Avslut spiller koncert på Raise Your Horns 2018.
Avslut - Deceptis

Deceptis

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodic Black Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Det oser fra arnestedet

Selvom den første skandinaviske black metal efterhånden har en del år på bagen (Mayhems første EP blev 30 sidste år), er Skandinavien langt fra færdig med genren. Den startede primært som et norsk foretagende, men sortmetallen har siden også fået godt tag i Danmark og Sverige, hvor nye black metal-bands for tiden overrasker metalverdenen. Et af de bands, der for nylig er sprunget ud af den sorte aske med fornyet ildkraft til genren, er det svenske band Avslut. Et frisk pust til genren, der stadig emmer af energi og mystik. Bandet er højaktuelt med udgivelsen og første fuldlængdealbum, Deceptis.

Mørkt og tungt

Et sonisk mørke rammer øregangene, når de første forvrængede tremolotoner manifesterer sig. Et lydangreb, der både er mystisk og atmosfærisk, men rammer ligeså hårdt som et velplaceret øksehug. Det er black metal, skåret helt ind til benet uden gimmicks og spil for galleriet. En enkel, velproduceret og knivskarp inkarnation af genren. Tilbage i førstenummeret ”Pestilens” overmaler et melodisk stykke kort de klassiske tremoloriffs og introducerer endnu et af de elementer, der skiller Avsluts debutplade ud fra andre blackkompositioner. Et melodisk element, der skaber en rød tråd gennem albummet, og på sin vis gør Deceptis til en unik oplevelse – ikke som Emperors storslåede symfonier eller Keep Of Kalessins powerfusion, men simple, stemningsfulde melodier, der sammen med et håndfast groove er kendetegnende for albummet.

Lyrikken udforsker menneskets mørke sider og bevæger sig omkring frygt, lyst og afmagt og ulmer lidt af satanistiske undertoner. Som bandnavnet røber, hvæses de dæmoniske tekster på bandets modersmål, hvilket flere af de nye danske bands ligeledes har succes med. Brudstykker af de obskure sangtekster forsvinder i sprogbarrieren, hvilket på sin vis bidrager til mystikken. Bandet selv beskriver musikken som ”… et våben, der kompromisløst viser dig din skæbne”, og følger således lidt i landsmændene Watains fodspor med en seriøs tilgang til udtrykket. Black metallens selvhøjtidelighed falder ikke altid i god jord, men bandets stemningsfulde og knivskarpe musik oplyser de dystre tekster og overvinder ethvert modargument.

Den bedste oplevelse får man, hvis man hører albummet fra start til slut, men lad mig alligevel prøve at grave nogle ekstra kødfyldte numre ud af mørket. På ”Existensens Skugga” kombinerer instrumenterne groove, melodi og atmosfære på mesterlig vis, mens C. hvæser sine ”diaboliske hymner”. Sangen starter med baglænsspillet guitarlyd, der etablerer kuldegysningsstemningen, før sangens infernalske riffs tager over. ”Pestillence” og ”Deceptis” byder begge på traditionel, tempofyldt black metal, mens en svensk melodeath stil gemmer sig i ”Förlorad”s dejligt dystre stemning. Albummet afsluttes med en langsommere doom-inspireret hymne, der med en snert af selvironi har fået titlen ”Avslut”.

Der høstes kranier

Vi befinder os i en spændende periode for skandinavisk black metal. Det oser med bands fra genrens arnested, og den anmeldte udgivelse, Deceptis, er bestemt et pragteksempel herpå. Pladen kan med sin kombination af tekniske grooves, atmosfære og melodi sagtens skille sig ud og give den nye danske blackscene en stærk svensk konkurrent. Fra start til slut serveres der autentisk musik med en energi og teknisk kunnen, der er sjælden for debutplader.

Tracklist

  1. PESTILENS
  2. FORLORAD
  3. EXISTENSENS SKUGGA
  4. LEGION
  5. MARTYRIUM
  6. DECEPTIS
  7. EVIGT MORKER
  8. TERRA MATER
  9. AVSLUT

Tilføj kommentar