Debutskiven fra Arbitrator er en mørk satan af en skive, som desværre aldrig bliver den store oplevelse

Canadiere kan også gøre det mørkt

Indoctrination of Sacrilege er første udspil fra det canadiske band Arbitrator. Bandet, som bl.a. består af Dirk Verbeuren fra Soilwork, spiller en gang industrial/progressiv dødsmetal med både gotiske og symfoniske elementer. En dyster satan af en skive, som emmer af dommedag og en post-apokalyptisk mørke.

Industrial dødsmetal hvor salverne brager afsted

Albummet består af seks skæringer, hvilket giver næsten 40 min. Spilletid og der er lagt op til en mørk og episk lydoplevelse. Som lytter bliver man ramt af den ene maskinpistolssalve efter den anden fra både riffs og trommer, mens Robert Kukla brøler sig igennem teksterne. Fokus er den indoktrinering og det religiøse smalsind, bandet mener, religion skaber. Der er masser af elektronisk sampling, og albummet lyder lidt som en hybrid mellem den tonstunge lyd af Panzerchrist og melodiske død á la Dark Tranquillity, tilsat en portion mørk techno; på sin vis er det veludført, men på en eller anden måde bliver det for meget.

Jeg ved ikke, hvad det præcis er ved skiven, men jeg er ikke solgt. Derfor regner jeg ikke med, at Indoctrination of Sacrilege bliver sat på igen. Der går simpelthen for meget mørk techno og industrial i den til min smag. Det er en balancegang, når man vælger at blande metal med industrial. Nogle gange går det godt. Andre gange bliver det for meget. I dette tilfælde det sidste. Desværre.

Bliver aldrig helt godt

Alt i alt er Indoctrination of Sacrilege en fin debutskive og efter research på andre metalsites, kan jeg se, at andre anmeldere er mere solgt end jeg. Er man til industrial metal er første skive fra Arbitrator måske et hit men for mig ryger den i glemmebogen. Bandet får en middelkarakter for veludført arbejde, men med en idé som bliver for meget efter min smag.