Interview med foreningen Cirkus Metal

Foreningen Cirkus Metal

Da de i 2019 tog det første spadestik til den forening som nu hedder Cirkus Metal, var det med et ønsket om at skabe noget nyt og anderledes; noget med wow-faktor og noget som ikke er set før. Cirkus og metal smelter sammen under taget på et cirkustelt som fuldender den oplevelse, man som publikum går i møde, når vejen lægges forbi det fynske.

Eventyret om den grimme ælling

Odense er ikke blot eventyrenes hovedstad og fødeby for de største danske eventyr. Odense er også tæt på Danmarks midtpunkt. Dog har fortællingen om Odenses metalmiljø ikke altid været i centrum, og man fristes derfor til at sammenligne metalmiljøet med H.C. Andersens eventyr ”Den Grimme Ælling”. En ny og umådeligt smuk svane har dog bredt sine vinger, med omfavnelse af det odenseanske metalmiljø in mente. Denne smukke svane hedder Cirkus Metal. Men hvad har eventyr, cirkus og metal egentligt med hinanden at gøre? Jeg tog mig i den forbindelse en snak med Dennis (næstformand) og Christian (booker og kasserer) fra foreningen.

Der sidder sikkert folk derude, som ikke ved, hvem I er. Kan I kort introducere jer selv og fortælle om, hvordan I kom med i Cirkus Metal?

Dennis: Jeg flyttede til Odense i 2014 og blev stille og roligt mere engageret i byens metalmiljø. På et tidspunkt møder jeg Christian til samme koncert på Musikhuset Posten. Christian spurgte, om jeg havde lyst til at blive en del af Metal Mekka, som er en forening uafhængigt af Cirkus Metal, med det odenseanske metalmiljø for øje. Igennem denne forening mødte jeg Morten. Han havde en idé, som han ønskede at drøfte med os. Denne idé skulle vise sig at være grundstenen til det, der nu er Cirkus Metal.

Christian: Jeg blev en del af Metal Mekka i 2017, da jeg tilfældigt stødte på den daværende formand til et arrangement. Han lærte mig efterfølgende at booke bands og andre ting. På et tidspunkt forlod han foreningen, og dermed var formandsposten min. Morten, som Dennis nævnte, kendte til min erfaring med booking, og spurgte derfor, om jeg var med på at virkeliggøre hans idé. Jeg sagde selvfølgelig ja. Vi drøftede idéen i Metal Mekka, hvor Dennis takkede ja til at hjælpe. Morten nåede desværre ikke selv at være med så længe, da han stoppede før Cirkus Metal knap var kommet i gang.

Da I traf beslutningen om, at Cirkus Metal skulle realiseres, var det da sulten efter flere koncerter, som drev jer, eller var det manglen på flere store arrangementer eller festivaler?

Dennis: Vi var flere, som mente, at der manglede en metalfestival på Fyn.  Fyn har tilmed den fordel, at den ligger et sted i landet, hvor folk langvejs fra har nem adgang.

Christian: Vi mener også, at Fyn mangler noget af det, vi kan byde på, med det koncept, vi kører. Det tiltrak jo mig selv i starten. Det er stadigvæk fedt at kunne deltage i arrangementer andre steder i landet, hvor man bare kan drikke sig i hegnet. Men behovet for en anderledes oplevelse, hvor man ikke blot skal drikke sig fuld og danse, var simpelthen for stort til, at vi kunne sige nej.

Dennis: Vi vil gerne skabe noget, som er anderledes; noget som er fantastisk, og hvor folk tænker, at det her er sgu spændende. Og det er der bestemt plads til.

Er I meget kritiske hvad angår booking af bands/kustnere? Giver det mere mening at booke nogen fremfor andre?

Christian: Vi fokuserer ikke udelukkende på musikken. Vi kigger mindst lige så meget på, om bandet leverer et rigtig godt show. Desuden kigger vi på, om bandet, udover at kunne præstere, kan levere noget, som er med til at skabe en fuldendt oplevelse samt den stemning, som vi ønsker på festivalen. Som et eksempel afholder vi d. 13. marts ”There Will Be Blood”, hvor vi leder efter bands, hvis shows indeholder noget med blod. Her har vi blandt andet booket Archangel, som jo dækker sig i blod. Vores hovednavn er Ethereal Kingdoms, som også benytter sig af meget blod.

Hvordan finder I så frem til øvrige artister? Hvad kigger I på, hvad det angår?

Dennis: Hvis vi kender nogen, som kan tilbyde noget, så kontakter personen med denne kontakt, denne artist. Men det hele er så nyt, så vi kører meget på ”trial and error” basis. Ellers har vi en mail til de artister, som tænker, at de kan tilbyde noget. Hertil skriver ikke kun bands, men også cirkusartister, hvor Christian blandt andet har haft kontakt til en, som kan tilbyde os et trapez-show.

Er et trapez-show noget, som I godt kan se jer selv booke ind?

Dennis: Som alt andet i verden skal det gerne hænge sammen med resten. Grundprincippet er det samme, som det Christian sagde; vi har et koncept, og artisterne skal på en måde få dette koncept til at gå op i en højere enhed. Dog er vores fremtidige emner ikke fastlagt endnu. Her kigger vi på de muligheder, vi har, og er rigtig glade for en hvilken som helst artist.

I har nu snakket lidt om kriterierne for bands/artister. Kan I fortælle lidt om, hvordan et godt program skrues sammen?

Christian: Til arrangementerne i foråret og sommeren har vi 3 bands og 3 artister. De går på scenen skiftevis, så der aldrig er to bands eller to artister lige efter hinanden.

Dennis: Der er forskel på, om det er vores sommerforestilling, som varer flere dage, eller om det er forestillingen i foråret eller efteråret. Specielt til sommerforestillingen kigger vi på spilleplanen og ser på, hvad der kan lade sig gøre hvornår. Dog prøver vi for så vidt at holde det rimeligt jævnbyrdigt. Vi har endda undersøgt, om det kan lade sig gøre, at vi har et cirkusshow med metalmusik henover.

Hvad er årsagen til, at I mener, at netop cirkusartister/shows passer så godt sammen med metal?

Christian: Morten kendte en, som havde et cirkustelt. Det tog os ikke lang tid at indrømme, at det kunne være en super fed idé at benytte os af. Indtil videre ser det ud til, at der er et marked for det. Jeg har aldrig selv gået så meget op i cirkus, andet end at jeg var i cirkus flere gange som barn. Men jeg var fra starten af fascineret af denne sammensætning på en måde, som jeg ikke kan beskrive.

Dennis: Grunden til, at cirkus passer så godt sammen med metal, er ret subjektivt for hver af vores bestyrelsesmedlemmer. Vi har forskellige holdninger. Personligt har jeg altid været meget fascineret af det mørke cirkus; det man kan kalde freakshows. Dette går metalmusikken ret godt i spænd med, da man i metalverdenen gør det ”lidt i vores egen niche-agtige ting”.

Har der i corona-perioden været tid til at arbejde mere detaljeret med fremtidige arrangementer og projekter? Og hvordan har det i det hele taget været at arbejde i denne periode?

Dennis: Det har været muligt at arbejde lidt mere med detaljerne, ja. Men af naturlige årsager har det været svært at afprøve i praksis. Det har heller ikke været muligt at tage kontakt til folk for at høre dem om deres forestillinger af konceptet. Vi skulle også have deltaget i festivaler og koncerter for at dele PR-materiale ud. Det har generelt været ret angstprovokerende for mig, da vi ikke har haft nogen idé om, om folk ville ende med at gå midt i et arrangement. Andre gange har der været masser af tid til at forberede teorien. Men at starte et helt nyt projekt med et helt nyt koncept for så derefter at trække over 30 gæster til, det er rigtig stærkt.

Christian: Oftest er det meget lokalt, når der sker noget i Odense, hvad angår metalkoncerter. Men hos os har vi kunnet mærke, at folk er villige til at køre efter det. Vi solgte blandt andet en billet til en fra Sverige. Og det allerførste band, som skrev til vores booking-mail, var et band fra Tjekkiet. På vores Instagram fik vi i starten mange interaktioner fra Polen. Vi var virkeligt overraskede, og har primært set positivt på arbejdet med corona in mente.

Hvilke drømme og mål har I på baggrund af henvendelser og feedback fra folk omkring jer?

Christian: Vi vil gerne gøre noget mere, hvis ikke det var for coronaen. Større bands og flere dage er målet, dog uden at blive for store.

Dennis: Vi kommer jo ikke til at booke Metallica på noget tidspunkt. Men drømmen er to forestillinger på Fjordager-scenen to gange om året. Og så den store to-dages forestilling i Ringe (red. på den gamle Midtfyns Festivals plads). Vores fysiske begrænsning er vores cirkustelt. Her skal publikum passe ind på forsvarlig vis. Vi føler også, at vi med teltet har mulighed for at booke bands og artister ind i et sådant omfang, at vi ikke bliver for store og upersonlige; vi vil aldrig gå på kompromis.

Fra ælling i Odense til Fyns flotteste svane

Med ønsket om at bidrage til et boost i popularitet for den odenseanske metalscene, åbner Cirkus Metal således flere gange årligt for dørene til en anden verden, end den vi er vant til. Det er her, man kan opleve hæsblæsende underholdning fra opkommende eller veletablerede bands. Det er her, man skal hen, hvis man ikke er bange for, at en klovn pludselig står med drabeligt blik rettet mod en. Det er her, oplevelser ikke blot er at gå i baren efter øl i pausen. Cirkus Metal er meget mere end det!