DETEKTOREN
Broken Hope - Mutilated and Assimilated

Mutilated and Assimilated

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Halvhjertet heavy fra det gamle dødsmaskineri

Heavy-højsæson

Sommeren 2017 har vist sig at være en god tid for dødsmetallen; med bundsolide udgivelser fra de kvælende karle og de hovedløse herrer i henholdsvis Suffocation og Decapitated er barren sat højt. Næste brik i spillet er amerikanske Broken Hope, der med Mutilated and Assimilated forsøger at gøre kunsten efter.

Gys og gore

Ikke meget har ændret sig siden veteranernes forrige udspil, Omen of Disease, fra 2013. Selvom bandet har udskiftet både guitarist og bassist, holder de knugende fast i den beskidte, rå og grindcore-inspirerede dødsmetal, hvor frontmand Damian Leskis rallende vokal er mest iørefaldende. Teksterne og de tematiske omdrejningspunkter har heller ikke været til forhandling, og vi hives endnu en gang igennem en lang række gys, gru og gore. Med Broken Hope ved du, hvad du får – og det kan såmænd være fint nok! Den ikkeeksisterende innovation bevirker dog, at den kritiske lytter sandsynligvis vil finde dette album en kende for kedeligt og forudsigeligt.

Inspirationen til de grufulde udskejelser på Mutilated and Assimilated skal findes i John Carpenters kultklassiker The Thing fra 1982. Dette suppleres af en grov produktion, der ikke forskåner lytteren eller pakker noget ind. Vi får 40 minutters blodspyttende ragnarok, hvor tempoet er højt, og lyden er hadsk.

Med charmerende sangtitler som ”Malicious Meatholes” og "Outback Incest Clan" sætter Broken Hope sejl og farer ud i et hav af ensformighed og ligegyldighed. Jeg er ked af at sige det, men Mutilated and Assimilated er – i det store hele – en virkelig generisk og uinspireret omgang. Pladen vil sikkert glæde mange, der bare skal have sit dødsfix, men ønsker man en smule mere substans og spræl, er det ikke denne skive, man skal smide på anlægget! Den altoverskyggende ensformighed skyldes ikke bare de kedelige kompositioner, men også Leskis monotone brølen.

Der findes dog små glimt af håb – især i de rene og atmosfæriske passager. I slutningen af ”Malicious Meatholes” formår de gamle svende således at skabe et dragende og medrivende univers med ren guitar og hviskende stemmer. Mere af det, tak! At styrken ligger netop her, i det følende og tænksomme, er vel en anelse paradoksalt for et band som Broken Hope, der går all in på smadder og brutalitet… Nuvel.

Til trofaste fans

Mutilated and Assimilated er på ingen måde en mindeværdig plade eller et interessant indspark. Det virker mest af alt, som om gutterne har lukket øjnene og slået autopiloten til. Dette betyder dog også, at hvis du synes om bandets ændre materiale, vil dette album sikkert også falde i din smag – det er nemlig meget mere af det samme.

Tracklist

  1. The Meek Shall Inherit Shit
  2. The Bunker
  3. Mutilated and Assimilated
  4. Outback Incest Clan
  5. Malicious Meatholes
  6. Blast Frozen
  7. The Necropants
  8. The Carrion Eaters
  9. Russian Sleep Experiment
  10. Hell's Handpuppets
  11. Beneath Antarctic Ice
  12. Swamped-In Gorehog

Tilføj kommentar