Against the Hollow - Through Tragedy [ep]

Through Tragedy [ep]

Udkom

Type:Album
Antal numre:4

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Godt begyndt er desværre kun halvt fuldendt

Som bekendt kommer – næsten – al god melo-death fra Skandinavien, og helst fra Sverige eller Finland. Men lille Danmark har faktisk kunnet være ganske godt med, vel tydeligst med nu desværre inaktive Compos Mentis. Men det gryr mod dag, for i det mørke Jylland rejser sig Against the Hollow med EP’en Through Tragedy.

Through Tragedy lægger fra land med et rigtigt godt riff, og kort efter sættes ind med et meget dybt growl, som det hører sig til i traditionel death-metal. Og det er her, man forstår, at dette faktisk er rigtig spændende, for Against the Hollow synes at have en tilgang til musikken, der måske lidt kan sammenlignes med Volbeats. Der er således en måske lidt mere rocket og swingende tilgang, end der ellers ses i denne genre. Dén idé kan ikke på forhånd afskrives.

Om opskriften er helt holdbar, må tiden vise. På Through Tragedy har Against the Hollow i hvert fald efter min smag ikke rigtigt fået ramt balancen. Generelt er musikken relativt simpel, men effektiv med gode riffs og en passende varierende rytmesektion. Så langt går det altså fint, men det virker på mig lidt som om, Against the Hollow vil for meget. Blot som en illustration kan nævnes vokalen, der skifter mellem det meget dybe growl, en black-metal agtig skrigende vokal og en clean vokal, der mest minder mig om en blanding mellem Volbeats Mikael Poulsen og Pearl Jams Eddie Vedder (hvis dét ellers giver nogen mening). Det kan være svært at kombinere på en meningsfyldt måde, og udfordringen fremstår tydeligst på "Ashes", hvor der ikke rammes en rigtig god balance mellem growl og clean vokal. Netop de ekstrem-metaliske dybe growl og skrig kan måske blive en udfordring for nogle lyttere, men herfra og på dette tidspunkt skal Against the Hollow anerkendes for at arbejde med en egen stil.

Personligt synes jeg også, at produktionen har lidt svært ved at finde balancen mellem den relativt hårde metal lyd (der efter min smag mangler lidt af) og den mere rockede lyd. Men det kan muligvis til dels undskyldes med, at der er tale om en EP. Bedst rammes balancen på "Buried", der er Through Tragedy’s bedste nummer. Hvis Against the Hollow kan fylde deres kommende fuldlængde med numre af denne kaliber, så bliver det et album, der ikke kan ignoreres.

Samlet kan man vel sige, at ideen bestemt ikke er dårlig, forsøget er ligefrem godt, men udførelsen kan der med fordel arbejdes videre med. Helt sikkert er det, at denne klummeskriver vil vente i spænding på nyt fra Against the Hollow. For godt begyndt er dog stadig også halvt fuldendt…

Tracklist: 1. Against The Hollow 2. Ashes 3. Blazing Eyes 4. Buried

Her kan “Buried" høres: