NOTBA4

Aalborg Metal Festival 2018

Photos by Emilie Dybdal Photos by Emilie Dybdal

Torsdag:

  1. Xenoblight
  2. Brought by Pain
  3. Entheos
  4. Gorod
  5. Beyond Creation
  6. Vreid

Xenoblight kl. 19:00

Xenoblight

Xenoblight er en interessant størrelse. Selvom bandet – i sin nuværende konstellation – ikke har set mange somre, har de allerede opbygget et solidt renommé og et ganske pænt CV: Tidligere på året vandt de den danske version af Wacken Metal Battle, og til foråret står den på massevis af koncerter med selveste HateSphere. Har man set Xenoblight live, forstår man begejstringen. Bandet indtog selvsikkert scenen, og især frontkvinde Marika Hyldmar viste os alle, hvor (metal)skabet skal stå. Mens de fire herrer holdt sig nogenlunde i ro, fór Hyldmar rundt på scenen som en gal; hvis ikke hun vindmølleheadbangede for fuld skrue, råbte hun ned i mikrofonen eller slog ud med armene. Sikke en karisma! Der er ingen tvivl om, at bandets store force er den lille kvinde i front. Sætlisten bestod hovedsageligt af numre fra kvintettens debutskive, Procreation, men vi fik også den spritnye ”Oblivion”. Samtlige numre blev leveret i overbevisende stil – om end lydniveauet på Hyldmars vokal var en anelse lavt. Nuvel. Efter bare 25 minutter måtte bandet takke af og give scenen videre til de canadiske kollegaer Brought by Pain.

8/10

Brought by Pain kl. 19:45

Brought by Pain

Det skortede ikke på hverken progressiv eller teknisk dødsmetal denne aften; Aalborg Metal Festival blev nemlig trakteret med en af de store turnépakker inden for feltet: Beyond Creation, Gorod, Entheos og selvfølgelig Brought by Pain. Efter en kort lydprøve gjorde bandet sin entré, og de – første af mange – hovedløse guitarer blev luftet. Bandet spillede fra start meget stramt, og deres tekniske toner fik folk i bevægelse. Særligt stjal bassist Hugo rampelyset: Bassen var indstillet perfekt i mikset, og de komplekse licks, han fyrede af, var ganske imponerende. Anderledes stod det dog til hos frontmand Samuel. Egentlig var han meget karismatisk og fuld af attitude, men han formåede slet ikke at holde folks opmærksomhed. Halvvejs gennem sættet begyndte gæsterne så småt at udvandre, og det virkede, som om bandet mistede pusten. Den styrke, de viste i starten af showet, var forsvundet, og hele seancen blev faktisk en kende kedelig. Energien forsvandt, musikken blev monoton, og tiden gik virkelig langsomt – suk.

5/10

Entheos kl. 20:30

Entheos

Metalverdenen fik øjnene op for Chaney Crabb i 2014, da hun indsendte en auditionvideo til Veil of Maya. Crabb ville være den nye sanger i bandet efter Brandon Butler, men sådan gik det ikke. I stedet er hun nu at finde i front for supergruppen Entheos, der tæller eksmedlemmer fra Animals as Leaders, Animosity og The Faceless. Siden bandets dannelse i 2015 er det kun gået fremad, og den succes har nu bragt dem hele vejen til Europa. Bandet lagde hårdt ud med første nummer, og frøken Crabb var skræmmende dygtig. Hendes growls er på absolut topniveau og matcher resten af bandets destruktive toner rigtig godt. I det hele taget var det et meget potent lydbillede, Entheos kunne præsentere. Det eneste problem, kvartetten stødte på, var en uduelig effektmikrofon. En relativ stor del af Entheos’ vokalunivers udgøres af en robotagtig stemme, men dette trick faldt hårdt til jorden – desværre. Gang på gang måtte Crabb kæmpe med mikrofonen, og rigtig godt blev det aldrig. Heldigvis var der intet at udsætte på hverken instrumenter eller growl, og koncerten lander derfor i den pæne ende af skalaen.  

7/10

Gorod kl. 21:15

Gorod

Næste stop: franske Gorod. Her kan man virkelig tale om et band, der skulle spille sig varmt. Under de første to-tre numre fik vi en rusten og kedelig vokal og et meget stillestående band. Det eneste lyspunkt var frontmand Nutz’ engagement og sjove ansigtsudtryk. Hurtigt begyndte situationen dog at vende, og efter små 10 minutter var koncerten en ren energibombe: Nutz lænede sig ud over scenekanten, guitarist Nicolas og bassist Benoit dansede om kap – og drengene leverede selvfølgelig et hamrende solidt sæt. Det var tungt, det var tight, og der var skåret helt ind til benet. Al unødvendig lir var sorteret fra, og det var tydeligvis, hvad publikum hungrede efter. Halvvejs gennem showet var der godt gang i pitten, og mellem de enkelte numre var der jubel fra folket. Faktisk virkede publikum næsten umætteligt: Når Gorod var for længe om at starte næste nummer, råbte folkemængden ”Hey! Hey! Hey!”, og Nutz kvitterede med et ”Mange tak. Fuck yeah!”.

8/10

Beyond Creation kl. 22:30

Beyond Creation

Klokken 22.30 blev det tid til et gensyn med Kevin Chartré og Hugo Doyon-Karout fra Brought by Pain – denne gang med hovedbandet Beyond Creation. Musikalsk er der ikke langt mellem de to bands, og vi måtte da også atter hilse på de hovedløse guitarer – de hører vel efterhånden til genren. En dramatisk intro gjaldede ud gennem rummet, og bandet stod på scenen med ryggen til publikum. Total synkront vendte canadierne sig om og satte gang i første nummer. Herrerne viste fra start deres høje tekniske niveau: Trommeslageren spillede komplekse beats, og både guitarister og bassist tappede løs. Energiniveauet var skruet en anelse ned i forhold til Gorod, men til gengæld var musikken mere varieret: Beyond Creation er ikke bange for relativt langsomme instrumentalpassager. Dette blev en stor gevinst for bandet, da deres sæt fremstod meget dynamisk. Undervejs fik vi bl.a. ”The Inversion” og ”The Afterlife” fra drengenes nye album, og til allersidst blev der endda tid til et lille ekstranummer: ”Omnipresent Perception” fra debutpladen The Aura. Dette vakte begejstring på forreste række, men alligevel var det, som om at sættet var et nummer eller to for langt – måske havde vi bare fået nok teknisk dødsmetal for denne gang.

7/10

Vreid kl. 00:00

Vreid

For første gang denne aften bevægede vi os nu uden for dødsmetallens grænser: Norske Vreid skulle spille op til mørkefest. Bandet består hovedsageligt af medlemmer fra det hedengangne Windir, og den musikalske overskrift var vaskeægte black ’n’ roll. Dette var der øjensynligt mange, som havde set frem til: Folkemængden foran scenen voksede støt i minutterne op til koncertstart. Klokken lidt over midnat blev det sorte tæppe trukket fra, scenen blev blottet, og ind trådte Vreid. Kirkeklokker kaldte os til messe, høje lysestager prydede scenen, og bandet gjorde ivrigt(!) brug af den medbragte røgmaskine. Med andre ord: Scenen var sat til den perfekte start. Desværre valgte nordmændene at lægge ud med et umanerlig langt og kedsommeligt instrumentalnummer. Dette lagde indledningsvis en lille dæmper på festlighederne, men bandet slog heldigvis snart over i deres vante black ’n’ roll. De tempofyldte sange – der dog også efterlader plads til melodiske indslag – fik folk i bevægelse, og frontman Sture leverede en flot vokal. Samspillet mellem de enkelte bandmedlemmer var stærkt, og især guitarspillet indbød til endeløs headbanging. Det eneste, der manglede, var nogle for alvor mindeværdige øjeblikke. Et sådant indtraf egentlig kun til allersidst, da Vreid var forduftet, og tonerne af Brødrene Olsens ”Fly on the Wings of Love” (ja, du læste rigtigt) fyldte salen. Sikke en sjov afslutning. 

7/10

Fredag:

  1. Rising
  2. BLOOD EAGLE
  3. Illdisposed

Rising kl. 16:00

Rising

Andendagens andet indslag var albumaktuelle Rising. Bandet har igennem de seneste år foretaget et stilskifte, og dette bar fredagens koncert naturligvis også præg af: Det var melodisk hardrock med en skefuld sludge. Stille og roligt trådte bandet ind på scenen og skød gang i første nummer. De fire herrer i baggrunden udviste en fin energi, men frontmand Morten virkede – især under de første par numre – meget introvert og lidt akavet. I ægte grungestil gemte han sig bag sit gyldne hår, og der var ikke megen interaktion med publikum. Lidt efter lidt kom han dog efter det, og det hjalp på stemningen. Der kom gang i forreste række, og det meste af koncerten svingede egentlig ok. Sætlisten bød på en håndfuld lækre numre, hvoraf særligt ”Hunger and Exile” fra bandets nye album, Sword and Scythe, vakte begejstring. Desværre var vokalen ikke helt velsmurt, og især under bandets afsluttende nummer var der nogle fejltrin: Ikke alle toner blev ramt, som de skulle. Efter en lille halv time måtte vi vinke farvel til Rising. Jeg håber, de snart kommer til Aalborg igen – for de kan meget mere, end de viste denne eftermiddag.

6/10

BLOOD EAGLE kl. 18:00

Blood Eagle

Michael Olsson er en travl mand: Når ikke han straffer mikrofonen i Caro eller Prevail, øffer han løs med vennerne i Blood Eagle. De mange roller synes dog ikke at tynge ham – tværtimod. Olsson er skabt til at stå på en scene, og han er ikke bange for at vise sin glæde: Gennem hele koncerten bar han et kæmpemæssigt smil. Dejligt! I det hele taget er Olsson et stort aktiv: Hans growls sidder lige i skabet, smilet er smittende, og nå ja, så har han dynamit i røven. Hele scenen blev brugt, og bandet stod aldrig stille. Musikalsk læner Blood Eagle sig gevaldigt op ad grindgenren, og derfor er det ikke alle numre, der har en egentlig hook: Det skal gå hurtigt, være vredt og få hovederne til at rokke. Dette lykkedes da også i store dele af sættet, men bedst gik det i bandets groovede passager. En sådan fik vi midt i showet, da Olsson proklamerede, at nu var det tid til det obligatoriske headbangnummer. Nøj, det var lækkert. Salen gyngede, og leveringen var knivskarp. Til sidst gik det op for bandet, at de var gået over tid – hvortil svaret var: ”Vi har ikke noget ur!”, og drengene gav os et ekstra nummer. God humor!

8/10

Illdisposed kl. 19:00

Illdisposed

Selvfølgelig var der også plads til Illdisposed på dette års festival. Bandet havde fået en tid allerede klokken 19, fordi de nu – som Bo Summer erklærede – er blevet seniorer! Alderen har dog ikke frataget midtjyderne hverken aggression eller præcision: Fra første skæring ”I Believe in Me” beviste kvintetten, at de stadig er kongerne af dansk dødsmetal. Der var punch i lyden, og Summer leverede en overbevisende vokal. Om han grynter eller growler, så fungerer det bare. Illdisposed gør ikke brug af alverdens tricks og kunster, men det er heller ikke nødvendigt: Musikken og fremførelsen er – næsten – altid i topklasse. Sætlisten var en solid vandring gennem bandets bagkatalog, og særligt ”Dark”, ”Weak is Your God” og ”Submit” var blandt aftenens højdepunkter. Groovet i ”Life: An Evaluation” fra 1997-klassikeren There’s Something Rotten… in the State of Denmark var desuden helt fantastisk. Der er ingen tvivl om, at Illdisposed har styr på deres shit – måske endda en anelse for meget. Dele af showet virkede utroligt rutinepræget, og selvom Summer fyrede utallige jokes af, virkede de ikke altid oprigtige. Dette skal dog ikke fjerne fokus fra, at de leverede en imponerende indsats rent musikalsk, og derfor stikker drengene af med en rigtig pæn karakter.

8/10

Lørdag:

  1. Nyt Liv
  2. Bersærk
  3. Decapitated

Nyt Liv kl. 14:00

Nyt Liv

De danske drenge i Nyt Liv har haft et rigtig godt år: I sommer spillede de på Copenhell og Roskilde Festival – og denne weekend snuppede de da også lige Aalborg Metal Festival. Bandet spiller en omgang potent hardcore med danske tekster, og på bare 25 minutter formåede de at skyde lørdagen godt i gang. Publikumsfremmødet var ikke værd at prale af her kl. 14 på tredjedagen, men københavnerne lod sig ikke gå på: Instrumenterne blev tæsket igennem, og frontmand Michael tog med det samme ejerskab over scenen. Med en selvsikker attitude – og et hipster-approved skæg – vandrede han manisk frem og tilbage langs scenekanten og skabte en fed energi. Kvartettens sange var en anelse anonyme – måske fordi man ikke altid kunne høre de ellers fine danske tekster. Dog havde Nyt Liv en fin dynamik i sættet, hvor der både var plads til hurtige og lidt langsommere numre. Intensiteten var høj, og det eneste, man kunne savne, var lidt bedre opbakning fra publikum – det skal nok komme med tiden. Nyt Liv var en glædelig overraskelse.

8/10

Bersærk kl. 16:45

Bersærk

Ingen ville misse Bersærk: Få minutter inden showstart var der mildest talt tæt pakket foran scenen. Humøret var højt, og da forsanger Casper trådte frem med en øl i strakt arm, kvitterede publikum med råb og skrig. Casper Popp og resten af Bersærkerne havde fra start publikum i sin hule hånd – og de slap ikke grebet. Om det var den tonsende ”Fimbuls Børn”, den hamrende ”Skyggeland” eller den stemningsfulde ”År Nul”, var publikum som besatte. Armene fløj gennem luften, og blikket var stift rettet mod scenen. Frontmand Popp har en helt betagende karisma, og det er næsten umuligt ikke at lade sig smitte. Hans højspændte energi passer perfekt til musikken, og selvom han flere gange fik væltet mikrofonstativet og viklet kablerne ind i alt på scenen, fremstod showet koordineret og professionelt. Musikerne er utroligt sammenspillede, og lad os da lige give credit til manden bag gryderne – det var dæleme skarpt leveret. Bandet har efterhånden opbygget en ret stor fanbase, og der var da også en gut på forreste række, som fik lov at låne mikrofonen og synge med på ”Mørke”. Sjovt indslag og en overbevisende optræden fra de jyske herrer. I øvrigt holder Bersærk vist rekorden for flest dåsebajere kværket på ét show. Skål!

9/10

Decapitated kl. 00:00

Decapitated

Den polske dødstromle Decapitated har efterhånden været igennem lidt af hvert: dødsfald, opløsning og senest en modbydelig retssag. Bandet burde måske være tynget af problemer, men dette var ingenlunde tilfældet: Kvartetten beviste lørdag nat, at de er tilbage på absolut fuld styrke. Efter den hårdtslående ”Deathvaluation” blev vi trakteret med Anticults bedste skæring, ”Kill the Cult”. Guitarriffet er som skabt til et livesæt, og især omkvædet fik folk til at skråle med. Vokalen fra Rasta sad lige i skabet, og selvom han ikke kommunikerede meget med de fremmødte, var hele salen tryllebundet. Hans udstråling er fascinerende – og nå ja, så ser headbanging bare lidt federe ud, når man har 1,5 meter dreadlocks at gøre godt med! 

Koncerten var rent blær, og undervejs fik vi bl.a. serveret de klassiske ”Spheres of Madness” og ”Day 69”. Folk var måske ikke helt oppe i samme gear som under Bersærk tidligere på dagen – de var givetvis trætte – men polakkernes performance var i en klasse for sig. Vogg, der bare stod i baggrunden med sin Ibanez Iceman, er en fantastisk sangskriver; både ”Never” og ”Earth Scar” fra kvartettens nyeste plade er prima eksempler på dette. Det eneste tvivlsomme øjeblik i bandets optræden var den underlige og abrupte afslutning. Efter de mange tempofyldte numre fik vi den langsomme ”Amen”, og pludselig var bandet forsvundet. Scenen var tom, og folk var ikke helt klar over, om koncerten rent faktisk var slut. Det var den desværre, og folk søgte stille og roligt mod udgangen – hvis de da ellers kunne gå, for gulvet var nu så ølklistret, at fødderne sad fast! Nuvel. Tak for denne gang, Aalborg.

9/10

Af .

Tilføj kommentar