Interview med THE HIVE MIND

THE HIVE MIND THE HIVE MIND

Kan du lide storladen hardrock, kan du lide danske THE HIVE MIND. Bandet har netop debuteret med en fremragende ep, og derfor sendte vi et par spørgsmål af sted mod øvelokalet. Læs, hvad guitarist Asbjørn Pedersen har at sige, lige her.

Lad os skrue tiden lidt tilbage. Hvordan opstod THE HIVE MIND?
Den korte version må være: ”Over en håndfuld bajere, en enkelt cola, masser af cigaretter og kærligheden til rockmusik”, men egentlig var det ikke helt sådan, det hang sammen. THE HIVE MIND opstod fra asken af Diamond Drive og af trangen til at lave ny musik. Da Anders (guitarist i Diamond Drive) forlod bandet, stod de andre tilbage med en kæmpe bunke nyt materiale, som de måske ikke helt vidste, hvad de skulle stille op med. Visionen var egentlig at fortsætte med Diamond Drive, og det var så her, jeg kom ind i billedet. Jeg har efterhånden fulgt dem i tykt og tyndt i mange år og er kommet ind på livet af dem, så jeg tøvede ikke et sekund, da de spurgte, om jeg ville være med i bandet. Der gik dog kun en uge eller to, og så vendte de tilbage og fortalte, at Diamond Drive var opløst. Om jeg var skuffet? Ja. 

Uden at kende alle detaljerne så tror jeg, at en lang pladeskrivningsproces, for mange kompromiser og diverse andre ting havde drænet dem. De havde vel basalt set mistet gejsten for det projekt, de havde bygget op over så mange år, og det kan være en svær beslutning at trække stikket på sit hjertebarn – men det kan også være nødvendigt. Nogle gange hjælper det virkelig at genstarte for at finde tilbage til det, der driver en, og heldigvis var lysten til at lave musik der stadig. Så lange snakke om visioner og musikalske eksperimenter i et røget øvelokale har gjort, at bandet er blevet til det, det er i dag. 

Hvad tror du, fortiden i Diamond Drive har betydet for THE HIVE MIND?
Det har langt hen ad vejen været rigtig positivt. De andre er en flok sammentømrede gutter, som man ved, hvor man har. Ser man bort fra, at jeg kom ind fra sidelinjen, så har vi ikke først skullet til at spille os sammen og til at lære hinanden at kende. Det har også gjort, at sangskrivningen har været supereffektiv. Vi har selvfølgelig skullet finde ind til kernen af, hvad vi gerne ville med det her, og hvordan vi gerne vil lyde. Det har betydet, at der skulle sættes nogle nye musikalske rammer, og at vi har skullet presse hinanden lidt ud af komfortzonen. Dog mærker man tydeligt, at de har været i gang i mange år, for de er superkompetente sangskrivere, og det gør sgu bare hele processen sjovere og ekstremt kreativ.

Jeres bandnavn, THE HIVE MIND, er også en term inden for massepsykologien. Er det et bevidst sammenfald?
Det kan man godt sige, ja, men for mig er det lige så meget taget ud af sociologien. Der er både noget smukt og noget brutalt ved, at vi som mennesker er så tæt bundet op i alverdens relationer og har så kraftig påvirkning på hinanden, at vi udvikler en kollektiv bevidsthed. Det kan både drive manipulation, men også stærke fællesskaber. Og det er måske i virkeligheden den kontrast mellem noget, der både er smukt, men også dystopisk og rod til ondskab, som passer meget godt med vores musikalske udtryk.

Apropos udtryk, I spiller hardrock – og det er der rigtig mange danske bands, der gør. Hvad har I, som de andre ikke har?
Godt spørgsmål – tonsvis af synthesizers? Det korte svar må være de poppede og fængende melodier, og at vi ikke er bange for at hoppe fra dur til mol og tilbage igen. Jeg tror måske, vores tag på hardrock i bund og grund er lidt anderledes, end hvad man er vant til i Danmark. Ja, vi blander uden tvivl metal, rock og synth i ét væk, og det i sig selv er måske ikke nyt, men jeg tror, at vi på mange måder også er mere finpolerede i udtrykket. Nogle vil måske ligefrem kalde det amerikansk, selvom vi ikke selv bryder os om det udtryk. 

Vi prøver at skære overflødigt lir væk og i stedet have fokus på den gode sangskrivning og melodi – ikke at sige, at andre ikke har det, men det er uden tvivl en af vores forcer. Samtidig afviger vores produktion måske lidt fra andre hardrockbands, hvor tendensen er et mere råt udtryk. Her har vores rødder i metal virkelig spillet ind med en kæmpe produktion med mange lag, der skaber en væg af lyd. 

Hvad er den største udfordring ved at være et ”lille”, upcoming band?
At fange folks opmærksomhed. Der er et hav af fede bands og musiktilbud, hvilket jo i sig selv er godt, men det stiller virkelig også krav til os som upcomingband. For hvordan stjæler man folks opmærksomhed og får skilt sig så meget ud fra mængden, at man kan holde på den i mere end fem sekunder, så de husker en igen i morgen? Dernæst må det være at få skabt et netværk, der kan hjælpe en videre, som f.eks. spillesteder og andre bands. Derfor er vi også superlykkelige, når sådan nogle som jer gider at bruge tid på os, for det giver lige det ekstra. 

Jeres debut-ep, Ghost Tapes, udkom i august. Hvordan synes du, den er blevet modtaget?
Overall har det været en superovervældende modtagelse, vi har fået fra både folk og medier. Først da vi annoncerede bandet, og senere da vi udgav førstesinglen ”Await the Day”. Der var sindssygt meget positiv feedback, folk delte vores musik til højre og venstre, og vi blev tilbudt koncerter rundt omkring i landet. Det havde ingen af os prøvet før. Jeg tror altid, man går og håber på, at man bliver taget godt imod – dog er vi nok også tilpas realistiske til, at vi ikke ville forvente for meget, fordi vi ved, at det her skal bygges op fra bunden. Så det tog sgu lidt røven på os, og det har helt sikkert givet mere blod på tanden. Siden har vi udgivet ep’en, hvor der også er begyndt at tikke fine anmeldelser ind, bl.a. fra jer. Det har været sindssygt givende at blive modtaget på den måde, for hold kæft, hvor er det motiverende. Der er sgu gået en del øvere med at sidde og smile til hinanden, skåle på de små succeser og nyde lidt ananas i egen juice. 

Hvad er I mest stolte af på ep’en?
For mit eget vedkommende er det nok nummeret ”Cold Embrace”. Det startede som et upbeat partynummer, og efter at have skåret det hele ned til et riff og bygget det op fra bunden igen, endte vi med noget, der minder om vores bud på en ballade. Den er på den ene side helt simpel og let tilgængelig, men samtidig fuld af små musikalske overraskelser – og så giver det mig stadig gåsehud, når Troels (forsanger) krænger sin sjæl ud.

Derudover synes jeg, at det er sammenhængskraften mellem numrene, der står stærkt, og i vores optik er det helstøbte sange, der både kan stå alene og være et samlet værk. Det har været ekstremt vigtigt for os ikke at gå på kompromis med, hvad vi gerne ville, og at alle skulle være tilfredse. Hvert lille aspekt af de forskellige numre er blevet overvejet, tvistet og leget med, og vi er ikke stoppet, før alle var glade. 

I vores anmeldelse af Ghost Tapes bliver der både draget paralleller til Alter Bridge og Alice in Chains. Vil du fortælle lidt om jeres inspirationskilder?
Her ramte I virkelig skræmmende meget hovedet på sømmet, for det er helt sikkert navne, der bliver kastet rundt i øvelokalet. Vi sidder dog sjældent og snakker om, at nu skal vi lyde som ”dem” og ”dem”, og vores inspirationskilder er meget forskellige fra person til person. Derfor drager vi mere paralleller til de stemninger og udtryk, som de forskellige bands repræsenterer, når vi skriver de forskellige stykker. Danske Raunchy samt In Flames og Soilwork er navne, der dukker op, men vi trækker helt sikkert også på bands som Deftones, He is Legend og Filter.

Hvad er fremtidsplanerne for THE HIVE MIND?
Planen lige nu er at komme ud at spille en masse koncerter og få skrevet mere musik. Vi er allerede i gang med at skrive sange til næste udgivelse, men hvad og hvornår det bliver, ved jeg ikke. Drivkraften ligger uden tvivl i at skrive musik, som vi kan lide, og så at få sat point ind på oplevelseskontoen, forhåbentlig sammen med en masse andre dejlige mennesker. 

Hvor er bandet om fem år? 
Selvom vi lidt har en ad hoc-tilgang til tingene, så forestiller vi os nok, at vi har udgivet et par ep’er og dernæst en hel plade. Og så kunne det være fedt at have været en tur rundt på nogle af de større festivaler. 

Mange tak til THE HIVE MIND. Læs vores anmeldelse af bandets debutudgivelse lige her.