Bon Jovi - Slagmarken - 11. juni 2019
Foto - Sebastian Dammark

Bon Jovi

Slagmarken, Sønderborg

Der var lovet skybrud og masser af regn samt mudder på slagmarken i Sønderborg, det fik vi ikke noget af I stedet var der fuld solskin og kamp om pladserne på græsset i de to timers ventetid, inden Def Leppard gik på scenen.

Mennesker var der nok af på trods af det lave fremmøde. Sønderborg havde sat 35.000 billetter i omløb, men kun knap 25.000 havde bidt på krogen – hvilket bare betød mere plads til yours truly i Golden Circle, hvor jeg fandt min plads under opvarmningsbandet, som var mit højdepunkt for aftenen.

Def Leppard

Def Leppard

Mellem solstråler og lummer sommervarme gik Def Leppard på scenen med (naturligvis) let afklædte Phil Collen helt ude på spidsen af podiet, blandt en, desværre, lidt tom Golden Circle.

Det er længe siden Def Leppard har sat deres poter på dansk jord, og det kan jeg kun ærgrer mig over på danskernes vegne. Også selvom det meste af aftenens publikum nok ikke var kommet for at se på dyrene. Dog rendte jeg ind i en fan hist og her, da nogle, inklusive undertegnede, var mødt op for netop opvarmningsbandet, der normalt selv agerer hovednavn.

På Slagmarken i Sønderborg blev vi begavet med hele hitpladen Hysteria fra 1987. Et album, som vi vist godt kan sige, har et par år på bagen. Det samme havde bagtæppet, hvor Def Leppard glædeligt viste frem, hvor meget gang der var i dem, da Hysteria udkom for 32 år siden. Om det har været med til at skade en god nostalgisk stemning, eller om det skabte en flad kontrast til det, vi så på scenen, er jeg ikke sikker på. Rent visuelt så det skidegodt ud, men det satte også de aldrende herrer i en position, hvor de skulle vise, hvad de kunne anno 2019.

Forsanger Joe Elliott gjorde sit ypperste for at få publikum med, og det blev sågar også til lidt fællessang på en hel del numre som “Rocket”, “Animal”, “Hysteria” og “Pour Some Sugar On Me”. Som følge af at spille Hysteria-pladen fra start til slut kom ”Pour Some Sugar On Me” efter min mening desværre lidt for tidligt i aftenens sæt – og faktisk synes jeg også, at “Hysteria” kom lidt for sent ind i billedet. Dog går man aldrig galt i byen med en omgang glamrock, og Joe udførte sin del til ug, både i looket med solbriller, glimmersko og glitrende stjerne på jakken og absolut også med vokalen.

Koncerten blev afsluttet med to numre fra Pyromania (1983): Først “Rock of Ages”, hvor jeg nærmest kun følte, at Joe Elliott og jeg gav den gas, og andre bare stod og tænkte: “Hvornår kommer Bon Jovi på!?”. Til allersidst kørte de “Photograph” over højttalerne, bukkede og takkede med sætningen: “Do us a favour, if you don’t forget us, we won’t forget you…”. Jeg glemmer ikke Def Leppard, men mon ikke, store dele af Bon Jovi-publikummet desværre gør?

Sætliste

  1. Women
  2. Rocket
  3. Animal
  4. Love Bites
  5. Pour Some Sugar on Me
  6. Armageddon It
  7. Gods of War
  8. Don't Shoot Shotgun
  9. Run Riot
  10. Hysteria
  11. Excitable
  12. Love and Affection
  13. Rock of Ages
  14. Photograph

9/10

Bon Jovi

Bon Jovi

Mørket og skyerne var så småt faldet over Slagmarken, da hovednavnet Bon Jovi gik på scenen et par minutter over ni, men nogen må have holdt hånden over os 25.000 koncertgængere tirsdag aften, for vi slap også her for regnen – måske Jon Bon Jovi havde en finger med i spillet…

I hvert fald fik den maks. gas på energiniveauet fra Bon Jovis side på første (og nyeste) nummer “This House Is Not For Sale”. Sjældent har jeg set sådan en lille mand, især i den alder, hoppe så meget rundt på en scene. Desværre uden den store begejstring fra publikum. Jo, der var heppen og skrig, men ikke mange rørte på sig gennem de første numre fra bandet. Ser jeg helt firkantet og objektivt på det, tror jeg dog ikke, at det var grundet musikken og Bon Jovi, men mere det aldersgennemsnit, der befandt sig på pladsen. Jeg tror bare ikke, at de var til dans, fest og ballade, men hellere ville synge med, rokke lidt fra side til side og nyde nostalgien fra en rocklegende som Jovi.

Faktisk troede jeg ikke, at jeg kendte ret mange Bon Jovi-sange, men det fik jeg vendt på hovedet denne aften. Alle de store hits blev trukket op af hatten, bare for at nævne nogle få: “You Give Love a Bad Name”, “Keep The Faith”, “Lay Your Hands on Me” og “Born to Be My Baby”. Der var fællessang over hele Slagmarken, især på førstnævnte, hvor publikum selv fik lov at afslutte nummeret med sidste strofe: “I play my part and you play your game. You give love a bad name”. Dog havde de store klapsalver fået lov at blive hjemme.

Ved syvende nummer bad Bon Jovi om lidt kærlighed fra publikum, så han kunne gå helt tilbage i gemmeren og finde nummeret “Runaway” frem. Det tog lidt tid, før han følte, at han havde fået nok fra publikum til at spille nummeret, men så fik den ellers også alt, hvad den havde med percussions og flere hop og brede smil fra legenden ham selv. På “Keep The Faith” fik vi hørt to skarpe guitarsoli og en fed keyboardsolo, som virkelig gjorde indtryk på undertegnede, og som da også skabte lidt jubel blandt publikum. På nummeret “Lay Your Hands On Me” blev det dog en smule for meget for mig, da Bon Jovi gik ned i et indhegnet område foran scenen og begyndte at røre ved publikum – eller lod dem røre ved ham, for det var der mange, der ville, mens han sang. For mig virkede det som en meget overdrevet bibelsk reference og ultraamerikansk – måske helt ovre i noget lidt “Jesus-agtigt” i en helbredende forstand, selvom sangens lyrik måske mere er seksuelt præget.

Det ældre nummer “Bad Medicine” fra 1988 fik lov at afslutte, hvad publikum skulle opfatte som sætlisten (vi ved jo alle, at der er ekstranumre). Hvilket gik overraskende godt, men trods hep fra publikum og fællessang, som sikkert kunne høres over grænsen, skulle festen nok have sluttet her. Efter en kort pause med en mørklagt scene fik vi de obligatoriske ekstranumre: “I’d Die For You” og “Livin' on a Prayer”. Desværre virkede det til, at Jovi, som de blandt publikum, der allerede var på vej ud fra pladsen, var blevet træt. Stemmen kunne i hvert fald ikke holde til mere, og det virkede sværere for ham at finde tonen i første vers af “I’d Die For You” end tidligere på aftenen, selvom det var tydeligt at høre, at manden er blevet ældre, og de høje toner er hårdere at nå. Det var, som om at de to minutter off stage havde taget en del af energien med ned fra scenen. Dog var de tilbageværende publikummer fint med på sidste nummer fra 80’er-legenden.

Sætliste

  1. This House Is Not for Sale
  2. Raise Your Hands
  3. You Give Love a Bad Name
  4. Born to Be My Baby
  5. Roller Coaster
  6. Lost Highway
  7. Runaway
  8. We Weren't Born to Follow
  9. Have a Nice Day
  10. Keep the Faith
  11. Amen
  12. In These Arms
  13. It's My Life
  14. We Don't Run
  15. Someday I’ll Be Saturday Night
  16. Lay Your Hands on Me
  17. Captain Crash & the Beauty Queen from Mars
  18. We Got It Goin' On
  19. Blood on Blood
  20. Bad Medicine
  21. I’d Die for You
  22. Livin' on a Prayer

7/10

Bon Jovi har været i gang lige så længe som Def Leppard, og aftenen ville have føltes som en trip down memory lane, hvis jeg altså havde været gammel nok til at opleve 80’erne. Men den gav et kæmpe indblik i, hvad disse to bands har opnået i deres karriere, og hvor al den fede rock, vi har nu til dags, er inspireret fra. Dog vil jeg sige, at der skal meget (fra de nyere bands) til at stikke aftenens rockgiganter!

Sønderborg og Slagmarken kan i hvert fald godt være stolte af deres debutkoncerter på en varm tirsdag aften, hvor publikum måske var lidt trætte, men der ikke var det mindste i vejen med lyden – og der får fire tomler opad for de kæmpe skærme, som gjorde, at alle kunne se!

Tilføj kommentar