Den hollandske symfoni-maskine er tilbage med endnu et episk eventyr
Rødt hår og growl, alle gode gange syv
Hollandske Epica har siden 2003 været forholdsvis produktive med et nyt album hvert andet år, og denne tendens synes Epica at fortsætte med deres 7. album, The Holographic Principle. Genren er symfonisk metal, og den rødhårede Simone Simons i front med sin fortryllende mezzo-sopranstemme og Mark Jansens (eks-After Forever) grunt, screaming og growl, danner tilsammen grundlaget for Epica.
Epica gæstede desuden for første gang Danmark ved dette års Copenhell og rammer igen Danmark den 3. marts i Amager Bio.
Intet nyt under solen
Epica er et af de bands, der er utroligt tro mod sine fans, da de formår at lave albums i samme genre og uden de større udskejelser, hverken til den ene eller den anden side. Dermed sagt, at man ved, hvad der kan forventes: progressiv musik med symfoniske, storladne passager, korarrangementer og fuld smæk på vokalen fra de to sangere. Her er The Holographic Principle ingen undtagelse, og den er desuden bygget op om temaet og teorien af samme navn.
Albummet indeholder nogle meget velkomponerede numre, hvor de bedste i min optik er numrene “Universal Death Squad” og “Beyond The Matrix”, der i korte træk repræsenterer det, som Epica er bedst til – nemlig at skrive numre, der både har symfoniske/progressive stykker, men samtidig formår at ramme de gode hooks, og de lidt mere poppede elementer. Ligeledes findes der også den obligatoriske Epica-ballade, der er at finde på hvert album – her med nummeret “Once Upon A Nightmare”, der klart er et af de lidt mere svage numre på albummet og et stykke fra storhittet “Cry For The Moon” fra debutalbummet The Phantom Agony.
Denne forudsigelighed fortsætter, da sluttracket på albummet er den lidt over 10 minutter lange skæring, der også er symptomatisk for Epica-albums. Nummeret har desuden så lang en titel, at den ikke fandt plads i denne anmeldelse.
Lækkert lydbillede
Epicas nye album er solidt og velskrevet; det indeholder alle de elementer, som kunne forventes. Her er samtidigt et album, hvor der virkelig er kælet for mixing og mastering, så alle elementer får sin plads i lydbilledet og tilsammen efterlader en lækker omgang symfonisk metal.
Der kan argumenteres for, at der ingen fornyelse er på Epicas nye album, og at de dermed fortsætter i samme spor, som de har gjort siden 2003. Denne diskussion virker dog for skizofren at tage med mig selv og gør bestemt ikke kvaliteten af albummet dårligere. 8 symfoniske kranier til Epica.
