Shadowspawn - Sct. Hans Hospital

Sct Hans Sct Hans

Et dødsmetalband i en gammel kirke på et psykiatrisk hospital. Det er en rigtig fed idé!

Den unikke idé og det legendariske show

Det hænder af og til, at et band spiller en koncert i nogle lidt anderledes rammer, end de plejer. Væk med de sædvanlige spillesteder og de helt almindelige koncerter – der skal prøves noget nyt, som ingen andre har prøvet før. Johnny Cash gjorde det, da han i 1969 spillede i det berygtede San Quentin fængsel. Pink Floyd gjorde det et par år senere, da de spillede i det 2.000 år gamle amfiteater i Pompeji. Og selveste Beatles tænkte også ud af boksen, da de i 1969 spillede deres allersidste koncert på taget af Apple-bygningen i det centrale London.

På den danske metalscene, derimod, er det ikke så hamrende ofte, at et band spiller et show under markant anderledes forhold end det, de er vant til. Lørdag aften i Roskilde var dog en undtagelse, for her havde nogen fået en god idé.

  

Ground Zero of Madness

Kunstnerne Nikolaj B. Petersen og hans kompagnon Maja Petrea Fox er begge tidligere patienter på Sct. Hans Psykiatriske Hospital i Roskilde. I lørdags udstillede de en masse af deres værker til arrangementet “Rød Togbus” i gamle rustikke lokaler på hospitalets grund, og til lejligheden kontaktede de nogle venner med et kreativt forslag.

Vennerne, det danske dødsmetalband Shadowspawn, blev foreslået at komme at spille til arrangementet. Men ikke en typisk koncert, som de fleste kender dem. Oven på udstillingslokaler og billedværksted ligger nemlig Skt. Hans Hospitalets gamle kirke, der ikke er blevet benyttet de sidste ti år. Hvorfor ikke spille en koncert der?

“At være et dødsmetalband og spille en koncert i den gamle kirke her på Sct. Hans -ground zero of madness - det bliver sgu ikke mere true!”, fortalte guitarist Kelvin Dam, da vi mødtes med bandet til en lille snak og selvfølgelig også for at overvære koncerten i kirken.

Og true var det i dén grad! Shadowspawn – som har brugt et af Nikolaj B. Petersens værker til coveret på deres nyeste plade, Hope Lies Dormant – gav en intimkoncert på cirka en times tid i den gamle kirke. Med et sæt, der primært bestod af numre fra denne plade, som vi på Heavymetal.dk udråbte til intet mindre end årets danske udgivelse i 2017, fik de fremmødte en meget atypisk og aldeles hårdtslående tur i kirke. Og som om det ikke kunne blive infernalsk og særpræget nok, kom sideshow-performer Cecilia Gosilla og gav koncerten en ekstra dimension i form af sabelslugning, kanyler placeret diverse steder på kroppen samt en håndfuld barberblade, der blev slugt og trukket ud af halsen igen på en snor! Ikke for sarte sjæle eller gennemsnitlige kirkegængere, og der var da også et ældre par, som rejste sig og forlod showet efter ganske kort tid.

  

Den vellydende og fremragende koncert i den gamle kirke vakte stor jubel hos publikum, og som tak forkælede bandet os ved at spille titelnummeret endnu en gang. 

Watch and learn!

Lørdag aften i den gamle kirke på Skt. Hans var en ganske særlig aften. Det var ikke bare en god koncert og en spøjs oplevelse på den gode måde. Nej, det var en superfed, og måske også lidt nødvendig, måde at nytænke hele koncert- og showkonceptet på. Bevares, jeg skal ikke komme at sige, den danske metalscene er kedelig – bestemt ikke! – men en gang imellem skal landets metalhoveder nærmest have tvunget røven op fra sædet med et koben, før de begiver sig ud og støtter op om kunsten. Her kunne andre bands tage ved lære og ligeledes tænke lidt ud af boksen og gøre dansk metal endnu mere attraktiv at tage ud at opleve. Med arrangementer som dette er det simpelthen for ærgerligt og næsten blasfemisk at gå glip af dedikerede kunstneres passion, hvis man vælger at blive hjemme i sofaen for ofte. Mer’ af det, siger jeg bare! 

  

Og så vil jeg ellers bare minde om, at Shadowspawn kan opleves sammen med ingen ringere end Deadflesh, Prevail og Baest til Springtime Slaughter på Forbrændingen i Albertslund lørdag d. 21. april – der er mødepligt!

Videointerview med Shadowspawn kan ses her på siden i allernærmeste fremtid – stay tuned.

FOTOGRAF - CLAUS LJØRRING

Tilføj kommentar