Halestorm - Train - 6. oktober 2018
Foto: Lasse Lindhardt Jacobsen

Halestorm

Train, Aarhus C

Halestorm tog Danmark med storm, både i VEGA den 5. oktober og på Train den 6. oktober – så let kan det siges. Der var udsolgt begge dage, og her lørdag aften i Aarhus var køen så lang, at de sidste mennesker ikke nåede ind, inden opvarmningen Devilskin gik på scenen.

Devilskin

Foto: Lasse Lindhardt Jacobsen

Amerikanske Halestorm har været helt nede i det sydlige havområde for at fiske newzealandske Devilskin op. Bandet er ikke ældre end fra 2010 og har ligesom Halestorm en karismatisk forsangerinde i front, Jennie Skulander. Bandet spiller alternativ rock, og i aftes gjorde de det egentlig meget godt.

De seneste to koncerter, jeg har været på til Train, har der været problemer med lyden. Jeg er ved at være i tvivl, om det er gruppernes egen skyld, eller om der simpelthen er noget med stedet. Vokalen har det med at drukne i de tunge riffs og heftige trommer, som ellers lyder rigtig godt. Jennie Skulander er en smule ved siden af, da hun i begyndelsen af koncerten forsøger at holde de lange toner – men hun skal jo også lige varme op. Til gengæld er hendes growl utrolig solid, faktisk er det længe siden, at jeg har hørt så ren en growl. En ting, som jeg dog ikke forstår, når det kommer til bands, der har udgivet flere albums, er tendensen til at opføre covernumre. Devilskin har udgivet hele tre albums (to i 2014 og ét i 2016), men alligevel tager de et nummer med, som de ikke selv har skrevet. Alle kender det, og det er absolut med til at give stemning: “Barracuda” af Heart. Ja, en rocket udgave er egentlig meget fed, og ja, de gør det egentlig meget godt. Men jeg har ingen forståelse for, hvorfor man ikke spiller sit eget, når det må være det, folk betaler for.

Devilskin får varmet godt op for Halestorm og får også publikum med på en råbetur til aftenens højdepunkt: “Halestorm, Halestorm, Halestorm”. Det godt blandede publikum er klar til klimaks med bandet, de havde betalt for at se, og ved siden af mig står to piger, som jeg ikke er sikker på, er gamle nok til den breezer, de har i hånden – men hold fast, en omgang headbang, som jeg aldrig har set den før. De er klar.

7/10

Halestorm

Foto: Lasse Lindhardt Jacobsen

Da klokken er ved at ramme 22.00, går Lzzy (Elizabeth) Hale på scenen helt alene og uden musik. Scenen er mørklagt, og kun de allerforreste kan se, hvad der foregår. Hvilken måde at starte en koncert på! Bandet kommer efterfølgende på, og det første, jeg lægger mærke til, er trommeslager Arejay Hale, Lzzys lillebror, som har iklædt sig et shorts-suit i grønt, med tilhørende slips – fyldt med ananasprint. Nå, ja. Og solbriller indenfor en lørdag aften. Fredag i VEGA var han vist i et lyserødt, tigerstribet jakkesæt. Det kan man kalde blikfang. Der bliver leget med trommestikkerne, og de bliver fra tid til anden kastet op i luften og perfekt grebet igen, så han kan spille videre. Arejay er en af de mest legende og karismatiske trommeslagere, jeg i min tid har oplevet, og han får virkelig aftenen skudt afsted i en fart, som gør, at jeg til hver en tid vil tage til en Halestorm-koncert igen. Også da resten af bandet skal have en kort pause – for man kan virkelig høre, at Lzzys stemme er brugt (mere end den hæshed, den plejer at have) – træder Arejay til. En trommesolo inspireret af noget stammedans er den følelse, jeg får, og naturligvis skal der leges igen. Et par store trommestikker på størrelse med en arm bliver fundet frem, og så fortsætter Arejay ellers, hvor han slap. Det er sjældent, man ser trommeslagere være showmen, men det er Arejay Hale, på et højt niveau.

For at vende tilbage til Lzzy må jeg sige, at vokalen ikke er skarp. Lzzys stemme lyder mere brugt, end meningen er, og jeg har også fået fortalt, at hendes stemme heller ikke var helt på toppen til koncerten i VEGA. Sætlisten er også kortere her på Train, end den var i VEGA, desværre. Dog har lydmanden fået styr på lyden, og der er harmoni mellem instrumenterne på scenen, og Lzzys vokal kommer godt ud over scenekanten. Når jeg ser Lzzy på scenen, forestiller jeg mig, at danskerne engang havde det på samme måde med Sanne Salomonsen: Hun er en rigtig ”Rock Mama" (dog er Lzzy en smule mere heavy, end Sanne nogensinde har været). Lzzy ved, hvem hun er, og hvad hun kan, og det er derfor, hun er så god til at  få publikum, i alle aldre, med på sangene og festen i aften.

Med nummeret “White Dress” giver Halestorm lige det, jeg har drømt om til koncerten. Personligt er jeg stor Skindred-fan, og jeg fornemmer samme alternative mix mellem punkrock og reggaerytmer, som de walisiske mænd kommer med i deres musik. Det bliver bare endnu bedre, når man får en hæs kvindelig vokal smidt på. De populære numre “Mayhem” og “Miss the Misery” er også på plakaten i aften, hvor energiske “Mayhem” bringer det hårdeste frem i Halestorm, og stort set alle blandt publikum kender “Miss the Misery”, hvor Lzzy kunne få hvilet stemmen en smule, mens publikum skråler med på omkvædet.

I bunken af ekstranumre finder vi ikke kun “Miss the Misery”; vi får også “The Silence” – en stille sang, hvor Lzzy igen får lov til at skinne i mørket med sin guitar. Publikum oppe foran tænder den moderne lighter, mobiltelefonen, og lyser mod scenen for at lyse op og anerkende den rolige sang, mens en pige bag mig, nede bagved, råber op, mens nummeret spiller. Afsluttende sang for aftenen er “Here’s to Us”, som spiller, efter Lzzy har trukket Devilskin på scenen og taler kort om, at vi, som hører rock’n’roll, skal holde sammen.

8/10

Alt i alt en forrygende aften for de deltagende, og jeg tror også, at de, som kom for sent ind på Train til at opleve hele Devilskin, fik, hvad de kom efter. Navnet Halestorm passer perfekt: Lzzy og Arejay Hale forstår at bringe stormen med sig, når de står på scenen. Får du muligheden, vil jeg opfordre dig til at opleve en koncert med Halestorm.

Sætliste:
Do Not Disturb
Love Bites
Apocalyptic
It’s Not You
Black Vultures
Mz. Hyde
Amen
Skulls
Vicious

DRUM SOLO

Freak Like Me
White Dress
Mayhem

Ekstranumre:
The Silence
I Miss the Misery
Here’s To Us

Tilføj kommentar