Genocide Pact - Order of Torment

Order of Torment

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

At riffe eller ikke at riffe

Tæller tremolo-picking på én streng som et riff? Eller chugging? Og hvis ikke, hvor meget en-tone tremolo-picking skal man spille førend det ophører med at være et riff? Washington DC’s Genocide Pact udforsker dette spørgsmål, og kun dette spørgsmål, på deres andet studiealbum, Order of Torment. Om ”Order of Torment” skal forstås som ”pinerækkefølge” eller ”pinekommando” aner jeg ikke, og i sagens natur gør det heller ingen forskel. Lad pinen begynde.

Hvad var det nu, jeg lige hørte?

Genocide Pact spiller lige dele Obituary og Bolt Thrower tilsat en smule svensk dødsmetal á la Dismember i de hurtigere stykker. Sangene veksler mellem midt-tempo riffing og lav-tempo breakdowns, uden det dog minder om deathcore. Vokalerne er dybe growls som vi kender og elsker dem. Melodi eller andre leads optræder i fire af sangene, og tempoet sigter over midt-tempo cirka lige så tit. Hvis det lyder lidt tørt, så bare vent til vi dykker ned i selve musikken.

Hver gang, jeg trykker afspil på Order of Torment tænker jeg ” den er da ret god”, og hver gang holder jeg fast i tanken de første to-tre numre. Problemet bliver dog først helt åbenlyst efter skiven er slut: jeg husker så godt som ingenting af den, og kun mine noter vidner om årsagen. De fleste riffs er i virkeligheden tremolo-picking eller standard chugging i fire-fjerdedele, og de forlader hovedet ligeså hurtigt som de gør entré. Hvis pladens sparsomme leads klarer sig bedre er det mest fordi de tilbyder et minimum af afveksling. Det samme er tilfældet med de hurtigere, swedeath-stykker. Dødsmetal skal ikke partout være lyttervenligt, men det må gerne være mindeværdigt. Til sammenligning satte jeg en tilfældig Bolt Thrower-sang på (”Granite Wall” fra Those Once Loyal), jeg aldrig før havde hørt. Forskellen mellem de to er klar som blæk.

To gange har jeg lyttet til skiven i blandet rækkefølge med det formål at undersøge om de første par numre er bedre, eller om de bare er først. Bortset fra at ”Authoritarian Impulse” fungerer dårligt som åbner, afslører et kig i mine noter følgende: hvad der end kommer forrest er ”fed nok død”, men kun den oprindelige åbner, ”Conquered and Disposed”, samt ”Structural Dissolution” opnår roser uanset hvor de er placeret.

Lydsiden klarer sig ikke bedre. Grundet en ”tung” produktion drukner leads og riffs ofte i de dybe toner, mens den dumpe lilletromme er svær at skelne fra tom’erne. Dette gør selvsagt intet for at gøre albummet mindre ensformigt.

Variation er dødens krydderi

Order of Torment får Genocide Pact leveret hvad der umiskendeligt er dødsmetal, men på trods af god brutalitet besidder skiven meget få riffs, leads, vokaler eller øjeblikke som du vil huske i morgen. Du kan snildt føje ”Conquered and Disposed” samt ”Structural Dissolution” til din afspilningsliste næste gang du skal foranledige et folkemord, men du får ikke just tiltrukket dig FN’s opmærksomhed med resten af albummet.

Tracklist

  1. Conquered and Disposed
  2. Decimation Grid
  3. Spawn of Suffering
  4. Pain Reprisal
  5. Ascendancy Absolved
  6. Structural Dissolution
  7. Authoritarian Impulse
  8. Blood Rejection

Tilføj kommentar