The Ferrymen - The Ferrymen

The Ferrymen

· Udkom

Type:Album
Genre:Power metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Vi sejler op ad åen!

The Ferrymen består af Mike Terrana på trommer, Magnus Karlsson på guitar/bas og Ronald Romero på vokal. Alle tre musikere har et hav af tidligere projekter og samarbejdspartnere – alt fra Rainbow til Tarja – men nu har de besluttet sig for at gå sammen i forsøget på at skrive sød musik. Man kan godt høre, at de alle kommer med et enormt musikalsk bagland, og derfor sidder man under hele skiven og tænker: ”Hør, det lyder da lidt som X, Y og Z!”. Til trods for dette virker det lidt til, at The Ferrymen stadig har langt ind til kysten og er tvunget lidt til at sejle videre i middelmådighedens åbne hav.

Ballade i Baljerne!

The Ferrymen har 12 numre, der alle er på ca. 4,5 minutter. Det er som sådan i sig selv ikke et problem, men det bliver det, når HVER ENESTE sang lyder som en krydsning mellem Mötley Crüe Greatest Hits og Bryan Adams-sangen fra Robin Hood: Prince of Thieves tilsat alle fordomme om power metal-guitarsoloer. De tre herrer er dygtige musikere, produktionen er flot, og Ronald synger storslået! Men, men, men… Der skal altså mere til for at kunne skrive mindeværdig musik. Alle 12 numre lyder ens, og det føles bare som ét nummer – og det er altså ikke på den gode måde i denne givne sammenhæng. Det er lidt ligesom at sidde i Baljerne i Tivoli i en times tid: I starten er det meget sjovt, men efter de første tre, fire gange rundt vil man bare gerne af og prøve noget, der er bare lidt mere farligt. Selv sangtitlerne er ekstremt generiske og nogle, man har set tusind gange før, fx ”The Darkest Hour” eller ”How the Story Ends”. Desværre er der ikke tale om Megadeth-covers, men derimod møgkedelige originale sange. Øv!

Båden synker - kvinder og børn først!

The Ferrymen af The Ferrymen er den slags skive, hvor man, efter kun at have hørt de første 5-6 numre, godt kan regne ud, hvordan resten af numrene kommer til at lyde: storslået vokal, ægte guitarlir og den konstante følelse af at stå i stramt læder, badet i stroboskoplys, alt imens at både vindmaskine og røgmaskine er sat på maks. styrke. Det er så meget 80’er-power, at det næsten virker som en parodi.

Det absolut eneste lyspunkt, der er at komme efter, er Karlssons soloer. Men hvor episke og storslåede, de end er, så er det simpelthen ikke nok til at forhindre The Ferrymen i at synke. Så alt i alt: flot produktion, flot guitarspil, uinspireret og møgkedelig musik.

Tracklist

  1. End Of The Road
  2. Ferryman
  3. Fool You All
  4. Still Standing Up
  5. Cry Wolf
  6. One Heart
  7. The Darkest Hour
  8. How The Story Ends
  9. Enter Your Dream
  10. Eyes On The Sky
  11. Eternal Night
  12. Welcome To My Show