Good Clean Family Entertainment You Can Trust
The Road Below Me
Så er ventetiden ovre. Dannevangs ubestridte rockmestre, de evigt unge ballademagere i D-A-D, er klar med deres første album i otte år. Og der er sket meget siden sidst. Der er blevet turneret en del i både ind- og udland, holdt et par pauser og endelig har forsanger Jesper Binzer forfulgt en gammel drøm om at lave et soloalbum. Men der er også sket noget andet. Når man hører deres nyeste album, A Prayer For The Loud, rejser der sig nemlig et stort spørgsmål: Er D-A-D egentlig stadig evigt unge ballademagere, eller er de i virkeligheden ved at blive voksne?
Monster Philosophy
Albummets første single er også det nummer, der åbner albummet. “Burning Star” er et fremragende rocknummer, der umiskendeligt er D-A-D. Den knastørre guitar, den tilbagelænede bas, de jazzede trommer og den unikke vokal fylder lytterens rocksjæl med en dejlig tilfredshedsfølelse efter ganske få øjeblikke – D-A-D er tilbage! Det skønne genhør fortsætter på titelnummeret samt på numrene efter, hvor der bydes på endnu mere dejlig rock, som kun de gamle ko-punkere kan lave det. Men den kyndige lytter vil hurtigt lægge mærke til noget – nemlig teksterne. “A Drug For The Heart” er en voksen sang om den svære kærlighed. “Time Is A Train” omhandler tidens gang – hvorfor står vi stille, og hvornår kører vi igen? Og endelig er der "Happy Days In Hell”, hvor der filosoferes over alle de ting, man lærer gennem livet, og at det måske faktisk er de sværeste stunder, der lærer os mest. Bevares, der er også numre som “Musical Chairs”, der med tryk på alle kedler rummer masser af klassisk Binzerskrigeri og halvfjollede undersættelser af den danske ordbog. Men igen, sangen er ikke bare fis og ballade. Den handler om livet som én lang stoledans og konsekvenserne af ikke at få en stol, når musikken stopper. Jo jo, det er uden tvivl et mere modent D-A-D, vi hører. Men det klæder dem faktisk rigtig godt. Hvorfor også fornægte virkeligheden, når man er fyldt halvtreds, og ungerne er flyttet hjemmefra? Man kan vel godt lave fræsende flabet og fed rockmusik, selvom man har været i gang i snart 35 år? Ja, sgu. For D-A-D er det intet problem.
Det er igen den rutinerede herre, Nick Foss, der har siddet bag knapperne. Den garvede producer, der efterhånden har en del af den samlede danske rockhistorie stående på sit CV, er et perfekt match til D-A-D. Den mand kan få Cobbers guitarlyd til at give alle guitarentusiaster mundvand ned ad tøjet, og Laust Sonnes eminente trommer er næsten lige så stramme som Stig Pedersens bukser. Det bliver ganske enkelt ikke meget bedre.
Nineteenhundredandyesterday
Kvartetten har op til indspilningerne af A Prayer For The Loud besluttet sig for, at der denne gang ikke skulle være nogen tossede ideer, sære afstikkere eller mærkelige eksperimenter. Bandet er gået efter det simple og har søgt at indfange essensen af D-A-D, og det kan høres. Der er tydelige nik helt tilbage til det tredive år gamle No Fuel Left For The Pilgrims i form af country-inspirerede riffs og harmonier samt flabede punk-elementer her og der, men samtidig høres også et band, der på ingen måde er i tvivl om, hvem de selv er. Den tvivl har der været antydninger af lige siden formidable Everything Glows fra 2000. D-A-D var, trods ganske habile udgivelser i de efterfølgende år, igennem en mindre identitetskrise, men den er heldigvis ovre nu. Draws A Circle hed bandets blot anden plade fra 1987. Det er, som om den cirkel, bandet startede på dengang, nu er sluttet. D-A-D har fundet sig selv igen med et modent, medrivende og mesterligt rockalbum. Velkommen tilbage!
