Fra Melodød til Kumbaya
Suidakra startede deres karriere tilbage i 1994 i Düsseldorf, og dengang var de tyske ungersvende i fuld sving med at spille en blanding af black og melodød. Som årene gik, udviklede deres lyd sig dog, og resultatet var noget, der mere mindede om folk metal med lidt melodød over sig. Men nu er der altså gået totalt lejrbålsstemning i den, og album nummer 13, Cimbric Yarns, er et fuldt ud akustisk album med spansk guitar, bongotrommer, kvindelig gæstevokal og jeg skal komme efter dig. Med andre ord: nul procent tilbage af bandets oprindelige lyd. Der er intet metal at spore overhovedet, men derimod kunne man hurtigt få fornemmelsen af, at man sad med en spritny Celtic Circle.
Kunsten at nyse på et klokkespil
Ret skal være ret, at et metalband udgiver et akustisk album, er ikke noget nyt. Eluveitie har gjort det to gange, og er sluppet nogenlunde hæderligt fra det. Men Suidakra er ikke Eluveitie, og hele projekt hygge-stemning-omkring-bålet-mens-vi-leger-vi-er-elvere falder hurtigere til jorden end en ballon af bly. Der er ingen spænding, ingen opbygning, ingen wow-effekt, ingen finurligheder. Det er, med andre ord: røvsygt! Hvis farven beige var en lyd, så ville det være denne udgivelse. Ingen af de 10 numre har skyggen af essens, intet af det er mindeværdigt, og man sidder konstant og føler sig fanget i et ingenmandsland mellem Enya og soundtracket til Ringenes Herre – hvilket er et virkeligt kedeligt sted at befinde sig! For hvor Enya har en virkelig løjerlig stemme, og Ringens Herre har nogle orker til at skabe konflikt, så har Suidakra…. INTET! Det mest vovede øjeblik på hele albummet er de tre sekunder, hvor et klokkespil bliver nyst på i slutningen af nummeret ”Black Dawn”.
Misforstå mig nu ikke mere end højst nødvendigt. Samtlige musikanter, der er involveret i denne dødssejler af et projekt, er dygtige musikere, der både kan synge og spille. Ligeledes er albummet velproduceret, og lyden er krystalklar, men resultatet er stadig ligeså spændende som at se Folketingets tv-kanal. Men hey, det er deres band og dermed deres beslutning, så man kan om ikke andet respektere den kunstneriske frihed.
Det er en ommer!
Det er meget muligt, at Suidakra har lavet musik siden start 90’erne, og derved er erfarne musikere. Det er meget muligt, at de har følt, at de burde udvikle sig fra død-og-ødelæggelse til kumbaya og gælisk rollespil. Men resultatet er horribelt og ekstraordinært kedeligt, to tillægsord som ingen bands burde gå efter.
Nu er jeg hverken indehaver af en krystalkugle, tarotkort eller efternavnet Nostradamus, men jeg tillader mig alligevel at komme med den forudsigelse, at ingen på noget tidspunkt kommer til at ønske at høre numre fra denne plade til en eneste Suidakra-livekoncert. Hvilket bandet altså selv helt er ude om. Så det her er essensen af en ”ommer”.
