DETEKTOREN
Artillery spiller koncert i Metal Magic Festival, Fredericia .
Artillery - My Blood

My Blood

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genre:Thrash metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: 9,1/10 baseret på 8 stemmer.

De danske thrash-legender i Artillery er tilbage.

"My Blood" er bandets sjette album, og de fortsætter mere eller mindre deres semi-tekniske højoktan-thrash metal som blev perfektioneret på "By Inheritance" og cementeret på deres forrige album "When Death Comes", men der er også nogle enkelte nye elementer at spore.

Mange af numrene, så som "Monster", "Dark Days", "Death Is an Illusion", "Thrasher", "Warrior Blood" og "End of Eternity" er alle ærketypiske Artillery-numre, der er energiske og agressive, men samtidigt groovy og markeret af bandets unikke sans for melodi. Nu ligger landet sådan, at Artillerys semi-tekniske form for thrash metal har hørt til blandt min absolutte favoritmusik, siden de gode gamle dage, hvor jeg hørte "By Inheritance" på min walkman, mens jeg cyklede de 10 kilometer i skole hver morgen. Så disse numre sidder 100 procent i skabet hos mig. Det er thrash, det er dejligt, og det er ikke til at tro, at de efterhånden er ved at være nogle gamle gråhårede gutter (dem af dem, der har hår endnu altså).

Der er dog også nogle nye elementer at spore, og åbningsnummeret lyder langt mere episk og eksotisk end noget andet, man nogensinde har hørt fra bandet. De østerlandske influenser har været der siden "Khomania" fra "By Inheritance", men i introduktionen til åbningsnummeret tager Artillery det eksotiske til helt nye vidder med didgeridoo, mellemøstlige skalaer og episke melodier, og dette fungerer ret godt i forbindelse med resten af nummeret, der er mere typisk Artillery. Det er ganske forfriskende med fornyelse, men jeg er sgu også glad for, at bandet ikke har ændret deres kernestil.

Der er dem, der foretrækker Flemming Rønsdorfs stemme, men man kan ikke komme udenom, at Søren Adamsen har bibragt noget nyt til bandet, siden han kom med med sin kraftige stemme og sans for melodisk præcision. Han gjorde det kanon godt på "When Death Comes", og det fortsætter han med her, og han passer perfekt til Artillery's musik.

Ligesom "When Death Comes" og "By Inheritance" er dette et klasse-album og en lektion i perfekt thrash metal. Der har ikke været meget at føle fædrelandsstolthed over i de ti sidste år... så det det da godt, vi har Artillery. Så, tak til Artillery, for at gøre mig stolt af at være dansker.

Kommentarer (2)

Giluc

Indlæg: 1

Karakteren er måske lige 10 %

Karakteren er måske lige 10 % for høj, men man kan ikke komme uden om at det er et hammersolidt album.

hellcock

Indlæg: 189

En udemærket skive, dog er

En udemærket skive, dog er trommespillet noget gumpetungt og uinspireret! Der er alt fo meget genbrug pladen igennem

hellcock gav Artillery - My Blood 6/10.

Tilføj kommentar