Enthroned - Obsidium

Obsidium

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Belgierne kan det med chokolade, tegneserier og brutal black metal, og Enthroneds Obsidium er intet mindre end et vaske ægte belgisk stormangreb mod dine stakkels trommhinder, og ammunitionen er ikke chokolade, men sort og ond metal.

Med den brutalitet, men kender fra Svarttjern, og det kaos, man kender fra Mayhem, er der ingen tvivl om, at Enthroned ikke har lavet musik, der skal være behageligt at lytte til. Og der er alt, som hører sig til i ond black metal, så som tremolo-picking, primitive riffs, fokus på gentagelse, blastbeats, dissonante harmonier og selvfølgelig harsk vokal, så denne skive burde være guf for black metal-entusiaster.

Dog sætter Enthroned deres eget præg på en brutale black metal, og, selvom gentagelse er et nøgleord, så er numrene på skiven dog mere varierede, end man måske er vant til fra black metallens univers. Dette er nok en af grundene til, at Obsidium fremstår som værende så brutal, som den gør. Enkelte riffs er ligefrem mere ovre i noget dødsmetal og andre i noget thrash, mens der også bydes på punkede elementer og tungere passager. Celtic Frost lader forresten til at være en af Enthroneds inspirationskilder på denne skive, hvilket blandt andet kan høres i "Nonus Sacramentvm".

Enthroned har ganske vist taget vokal-med-rumklang-æstetikken til sig, men resten af pladens lydbillede er ganske veldefineret, og man har fravalgt den ellers typiske lo-fi produktion der ofte kendetegner black metal. Dog skal det siges, at der ikke er tale om en ligefrem poleret produktion, og specielt guitarerne har en knivskarp kant.

Obsidium er brutal og mørk og burde appellere til både fans af black metal og fans af dødsmetal. Er man til den mere brutale ende af black metal universet, så er dette bestemt en skive, man ikke bør gå glip af.


Tracklist:
1. Sepulchred Within Opaque Slumber
2. Nonus Sacramentvm - Obsidium
3. Horns Alfame
4. Deathmoor
5. Oblivious Shades
6. The Final Architect
7. Petraolevm Salvia
8. Oracle ov Void
9. Thy Blight Vacuum