Blasphamagoatachrist - Bestial Abominator

Bestial Abominator

· Udkom

Type:Album
Genrer:War metal, Black/Death Metal
Antal numre:15

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Så mange penge er der heller ikke i war metal

Nu Mørkets Fyrste nyligt vendte tilbage til sit naturlige habitat, så kommer vi i den nærmeste fremtid nok ikke til at kunne sparke os frem for opsamlingsplader, hyldestnumre og hyldestplader. En del af det er sikkert for at score lidt nemme penge, men langt størstedelen er sandsynligvis skabt ud af respekt og kærlighed. Og netop sidstnævnte type hyldest er, hvad supergruppen Blasphamagoatachrist udgav tilbage i marts, da bassisten Sabaoth stillede træskoene tilbage i 2021, og guitarist Virrugus Apocalli gik bort i 2024. Så er spørgsmålet bare, om de resterende medlemmer har ramt rigtigt med indholdet af Bestial Abominator.

Giv ikke efter for de dødes gruppepres

Da de to afdøde medlemmer havde deres daglige virke i brasilianske Goatpenis, så giver det god mening, at Bestial Abominator hælder mere i retningen af netop dette band, end debuten Bastardizing the Purity gjorde.

Det er også tydeligt at høre, at Blasphamagoatachrist har lagt sig noget mere i selen for, at netop Sabaoth og Virrugus eftermæler skulle stå skarpt. “Obeisance of War” forener smukt lyden af et band, der hamrer nådesløst afsted, som en gruppering af 50 kaliber maskingeværer, der reducerer din lokale kirke til ruiner med sorgen over at have mistet to kammerater i krigen — selv et war metal orkester som Blasphamagoatachrist er jo moderne mænd med følelser. Følelser er også, hvad der får frit løb på “Cyanide Sacrament”. I stedet for sorg, så er instrumenteringen så fyldt med så koncentreret had og vrede, at nummeret bliver helt afhængighedsskabende. Introriffet alene har en klar Anaal Nathrakhsk klang, mens resten af nummeret tydeligt demonstrerer, hvorfor briterne i deres spæde start tydeligt havde fået mere kaos ud af Blasphemy end Mayhem. Netop et solidt riff, eller mange, er også, hvad lukkeren “Lichmistress of the Depths” disker op med. Kommanderende midttempo thrash, der går i nævekamp med war metallisk ekstase, inden et vrælende og hylende guitar-breakdown forener kamphanerne og lader dem tømme hele ammunitionslageret mod Cristo Redentor statuen i Rio de Janeiro.

Inden den bestialske blodrus mod den hellige treenighed går helt over gevind, så begår Bestial Abominator den fejl, som vi nok også kommer til at se blive begået mod Ozzy. Nemlig at alt som afdøde har haft i gemmerne absolut skal bruges. Og jeg skal da lige love for, at Blasphamagoatachrist har rippet Virrugus Apocallia gemmerne totalt. Hvilket de ikke skulle have gjort. Nok er “Burning Under Black Flames” et lidt idéforladt Marduk-ripoff, men hvorfor i alverden skal nummeret også inkludere et riff, som Glemsel har skrevet nede i mausoleet? Jeg havde heller aldrig ment, at Taake havde brug for en mere militant lyd, men det er så, hvad “Black Mass Before the Battle” åbner og lukker med. “Tank Treads of Mutilated Corpses” trækker i samme thrashede retning som “Lichmistress of the Depths”, men uden at skulle agere medium for de døde, så tror jeg, at Virrugus havde kasseret “Tank Treads…”, da det er et ringere nummer. 

Der er også svovlkis blandt guldet

Af en hyldestplade at være, så er Bestial Abominator slet ikke så ringe. Sabaoth og Virrugus bliver sendt værdigt af sted af et Blasphamagoatachrist, som adskillige gange over pladen beviser, at medlemmerne stadig hører til i war metallens hall of fame. Krig, had, destruktion og en smule sorg præsenteres glimrende, mens automatvåben og antiluftskyts brøler om kap. Desværre bærer meget af pladen også præg af en form for gravrøveri, der bedst kan opsummeres som Blasphamagoatachrist, der har en drøm om at gøre blackens anden bølge til Rambo, men realiteten hælder desværre oftere i retning af Hot Shots! Part Deux

Tracklist

  1. Missles Obliterate Purgatory
  2. Obeisance of War
  3. Burning Under Black Flames
  4. Union of Black Metal Legions
  5. Triethylaluminium God
  6. Blodofer
  7. Black Mass Before the Battle
  8. Nuclear Desecrator
  9. Falling Flesh to Burning Embers
  10. Cyanide Sacrament
  11. Erzebet Rides the Lightining
  12. Death March to Irradiated Hell
  13. Tank Treads of Mutilated Corpses
  14. Bestial Abominator
  15. Lichmistress of the Depths