DETEKTOREN
Dragonland - Starfall

Starfall

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Power metal, Melodisk Metal
Spilletid:49:30
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

På dette, deres tredje album, disker svenske Dragonland op med et vitalt powermetal album, der nok skal tilfredsstille mange metalhoveder rundt omkring. Dette er deres første udgivelse på Century Media, idet de to forgængere "The Battle Of The Ivory Plains" og "Holy Wars" begge blev udsendt på græske Black Lotus. Hvordan bandet har udviklet sig siden debuten skal jeg dog lade være usagt, da jeg intet kendskab har haft til Dragonland før nu – det er vel også sin tjans at holde styr på alle de drage navne der popper frem for tiden. Men i hvert fald vil jeg da konstatere at tingene forholder sig udmærket i drageland for tiden, da "Starfall" byder på mange velkomponerede højdepunkter. Men i drageland skal der også være plads til mange bjerge (!?). Udover den velkendte powermetal skabelon, byder "Starfall" også på det ret poppede titelnummer – der vel sagtens kunne gå hen og blive et hit i visse kredse, samt den 11 minutter lange "The Book Of Shadows" (der heldigvis er delt op i 3 separate dele). I "Calling My Name" er der samplet lidt Charles Manson snak henover, men det har vi jo hørt før. Med hensyn til lyden skal det nævnes, at det er Evergrey's Tom S. Englund der har skruet på knapper i samarbejde med Arnold Lindberg (lydtekniker på Europe's igangværende turné) og sammen har de skabt en fed sound. De bidrager i øvrigt begge sammen med Henrik Danhage på lidt ekstra vokal og guitar albummet igennem – ikke at jeg kan høre hvornår, men det det siger biografien i hvert fald. Egentlig ville jeg hjertens gerne have givet "Starfall" et ekstra kranium, hvis det ikke var pga. den meget ofte typiske lyse power vokal. Dermed ikke sagt at Jonas Heidgert synger dårligt, for han gør sgu et hæderligt stykke arbejde. Det er nok bare mig der er ved at blive lidt mæt at denne form for sang – så lidt mindre teknik, og mere whisky næste gang, tak! Ellers har jeg ikke rigtig nogle klagepunkter, så smut du bare ud og lyt lystigt når "Starfall" rammer gaden 25. oktober.

Tilføj kommentar