Navngivning er nemt

Når en i forvejen kendt soloartist danner et band, er det verdens nemmeste ting at navngive gruppen efter den kendte person. Prince gjorde det med Prince and the Revolution, Paul McCartney gjorde det med Paul McCartney and the Wings, og Hank Green gjorde det med Hank Green and the Perfect Strangers – en af "the Strangers" er Rob Scallon, som man nok kan mene er mere kendt end hr. Green i metalkredse. Men hvem siger, at man behøver være kendt for at opkalde sit band efter sig selv? Det har københavnske Chris Dall måske spurgt sig selv om, da han dannede "Atom" Chris Dall & Powerband. Det kan også være, at han ikke har. Om ikke andet, så er bandet klar med ep'en Selvfedisme – en titel, som er en meget god kommentar til det at opkalde et band efter sig selv.

Godt begyndt er jo næsten halvt færdigt 

Det er dog hverken Paul McCartney eller Prince, som er de store idoler hos Chris og powerbandet. Det er i stedet 60'ernes skramlede garagerock og 70'ernes ditto punk, som er kommet under kærlig behandling hos de tre københavnere.

Med det nostalgitrip, som rocken og metallen har været på siden altid, så skal det da ikke være nogen hemmelighed, at Selvfedisme ikke er voldsomt originalt i sit udtryk. Til gengæld er det ganske velspillet. "Ingen Sikkerhed" fungerer glimrende ved at være så tro mod genren, at jeg næsten er overbevist om, at vi har at gøre med en 60 år gammel optagelse af tre teenagere, der lige har hørt The Kinks "You Really Got Me" og derefter sætter alle sejl på at ramme samme rebelske og ungdommelige energi. Det er ikke stor kunst, men det fungerer af nøjagtig samme årsag som Nakkeknaekkers dødsmetal fungerer. Velspillet nostalgi. 

At satse alt på, at lysbillederne fra pulterkammeret er så rosenrøde, er dog et farligt sats, da det sjældent holder hele vejen. Og for "Atom" Chris Dall & Powerband så begynder fundamentet da også at smuldre efter "Ingen Sikkerhed". Man kan dog argumentere for at fundamentet allerede smuldrede lidt, da hr. Dall åbnede munden, for nok har hans gadedrengeråb en rå og upoleret charme, men samtidig så har jeg lyst til at bede ham rejse tilbage til 60'erne og blive avisdreng. Men på trods af at "1000-milsprinten" leverer en fantastisk fortolkning af ungdommens Peter Belli, der fortolker Smertegrænsens Toldere, mens en Creedence Clearwater Revival-mundharmonika går fuld balalajka i baggrunden, så er nummeret uden mundharmonika en mindre interessant kopi af "Ingen Sikkerhed". Det er ikke katastrofalt Son-of-a-Shotgun-elendigt, men at man allerede på andet nummer er ved at være tømt for ideer, giver ikke mange plusser – ligegyldigt hvor meget det end rammer det musikhistoriske hoved på sømmet. Noget, der dog tangerer til at være blottet for plusser, er det afsluttende titelnummer. Jeg ved ikke, hvorfor Chris og kumpaner synes, at forvrænget halbalsrockabilly-Kandis med morgensangstrompet er en god idé, men at forsøge at peppe et stereotypt gumpetungt 50/60'er-rockriff op med overgearet trompet har mere tilfælles med negle ned ad en tavle end vellyd.

Tilbage i garagen og gør det til lidt mere end bare "proto"

Forsøget på at genoplive garagerocken og protopunken og kombinere dem i et mere råt udtryk synes jeg bestemt, at ”Atom” Chris Dall & Powerband skal fortsætte med, da det herhjemme er lidt en musikalsk niche. Det kræver dog mere end ”bare” at opdatere sine idolers lyd med et hare- og et skildpaddegear. Nostalgifaktoren kan kun hjælpe til et vist punkt, derefter skal solide hooks, melodier og sangskrivning til. Især når man tænker på, at det oprindelige kernepublikum allerede har indkasseret mimrekortet.