Københavner-kvintetten serverer nu den fjerde portion herligt dødssmadder!

Ledighed er roden til alt ondt!

Den ovenstående udtalelse stammer fra en uden tvivl bitter herre ved navn St. Bernard (ja, ligesom hunden) af Clairvaux. Han kom med denne påstand i starten af det 14. århundrede, og det skulle vise sig at være en sejlivet catchphrase, så (bispe)hatten af for Bernie! Måske havde han ret, for Deus Otiosus (den ledige gud) er ond, endda herre ond! Men ulig Gud har de sandelig ikke ligget på den lade side her; de har siden 2010 knoklet med at genskabe lyden af proto-død fra start 80’erne, bare små 30 år senere. At smække Opposer på anlægget er som at rejse tilbage til dengang, hvor hele dødsmetallen startede - dengang, hvor den oprindelige idé om at brøle løs om rasende, hjernegnaskende, psykotiske massemordere og nazi-zombier, der væltede rundt på gader og stræder, blev født! 

En hymne til helte

De beskriver sig selv som ”klassisk dødsmetal”, og det er spot-on, må man sige. De passer perfekt ned i den tidsepoke, hvor dødsmetallen i bund og grund var obskur og komisk-voldelig thrash/speed metal. Dengang, hvor albumcovers ikke skulle være kunstværker, men voldsomme illustrationer af død og ødelæggelse samt indvolde smurt udover alting, og alle titler skulle være lige så overdrevne. Det var en tid, hvor genren generelt bare gjorde alt for at chokere og afskrække hr. og fru Konform. Med Opposer kan Deus Otiosus snildt sætte flueben ved alle de ovenstående kriterier, og jeg tænker også, at det er præcis det, der var hensigten med pladen. Lige fra første sekund ryger tankerne henimod Altar of Madness, Scream Bloody Gore, Seven Churches, Deicide og mange af de andre gamle klassikere. Det er helt forfriskende at vende tilbage til rødderne af en genre, der, til tider, ofte er domineret af torden-trommer og slappe strenge, der mudret buldrer derudad.

En saltvandsindsprøjtning!

Men på trods af at Deus Otiosus helt klart lægger sig op ad, hvad jeg kun kan antage er deres gamle idoler (selv deres logo har en lille Grim Reaper, hvilket straks får mig til at tænke på det gamle Death-logo), er de altså langt mere end bare et hyldestband. Jo, de lyder klart som de gamle dødshelte, men de formår altså alligevel at tilføje deres egen charme med sprøde tremolo-riffs, labre soloer og en generel super god lyd og produktion. For ulig de mange proto-dødsklassikere, jeg tidligere nævnte, så har Deus Otiosus nogle musikalske evner, som fx Trey Azagthoth, Glen Benton og Jeff Becerra altså absolut ikke havde, da de startede ud. Det, der drev dem frem, var lysten/behovet for at gøre op med konformiteten samt en brændende helvedesild inden i sig.

For kort at opsummere: Opposer er muligvis nok Deus Otiosus’ bedste skive til dato. Skiven er et fabelagtigt mix af en tidsrejse og en dosis kreativitet og innovation, sprøjtet durk ind i halspulsåren på en gammel traver - flot arbejde, mine herrer!