Axel Rudi Pell - Knights Call

Knights Call

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Tredive år med firserne

Der er noget respektindgydende over urokkelig dedikation, og med atten heavy metal-albums på tredive år har den tidligere Steeler-guitarist Axel Rudi Pell (og ditto bassist Volker Krawczak) udvist dedikation som få. Dertil har manden (herfra kaldet Rudi) og gruppen (herfra kaldet Pell) opbygget et solidt ry for et højt bundniveau og for ikke at vige én centimeter fra deres karakteristiske firserstil. Man kan garanteret starte en samtale om Rudi med enhver tysk rockfan, og der er ingen tvivl om at manden og gruppens status som rockikoner er berettiget. Med Knight’s Call når Pell op på imponerende nitten albums. Dette er desværre også det mest imponerende ved denne udgivelse.

Banale ørehængere

Pell har – som svagt antydet – siden firserne spillet den samme type heavy metal, som fortrinsvist består af ligefremme midttempo rockere og ballader. Udover en intro på halvandet minut indledes albummet med en ét-to-kombination af Pell, som vi kender dem. ”The Wild and the Young” drøner derudaf lige efter firsermetallens ABC – riff, trommer, leads og et omkvæd, som hele salen kan synge med på. ”Wildest Dreams” følger op med mere af samme skuffe, og forsanger Johnny Gioeli leverer refrænerne med den energi, de skal have, så de finder sig til rette i øregangene.

Herfra går det desværre ned ad bakke, og det kan ikke engang koges ned til blot én årsag. ”Long Live Rock” har det mest banale riff og omkvæd, jeg har hørt i 2018. ”Slaves on the Run” savner i alvorlig grad interessante leads og keyboards, og både balladen ”Beyond the Light” samt epos’et ”The Crusaders of Doom” løber væsentligt længere, end de er interessante. Til slut kommer kronen på værket, ”Tower of Babylon”, som fremviser alle ovenstående problemer i knap ti minutter med faux mellemøstligt præg gentaget til smertegrænsen; gennem knap halvdelen af sangen gentages de samme to akkorder og de samme leads.

Knight’s Call er, som alt andet Pell jeg har hørt, generelt velproduceret. Lyden er taget direkte fra firserne, og mikset er fint balanceret og ikke alt for højt. Vokalerne er det stærkeste element på albummet, selvom teksterne er så generiske og billige, at jeg ikke kan undgå at lægge mærke til det. Rudis leads er flade lige fra åbningsnummeret, hvilket giver et skidt førstehåndsindtryk eftersom der naturligvis skal være kvalitet i guitararbejdet, når bandet er opkaldt efter leadguitaristen. Keyboardene har for det meste blot en baggrundsrolle, undtagen en lækker Hammond-solo på instrumentalnummeret ”Truth and Lies”, hvilket også er nummerets eneste berettigelse.

Under Pells standard

Knight’s Call er umiskendeligt et Pell-album, men ganske mod sædvane tipper det væk fra det ligefremme og over i det banale samt væk fra det episke og over i det langtrukne. Reelt er det kun vokalerne, der står uberørt af dette problem, og dét endda kun hvis man kan abstrahere fra teksterne. Jeg kan rigtig godt lide Rudi som ikon, og sammen med gruppen har han et kæmpe repertoire, som man kan nyde i de fleste selskaber, men der er meget få af sangene her, jeg håber der finder vej ud over scenekanterne. Både nye og gamle fans er bedre tjent med at gå på jagt i tidligere udgivelser.

(Ingen af albummets sange er tilgængelige på YouTube, så nedenstående er fra det glimrende og anbefalelsesværdige Circle of the Oath fra 2012.)

Tracklist

  1. The Medieval Overture (Intro)
  2. The Wild And The Young
  3. Wildest Dreams
  4. Long Live Rock (Choir – Axel Rudi Pell, Chris Strieder, Christina Pell, Harry Weinkauf, Horst Fleckhaus, Martin Rennkamp, Rüdiger König)
  5. The Crusader Of Doom
  6. Truth And Lies
  7. Beyond the Light (Choir, Vocals – Pamela Falcon)
  8. Slaves On The Run
  9. Follow the Sun
  10. Tower Of Babylon

Tilføj kommentar