Da bossen fik sparket
Guitaristen Ross The Boss har levet en omskiftelig musikalsk tilværelse, siden han blev sparket ud af Manowar helt tilbage i 1990. Grupperne Dictators og Death Dealer har begge haft glæde af hans talenter, og i 2008 blev bandet Ross The Boss dannet, da Ross blev sat sammen med et tysk Manowar-tributeband. Det blev til to respektable (men så heller ikke mere) albums i 2008 og 10, og her i 2018 er tredje forsøg By Blood Sworn så udkommet.
Dream Theater, Kiss og Europe???
Albummet starter med titelnummeret “By Blood Sworn”, som gør brug af præcis de samme rullende rytmer som klassisk Manowar. På ”Among The Bones” er vi pludselig ovre i hard rock-genren med et riff, der svinger fint. Det minder lidt om The Answer, mens mellemstykket er ren Europe. Overraskende, men ikke uden en vis charme. På ”This Is Vengeance” får vi krigerskrig af fuld hals fra den nye forsanger Mark Lopez, og det er i det hele taget en sang, der bør kunne tilfredsstille traditionalisterne (læs: gamle Manowar-fans). By Blood Sworn skifter på den måde hele tiden mellem hard rock og traditionel metal og er derfor en lidt skizofren plade, der ikke rigtigt ved, om den vil være Kiss eller Manowar.
På balladen ”Faith Of The Fallen” bliver klichéerne rullet hele vejen ud, og det hele er ligesom hørt før. Den afsluttende solo er helt uden indlevelse og feel – og det har, hånden på hjertet, heller aldrig været Ross The Boss’ store force. ”Lilith” er et overvejende kikset forsøg på at lave episk prog-metal. Mark Lopez fremmaner sin indre James LaBrie (som om det var noget at stræbe efter), mens resten af bandet prøver at lyde som Dream Theater og fejler fælt i forsøget. Men bedst som man har opgivet bossen helt, så fyrer han selvfølgelig albummets bedste solo af på den lange fade out i ”Lilith”. Det er en sang, der således er et passende billede på dette særdeles ujævne album.
Fattigmands-Manowar
Et andet mærkbart problem på By Blood Sworn er produktionen, der har en alt for flad lyd. Man får aldrig fornemmelsen af de store vidder og voldsomme scenarier, som er så vigtig for denne genre. Ud over de allerede nævnte problemer så er der ganske enkelt ikke nok gode sange på dette album. En af Manowars helt store styrker har altid været, at man aldrig helt har kunnet regne ud, om de mener alt deres krigernonsens alvorligt, eller om de bare tager pis på os. Denne tvetydighed er ikke eksisterende hos Ross The Boss, og på trods af en del lyspunkter står man tilbage med det helhedsindtryk, at By Blood Sworn mest er en lidt bøvet omgang fattigmands-Manowar.
