Corpus Christii - Luciferian Frequencies

Luciferian Frequencies

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Metalcore
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Corpus Christii er et portugisisk black metal band, der har været i gang siden sluthalvfemserne, og de har både en god håndfuld EPer og en god håndfuld albums bag sig; faktisk er "Luciferian Frequencies" deres syvende album - så der er ingenlunde tale om urutinerede musikere.

På mange måder er der tale om gennemsnitlig black metal med hovedinspiration i de norske og franske black metal-scener. Der er i hvert fald rigeligt af blastbeats og tremolo riffs samt skæve og nogle gange ligefrem dissonante harmonier. Men dertil sætter Corpus Christii melodiske stykker (nogle af tremolo-og-blastbeat-stykkerne er også meget melodiske) samt tunge og til tider doom- og goth-agtige stykker, plus elementer, der nærmest er ude i noget avant-garde, mens andre stykker næsten kan beskrives som værende groovy på deres egen måde. Selvom numrene, traditionen tro, er relativt simple og minimalistiske, så dukker der nogle gange også episke elementer op så som mørke og dyster kor-elementer. Desuden begrænser Corpus Christii også deres numre rent tidsmæssigt og sørger desuden også for, at der er variation nok til, at det hele ikke bliver alt for monotont at lytte til.

Vokalen er mere ovre i retning af Attila Csihars stønnende growlen omend en smule mere vred i det og med enkelte ture ud i den mere traditionelle black metal snerren; jeg kan godt forestille mig, at nogle lyttere vil finde, at vokalen på dette album kan gå hen og blive lidt irriterende i længden. Produktionen er en typisk lettere lo-fi kold black metal-produktion med en guitar i hver side, men dog med en bas i midten, der faktisk kan høres nu og da, og trommerne er også ganske veldefinerede i lydbilledet.

"Luciferian Tendencies" er en ganske udmærket black metal udgivelse, der indeholder nok konventionelle lementer til at burde appellere til fans af genren, men samtidigt også eksperimenterende nok til, at der ikke bare er tale om ufornyende gentagelse.