Engelsk hard rock-band vil alt for meget, men kan alt for lidt
Selvtilliden er i orden
Tag lige de skarpe briller på og læs her: "Out of the primordial ooze come Doomsday Outlaw - A ten-legged Armageddon machine rolling out of darkest Derbyshire, spitting heavy riffs and heavier grooves in all directions. Tales of hope and despair to bang your head to and lose your voice.” Lyder ikke dårligt, vel? Men jøsses… Hvis musikken så bare var ligeså fed som bandets beskrivelse af dem selv.
Bands med begge ben på jorden hænger ikke på træerne
De respektive skæringer, som de britiske rockere serverer på Suffer More, er på ingen måde hverken heavy eller groovy. Og stemmen bliver nok kun mistet hos forsanger Phil i et af hans utallige forsøg på at lyde som alle andre end ham selv. Vi har nemlig at gøre med (endnu) et af de der bands, der, selvom de er voldsomt dygtige, bare er drønhamrende kedelige; af den simple årsag, at deres sound og alt deres materiale ikke er opstået selvstændigt og naturligt på baggrund af deres inspirationskilder, men i direkte forlængelse af dem. Her er elementer af Black Label Society, Kiss, Alter Bridge, Johnny Cash, Black Stone Cherry og mange flere, men udover at være et stilmæssigt rod leverer Doomsday Outlaw ikke ét eneste nummer, der kan nå bare halvvejs op til nogle af de nævnte forbilleders berømte sokkeholdere.
Bevares, som nævnt er bandet en samling rigtig dygtige folk. Alle bandmedlemmer er pokkers habile og flere af deres riffs er aldeles godkendt. Men problemerne opstår, når riffet i et givent nummer hurtigt kommer til at stå alene, da der aldrig bygges videre på den gode ide. Det fine udgangspunkt og det fede groove, som næsten samtlige numre starter med, følges ganske enkelt aldrig helt til dørs, og som lytter taber man interessen meget hurtigt og klikker sig straks videre til næste skæring – kun for atter at opleve det samme på ny, om og om igen.
Udsalg i rodebutikken
Produktion, fine riffs og gode intentioner fungerer glimrende for Doomsday Outlaw, men det er så også det. Sangene på Suffer More bliver hurtigt kedelige og glemmes i minutterne efter endt gennemlytning; den desperate jagt på ørehængere mislykkes totalt for de engelske drenge. Den primære årsag ligger i, at de på forbløffende ubeslutsom vis prøver at lyde som alle forbillederne på én gang og derfor ender i et stilmæssigt rod, hvor de det ene øjeblik lyder som BLS med Scott Stapp i front og øjeblikket efter som Johnny Cash featuring Myles Kennedy. Det er, ganske kort, ikke særlig inspirerende eller interessant at høre på, og derfor slutter mit bekendtskab med Doomsday Outlaw lige her.
