DETEKTOREN
3 - The Ghost You Gave To Me

The Ghost You Gave To Me

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog rock
Spilletid:54.22
Antal numre:12

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Woodstock-bandet 3 er tilbage med en opfølger til den glimrende "The End Is Begun" fra 2007 (se min anmeldelse her på siden). Øh, nå ja, der var også lige udgivelsen "Revisions" fra 2009, hvor bandet nyindspillede et udvalg af deres gamle numre, men "The Ghost You Gave to Me" er en helt ny samling sange, der ifølge bandet selv er deres bedste arbejde til dato. Jeg er både enig og uenig.

De første 7 numre er fremragende, afvekslende, lækkert detaljerede og iørefaldende rocksange, der på lækker vis kombinerer gode, poppede melodier, cool riffs og grooves med hyperaktive underdelinger á la Pain of Salvation (på f.eks. "Remedy Lane"), lejlighedsvise Beatles-inspirerede korharmonier i stil med King’s X og Galactic Cowboys, og heavy udbrud der også ofte får mig til at tænke på sidstnævnte bands (lyt f.eks. til albummets titelnummer eller "Sparrow"). De læsere der kender albummet "Spilt Milk" med hedengangne Jellyfish, vil måske komme i tanke om dette band når de hører åbningsnummeret på "The Ghost...", den stille "Sirenum Scopuli", den delikate overgang til ørehængeren "React", og lidt senere det flotte "One with the Sun" (som også har nogle lidt Devin Townsend-agtige riffs undervejs). Numre som "React" og "High Times" vil i øvrigt sikkert give danske lyttere associationer til Dizzy Mizz Lizzy. Jeg er også vild med den måde hvorpå 3 får jammet sig over i et doom-riff sidst på nummeret "Numbers" (som kan streames fra bandets hjemmeside).

De resterende 5 numre er desværre ikke helt på samme niveau som starten af albummet. Først får man de to harmonisk ret ensformige pop-rock-numre, "Pretty" og "Afterglow", hvorefter 3 igen får skruet op for energien i den heavy "It’s Alive", som er et ganske fedt nummer der leger med nogle af de latinamerikanske elementer man også kunne høre på "The End Is Begun". Herefter følger det mere skrøbelige nummer, "Only Child", der starter som en ballade, men gradvist får arbejdet sig ind på noget mere heavy. Man når dog ikke rigtig som lytter at komme op i gear igen, før albummet slutter med den Steve Lukather-agtige ballade "Barrier". Nummeret virker o.k. som et afsluttende pusterum, men ville virke bedre hvis der faktisk var brug for et pusterum - hvis 3 med andre ord havde holdt det samme niveau af energi og idérigdom de startede albummet med, helt hen til det næstsidste nummer.

På den ene side synes jeg faktisk at 3 har fået strammet op på deres sangskrivning, forstået på den måde at de er blevet bedre til at tøjle deres begejstring over egne ideer - på "The End Is Begun" havde de somme tider en tendens til at repetere deres catchy riffs lidt for mange gange eller blive lidt for længe i et atmosfærisk stykke. På den anden side synes jeg at de tre mindre gode numre på "The Ghost..." er ringere end de middelgode numre på "The End Is Begun". Var den nye skive stoppet efter titelnummeret, måske afsluttet af "It’s Alive", ville det have været årets fedeste EP. Så alt taget i betragtning ender jeg på den samme karakter jeg gav "The End Is Begun", nemlig 9 kranier. 3 er stadig et meget spændende og cool bekendtskab, og står højt på listen over bands jeg gerne vil se live en dag.

Tilføj kommentar