De kan ikke lide dig (eller sig selv), men de spiller dælme god metal!

Cattle Decapitation holder niveauet

First things first: Den nye skive fra Cattle Decapitation er meget tilfredsstillende, hvis man er til progressiv død. Samtidig indeholder The Anthropocene Extinction, som de har valgt at kalde bæstet, flere overraskende elementer, så pladen lige rykker en tand højere op på skalaen. Det overraskende element er Travis Ryans stemme, hvis growlen både kan ligge dybt og højt. Det skal næsten opleves, så lyt endelig til nummeret ”Manufactured Extinct”.

(Advarsel: Løftet pegefinger forude – spring evt. næste afsnit over - red.)

Politik eller frustration?

Det irriterer mig, at Cattle Decapitations tekster indeholder passager, der udtrykker, at menneskeheden som sådan er problemet bag miljøforværringerne. Altså at den negative miljøpåvirkning ikke blot skyldes uhensigtsmæssig ressourceudnyttelse og almindelig ubetænksomhed, men at menneskeheden er en parasit, der skal fjernes fra den ellers sunde og raske jord.

Cattle Decapitations filosofi kan med ord fra nummeret ”The Prophets Of Loss” sammenfattes således: “Sustainability unobtainable […] We fucking die tonight and that's perfectly alright with me”. Dét er da at give op, og dét er da det sidste noget menneske nogensinde bør gøre. Indholdet af teksterne – som musikken – er nok ikke et politisk program, men snarere et frisættende udtryk for en grundlæggende følelse af frustration og afmagt i lyset af den allestedsnærværende problemfyldte ressourceudnyttelse. Sådan tolker jeg det i hvert fald. Og så tilbage til musikken.

Mini-dokumentar: The Making of "The Anthropocene Extinction"

Dokumentaren, som du kan se i linket nedenfor, viser præcis det, jeg synes er så tiltalende ved metal: Musikken skal planlægges og udføres, som om det var en bro, der skulle bygges eller en vej, der skulle anlægges. Metal er et håndværk, der kræver omtanke, hårdt arbejde og først og fremmest vedholdenhed at mestre. Derfor ses det heller ikke sjældent, at mange metalbands først når deres kunstneriske højdepunkt efter 10, 15 eller 20 år.

Ud af den gakkede undergrund

Cattle Decapitation, som blev dannet i 1996, har løsnet gradvist op for den meget indadvendte og sammenfoldede lyd. Fra og med The Harvest Floor (2009), som kan anbefales, er lytteren blevet inviteret ind i musikken. Der er med andre ord kommet mere fokus på melodi, sammenhæng og på at skrive numre, der ganske enkelt svinger bedre. Væk er den em af evindelig dødsmetalnulren, der løber rundt og rundt uden mål. The Anthropocene Extinction er seneste trin i den udvikling og en velkommen og værdig opfølger til Monolith of Inhumanity (2012).