Det første jeg hørte til det dengang kommende Darkest Hour udspil, "Undoing Ruin", var en flash-trailer på Victory Records' hjemmeside, som forholdsvist kraftigt antydede, at albummet kvalitetsmæssigt skulle sættes i bås med Metallicas "Ride the Lightning" og At The Gates' "Slaughter of the Soul"; en noget dumstolt påstand ville nogen sikkert påpege, og man må umiddelbart også gå ud fra, at postulatet var leveret med et friskfyragtigt glimt i øjet. For nogen klassiker er "Undoing Ruin" ikke ligefrem, men det afholder det dog ikke fra at være rigtig, rigtig godt!

Darkest Hour vinder først og fremmest på deres meget uambitiøse tilgang og generelle ’love of the game’. Hvor pladecover og Victory-logoet nederst i højre hjørne måske kunne vidne om middelmådig metalcore og derfor afskrække en stor del af sin egentlige målgruppe, leverer Darkest Hour fuldfed melodød med store armbevægelser og hyppige thrash-tendenser ikke hørt ligeså medrivende i lang tid. Numrene varer mellem to og fem minutter og er proppet til randen med yderst memorabelt riff-arbejde, solidt trommespil og soli i brede baner. Vokalen er drastisk fængslende og langt mere medrivende end hos mange andre bands i samme vægtklasse. Næsten væk er forbindelsen til den svenske lyd, og det er måske netop det, der trækker i den rigtige retning.

Man er straks klar over, at man sidder med et kvalitetsprodukt så snart man hører, at Hr. Devin Townsend sidder bag knapperne. Produktionen er håndteret med vanlig overlegen stil og lyden står som forventet knivskarp med guitarerne i en hovedrolle. Generelt skal man ikke være bange for at investere i "Undoing Ruin", hvis man har fået nok af metalcore, for albummet har peu à peu ikke meget tilfælles med den famøse genre vi alle efterhånden så aflivet. Darkest Hour er melodisk deaththrash at its best, og enhver metalfan burde gøre sig selv en tjeneste ved at tjekke det ud, om ikke andet bare en MP3 fra bandets hjemmeside.