Kiss - Waldbühne, Berlin - 4. juni 2019

Kiss

Waldbühne, Berlin

Officiel vurdering: 8/10

The hottest band in the world?

Hvis man er til hard rock og heavy metal, er der en ret stor chance for, at man har en mening om Kiss. Elsk dem eller had dem, de er umulige at komme udenom, og deres aftryk på musikverdenen siden 1970’erne har været massivt. Kiss er dog sjældent blevet mødt med særligt megen anerkendelse fra mainstream medier – eller dedikerede metal-medier for den sags skyld. Første del af deres ”End Of The Road” tour her i 2019 er ikke desto mindre blevet modtaget med alt fra uforbeholden ros til næsegrus beundring i stort set alle amerikanske medier. Listen af forudindtagede klagepunkter er ellers lang: De har været på afskeds-turné før. De originale medlemmer Ace Frehley og Peters Criss’ erstatninger er bedragere. Sætlisten er præcis den samme som altid, og Paul Stanleys skrantende stemmebånd får (tiltrængt) hjælp af en effektboks. Det var således med blandede forventninger i bagagen, at Heavymetal.dk’s udsendte medarbejder drog til det imponerende amfiteater Waldbühne i Berlin, for at se én af de gamle showmænds (måske) sidste optrædener i Europa.

En værdig afsked

Kiss - Waldbühne, Berlin

Efter Led Zeppelins ”Rock and Roll” faldt det store tæppe foran scenen, og medlemmerne af Kiss steg ned fra himlen (eller nærmere platforme fra toppen af scenen) til de forventede mængder af bulder og brag og ikke mindst til tonerne af klassikeren fra 1976 ”Detroit Rock City”. En traditionel men heftig start, der blev fulgt op af endnu et par af ”de gamle” og endnu mere krudt og ild. Bandet virkede veloplagte, og det samme gjorde publikum. Der var næppe én eneste af de 22.000 tilskuere, der sad ned på amfiteatrets gamle træbænke, og stemningen var helt fra starten fantastisk.

Desværre faldt stemningen igen allerede ved fjerde nummer, den helt ligegyldige ”Say Yeah” fra 2010s Sonic Boom. Det er fuldt forståeligt, at bandet gerne vil have bare én sang fra dette årtusinde med i sætlisten, men der var flere klart mere oplagte valg (”Modern Day Delaila”, ”Hell Or Halleluja” eller ”Outta This World” for bare at nævne tre) end ”Say Yeah” og dens metervare-sing-along. Det sugede energien ud af både band og tilskuere, og de følgende par sange blev afleveret både sjuskede og usammenhængende.  Efter den ultra-stærke åbning, blev det derfor en lidt ujævn omgang, hvor ”War Machine” blev leveret skarpt, ”Won’t Get Fooled Again”-jammet i ”Lick It Up” sad lige i skabet, mens klassikere som ”I Love It Loud” og ”Heavens On Fire” slet ikke satte gang i sagerne som normalt – tværtimod faktisk.

Men så var det godt, at de både kunne falde tilbage på den mest velspillende udgave af Kiss, jeg har oplevet i de 40 år, jeg har fulgt bandet, og på deres standard-tricks, som stort set altid tager kegler. Gene Simmons er så gammel (han fylder 70 i år), at man kan være tilbøjelig til at tro, at det er hans eget blod, han spytter ud under ”God Of Thunder”. Men dramatikken er stadig intakt, og publikum elsker det, når ”The Demon” står på platformen i toppen af scenen, og hans blodindsmurte, dæmoniske ansigt fylder storskærmene. På samme måde stiger stemningen helt til kogepunktet, når Paul Stanley ”flyver” hen over publikum og serverer ”Love Gun” og disko-hittet ”I Was Made For Lovin’ You” på en lille scene midt i amfiteatret. Rynk på næsen, hvis du vil, men der sker bare noget specielt, når +20.000 mennesker synger med på ”Do do do do…” og danser disko, som var vi tilbage i 70’erne – bare for en stund. Festen var igen en realitet, og man tog sig i at tilgive Paul Stanleys stadig rustne stemme – voice-effekter eller ej – og, at hans ”banter” mellem numrene de senere år er blevet mere og mere skinger.

Gå ud med et brag

Til første ekstra-nummer satte trommeslager og copy-cat Eric Singer sig ved et flygel for at synge Peter Criss-balladen ”Beth”, og endnu en gang var der dømt fællessang. Det var corny, men det virkede. Til sidst fik vi så Kiss-nationalsangen ”Rock ’n Roll All Nite” til endnu mere bulder og brag og så store mængder konfetti, at man skulle tro, at Gene Simmons netop havde investeret i en papirfabrik. Sådan skal det gøres, og trods diverse skønhedspletter var denne optræden en absolut værdig afslutning på Kiss’ glorværdige karriere. Det sidste kys blev dermed til endnu en fest.

 

 

Sætliste:

Detroit Rock City

Shout It Out Loud

Deuce

Say Yeah

I Love It Loud

Heaven’s On Fire

War Machine

Lick It Up

Calling Dr. Love

100.000 Years

Cold Gin

God Of Thunder

Psycho Circus

Let Me Go, Rock ‘n Roll

Love Gun

I Was Made For Lovin’ You

Black Diamond

 

Beth

Crazy Crazy Nights

Rock And Roll All Nite

8/10

Tilføj kommentar