Soreption - Monument of the End

Monument of the End

Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

De tekniske groovemonstre er tilbage

4 år er der gået, siden svenske Soreption sidst gav lyd fra sig i form af skiven Engineering the Void ,  og før den gik der også 4 år fra bandets debut Deterioration Of  minds . Det er ikke et band, jeg har fulgt tæt, men alligevel stiftet bekendtskab med løbende. Og nu er tiden kommet til at anmelde deres nyeste ofring, der bærer titlen Monument of the End.  Og bandet starter med intet mindre end et monster i form af nummeret The Anti-Present - et nummer som bare gnistrer af liv, der grooves helt sindssygt i nummeret med tunge, velanrettede riffs, et fedt flow brudt op af nogle få hurtigere, uden at vi snakker ultrahurtige, parter. Musikken er meget teknisk, og guitarist Michael Almgrens spil på guitaren er sublimt, der sker helt ufatteligt mange ting i fingrene på den mand. Trommeslager Tony Vestermark sørger for at understøtte dette med sit uhyre stramme og voldsomt afvekslende spil. Så alt i alt en glimrende start fra Soreption…

Fra optimisme til kedsomhed

Så altså, min start med skiven her var præget af en stor lyst til at høre mere, men allerede på det næste nummer forsvinder min begejstring en anelse. Nummeret Children of the automaton forsætter med signaturgroovet, men modsat åbneren har det slet ikke samme virkning på mig. Der arbejdes helt generelt med et meget homogent udtryk på Monument of the End , og samtlige numre byder på groove, der, når det er bedst, er knusende, og når det er knapt så godt, er knusende kedeligt. De spiller helt sindssygt godt, og modsat mange andre tekniske death metal-bands foregår det i et, for mine ører, behageligt tempo. Bandet skriver fine memorable sange, og der findes masser af kvalitet her, specielt hvis man er stor fan af stilen.

At slutte på bedst mulig maner

Som helhed er der her tale om en kvalitetsskive inden for teknisk death metal, og den bør stå i enhver fans samling af denne stil. Jeg er med et langt stykke hen af vejen og kan sågar gå og synge med på nogle af omkvædene, der alle som et er rigtigt fængende. Det hele bliver dog lidt en grå masse med enkelte numre, riffs og så videre, der står ud … Bandet vælger dog at lukke ballet her med et af de bedste numre, jeg har lagt øre til inden for death metal her i 2018, nemlig nummeret The Entity, som bare er en 5 minutters tour de force ud i, hvordan teknisk death metal kan spilles til perfektion. Et nummer fra allerøverste hylde, hvor de så også lige lægger en voldsomt velplaceret omgang ren vokal ind. Så generelt en i mine ører fin plade med to numre, som i den grad står ud!

 

Tracklist

  1. The Anti-Present
  2. Children of the Automaton
  3. King of Undisputed Nonsense
  4. Nothingness Becoming
  5. Architects of the Apocalypse
  6. A Mimic's Ignorance
  7. Virulent Well
  8. The Entity