævnte fans til at tænke tilbage på “The River Dragon Has Come”. Bestemt et lyt værd for alle prog-fans.
Ikke for nybegyndere
Det lyder jo alt sammen meget godt, men jeg har dog to ikke helt så uvæsentlige kritikpunkter. Selvom det ville være en fornærmelse over for skivens øvrige numre at kalde dem for decideret fyld, vil jeg for det første tillade mig at mene, at de ikke er nær så interessante som de tre nævnte. Det er musik fuldstændig i tråd med bandets førnævnte beskrivelse af dem selv, men på den dårlige måde, og det lyder alt for meget som noget, man har hørt mange gange før. Bevares, vi snakker musik på et meget højt teknisk niveau og med anstændige hooks her og der, men i forhold til resten bliver de hurtigt glemt, og det trækker desværre lidt ned.
For det andet vil jeg mene, at er man ikke kender af denne slags prog eller ved, hvilken type metal folkene bag er garanter for, er det nok ikke Delirium, der går hen og bliver ens favoritskive. En smule af musikken kan de fleste være med på, men meget af det øvrige er, trods høj kvalitet på mange parametre, ret svært tilgængeligt for det utrænede øre; musikken kan hurtigt blive en anelse rodet og lyde, som om den ikke ved, hvor den vil hen. Derimod vil fans af Kamelot, Pain Of Salvation og selvfølgelig Nevermore være fuldstændig på hjemmebane her og absolut ikke være skuffede.
