Vinylbanner
Me and That Man - New Man, New Songs, Same Shit, Vol.1

New Man, New Songs, Same Shit, Vol.1

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Me And Those Men

Tilbage i 2017 tog Adam ”Nergal” Darski en pause fra at sprede skræk og rædsel verden over med Behemoth, for i stedet at springe ud som bluesmusiker sammen med John Porter. Men nu her tre år senere er John sendt videre i livet, og Nergal har i stedet rekrutteret alle sine venner, kolleger og idoler til at lege med sig. På rollelisten ser vi prominente navne som Ihashn (Emperor/Ihsahn), Corey Taylor (Slipknot/Stone Sour), Matt Heafy (Trivium), Brent Hinds (Mastodon), Niklas Kvarforth (Shining) osv., der alle bidrager med hvert deres unikke indtryk – så egentligt burde projektet vel hedde ”Me and Those Men”, nu hvor Nergal har fået samlet så mange omkring sig.

Et løft med hatten

Stilen er milevidt fra Behemoth, men alligevel er der masser af mørke, dunkelhed og små, sataniske stikpiller til det etablerede og konforme samfund – det er jo Nergal, der står bag, trods alt!

Nummeret ”Burning Churches” (en hymne til de mange kirkenedbrændinger, der fandt sted i Norge i 90’erne) har fx en langt mere provokerende lyrik, end noget Behemoth har lavet de sidste mange år. Og der sniger sig skam også lidt black metal ind hist og pist fx på albummets sidste nummer ”Confession”, hvor lydbilledet til slut bliver flået i stykker af en satanisk kakofoni, der fungerer som en perfekt afslutning. Generelt får der faktisk sneget sig en hel del mere metal ind end på det forrige album takket være de mange guitarsoli, der leveres af Ihsahn, Rob Caggiano (Volbeat) og Brent Hinds – som alle klæder albummet utroligt flot uden at stjæle fokus.

For fokus ligger helt klart på blues-musikken, lyden af de dybe sumpe i Louisiana, de tørre sletter i Texas og solbeskinnede ferskenplantager i Georgia – og når man tænker på, at blues jo var metallens oldefar, så er det jo passende for en række metalmusikere at vise respekt på denne måde.

Ironisk nok er den, der spiller den mindste rolle på dette album, Nergal selv, hvilket kan virke som en enorm kontrast, når man ser, hvor glad han ellers er for at være i mediernes søgelys. Ulig det første album, hvor han selv sang på de fleste af sangene, synger han faktisk kun på ét enkelt nummer nemlig den polske ballade ”Mestwo”. Årsagen er efter sigende, at han synes, hans dialekt er for kraftig, når han rent faktisk synger i stedet for, når han med Behemoth skriger og skråler. Det er dog en skam, for noget af charmen med Me And That Man var nemlig hans lidt sjove dialekt, der til tider kæmpede lidt med enkelte ord og udtalelser på det første album.

Enkelte skønhedsfejl

New Man, New Songs, Same Shit, Vol.1 er et superambitiøst album og noget af et frisk pust. Men det har dog nogle skønhedsfejl. Den ene værende en mangel på Nergal, og det andet værende nummeret ”You Will Be Mine”, hvor Matt Heafy leverer en ”speciel” crooner-vokal, som virkeligt ikke gør noget godt for noget – han skulle måske have nøjedes med at spille guitar?

Derudover er 11 numre måske også lige i overkanten, for trods de mange gæster så er det ikke alle sange, der har lige meget at byde ind med – desværre. Men trods de småfejl, er det stadig en spændende udgivelse, og det er altid sjovt at høre hvad der sker, når så mange forskellige artister går sammen.

Tracklist

  1. Run With The Devil
  2. Coming Home
  3. Burning Churches
  4. By the River
  5. Mestwo
  6. Surrender
  7. Deep Down South
  8. Man of the Cross
  9. You Will Be Mine
  10. How Come
  11. Confession
Metalvinyl

Tilføj kommentar