Amerikansk neokonservatisme
Hurtigt spørgsmål: hvilket band er det første, der falder dig ind, når bynavnet ”Des Moines, Iowa” dukker op? Selvom Green Death stammer fra den samme by som Slipseknuderne, og faktisk også har spillet på Knotfest, så er lighederne yderst få. Gruppen blev dannet i 2012 med ønsket om at blande thrash med øvrige metalstilarter, og siden begyndelsen har de spillet en masse koncerter som opvarmning for vidt forskellige grupper som Carcass, Abbath, Pallbearer, At the Gates og Skeletonwitch. I studiet har de heller ikke spildt tiden, og udover tre EP’er er den nye Hallowmass tredje fuldlængdealbum fra amerikanerne på blot seks-syv år. Og hvad mere er: det er en stor forandring fra 2016’s Manufacturing Evil.
Melodisk doomthrash
Green Death smelter på Hallowmass en usædvanlig legering af kraftig doom og svensk melodisk dødsmetal, sidstnævnte fortrinsvis i form af At The Gates-inspirerede melodiske thrash-riffs. Udover den korte akustiske guitarintro er det den hurtige, hånddæmpede riffing fra thrashindflydelsen, der gør sig gældende i ”Bullet of Silver”, og det første At the Gates-riff kommer kort efter. Med de nedstemte guitarriffs som bund beslaglægger Sol Bales’ primært rene vokal de lysere nuancer af lydbilledet med en tilfredsstillende varieret præstation. På ”Curse the Heavens” viser gruppen sig fra sin doomede side, og på trods af den væsentlige kontrast, bindes albummet fra start til slut sammen af Bales’ vokal samt en konsistent produktion, der tilgodeser doommetallens ønske om varme og tyngde.
Albummet kan groft sagt inddeles i thrashsange og doomsange, med et vist overlap. Af de mere thrash/dødsinspirerede sange vil jeg fremhæve ”The Betrayed” med sine stenhårde riffs og råb-og-growl-omkvæd, mens ”The Harvest” står som en glimrende fusion mellem ATG-dødsmetal og tung doom (endda med Immortal-harmonisering i omkvædet). Af de rene doom-sange vinder den melodiske tre-fjerdedelsrocker ”Bad Omens”, hvis omkvæd og vers står i så stærk kontrast, at jeg nåede til femte gennemlytning, førend jeg bemærkede, at de benytter det samme riff. Skarp konkurrence til doomtronen udøves af titelsangen, som på bedste vis demonstrerer, at man med den rette støbning kan spille både hårde og melodiske riffs på samme tid. Sangene drager fordel af en koncis sanglængde på 4.30 i gennemsnit, hvilket giver et dejlig fokuseret album.
Hallowmass har én afgørende brist, og det er, at Bales ofte er mærkbart tilbagestående i lydbilledet. Produktionen kombineret med hans hals-dominante teknik og til tider svigtende energi giver ofte indtryk af, at han er ved at løbe tør for luft, og han formår sjældent at råbe lytteren op fra sin plads på anden række. Dertil har jeg enkelte kritikpunkter vedrørende selve indholdet; riffene og vokalerne i ”Sacrament” lever ikke op til resten af pladen, og hårdrockeren ”She Couldn’t Live” virker – trods en vis kvalitet – fuldstændig malplaceret. Og så er der afslutteren ”Sickle And Scythe”. De første fire minutter ud af otte er helliget deres melodiske thrash, mens resten snegler sig afsted med det samme riff og vokalhook. i. fire. minutter. Fremragende indtil fire-minutter-mærket.
En anderledes formular
Green Death får ikke som sådan nytænkt noget på Hallowmass, men den lyder heller ikke slidt. De individuelle elementer af Green Deaths lyd er genkendelige, men sammensætningen og udførslen gør Hallowmass til et værdigt metalalbum frem for sølle kopi. Karakteren virker ikke i sig selv imponerende, men betænk venligst, at den uddeles på trods af produktionen, en svipser eller to og en afslutter, der kunne være halveret. Størstedelen af sangene får succes med netop dét, de forsøger, hvad enten det er thrash, doom, død eller en blanding, og Hallowmass er absolut værd at lytte til.
