Wacken Open Air 2001

Wacken Open Air 2001

Fredag:

  1. Kamelot
  2. Nevermore
  3. Paul Di'Anno
  4. Therion
  5. Helloween
  6. The Haunted

Kamelot Party Stage, kl. 16:15

Kamelot

Norsk/amerikanske Kamelot var bandet, der for alvor skulle sparke dette års Wacken Festival i gang for undertegnede. Og med åbnings-nummeret "Forever" fra deres nyeste album "Karma", må man sige, at det blev gjort med maner. Forsanger Roy Khan styrede fra starten showet med sin utrolige vokalkapacitet og ikke mindst tryllebindende udstråling (faktisk så fascinerende at heavymetal.dk's fotograf efter koncerten næsten erklærede sig konverteret til homoseksuel.), på trods af at hans stemme led nogle enkelte knæk, når de højeste toner skulle nås. Uheldigvis var Kamelots koncert også et åbenlyst eksempel på den største gene ved Wacken Festivalen, nemlig placeringen af scenerne. Således var det en smule frustrerende når Kamelots musik flere gange blev iblandet toner fra Exciters samtidige koncert på hovedscenen. I sandhed dog kun et lille irritationsmoment, der ikke kunne skade fantastiske numre som "Karma", "Until Kingdom Come", "Millenium" og "The Spell" og bandets medrivende show i det hele taget.

Nevermore Double Mega Stage, kl. 19:00

Nevermore

Nevermore var nok det band, jeg havde set mest frem til at opleve, og de skulle da også vise sig at blive den største seværdighed på dette års Wacken. Iført en sort cowboyhat entrerede Warrel Dane scenen sammen med sine kumpaner til tonerne af "Narcosynthesis".
Den noget rodede startlyd blev hurtigt bedre, som sættet skred frem med nyklassikere som "The Heart Collector", "Seven Tongues Of God" og "Beyond Within". Samtidig gav bandet den også for fuld retroskrue på deres egen måde med "Sound of Silence" og en fremragende udgave af Jefferson Airplane's "Whire Rabbit". Musikalsk var bandet overordentligt velspillende og tight, mens Warrel Dane sammen med sessionguitarist Curran Murphy (som nu er at finde i Annihilator) træk det største læs sceneshowmæssigt. Personligt kunne jeg godt have ønsket mig en smule mere af bandets ældre materiale, men med et repertoire så nyklassisk som det Nevermore besidder, vil der i sagens natur altid være mangler, når der skal presses så meget som muligt ind på 45 minutter. En fantastisk koncert der gjorde mig yderst sulten for at se mere til de fem amerikanere på livefronten.

Paul Di'Anno Double Mega Stage, kl. 18:00

Hvad der havde potentiale til at blive en fornøjelig vandring ned ad metalmindernes krogede landevej udviklede sig i stedet nærmest til en skændsel mod nogle af genrens udødelige klassikere. Paul Di Anno og co. havde den noget taknemmelige opgave at skulle fremføre en stak gamle Iron Maiden klassikere fra den tid, hvor Paul selv stod bag mikrofonen, men kunne imidlertid slet ikke få dette til at fungere. En ting var det noget anonyme backingband, en anden var, at Pauls stemme overhovedet ikke stod distancen. Det var simpelthen så pinligt at høre ham kæmpe sig igennem pragtnumre som " Sanctuary" og specielt "Remember Tomorrow", at han simpelthen burde fratages retten til at synge disse klassikere nogensinde igen. Specielt i sidstnævnte virkede det uforståeligt, at den ældre, halvskaldede klovn der stod på scenen iført bodegamave, virkelig engang skulle have kunnet synge det omkvæd. Samtidig vel en udmærket forklaring på, hvorfor Di Anno i dag ikke kan finde ud af andet end at lukrere på sin fortid i Maiden. Hvis han så bare i det mindste kunne finde ud af at gøre det med maner. fiasko!

Therion Double Mega Stage, kl. 21:15

Therion

Jeg har ikke for alvor dyrket Therion efter den stilskabende "Theli" fra 1996, men denne koncert, hvor bandet blev bakket op af et større kor var en helt speciel og mindeværdig oplevelse. Forrest på scenen stod Christoffer Johnson og co. og trykkede den af som et traditionelt heavy rock band, mens det medbragte kor bragte koncerten ind i en hel anden dimension. Således tryllebandt gruppens unikke fremtoning store dele af pladsen med numre taget fra "Theli" og fremefter. Prikken over i'et var dog da bandet hen mod slutningen for alvor slap tøjlerne, sendte koret af scenen og kastede sig ud i bl.a. Iron Maidens "Revelations" til det metalelskendes publikums udelte begejstring. En helt igennem unik, smuk og særpræget oplevelse!

Helloween Double Mega Stage, kl. 21:15

Helloween

Helloween var på plakaten et af dette års Wackens absolutte hovednavne. Dog kunne de gæve tyskere kun for alvor fange min interesse (i skarp konkurrence med den fremragende germanske øl!) med hits som "Eagle Fly Free", "Push" og "Mr. Torture", og den aften måtte de i mine øjne nok se sig en smule overhalet af nyere konkurrenter som Kamelot og Nevermore. Ikke at der var tale om en dårlig koncert, men af en eller anden grund fængede de aldrig helt. Måske skyldtes det, at størstedelen af bandet, virkede som om de kørte den en smule for meget af på rutinen, hvilket igen gjorde, at bandet virkede noget afdanket og standardpræget i forhold til f.eks. Therions unikke optræden kort inden. Ok, bandet viste naturligvis deres egen specielle klasse, men denne aften var det altså ikke helt nok.

The Haunted Party Stage, kl. 23:45

The Haunted

Størrelsen af min brandert på denne side af midnat gør helt ærligt, at mine konkrete erindringer om The Haunteds koncert må betegnes som værende af noget ujævn karakter. Jeg tør dog godt bevidne at bandet sparkede godt og grundigt røv og var både supertændte og supertight spillende og specielt fuldtræffere som "Hollow Ground" og "Hate Song" sad lige i skabet. Hele koncerten var forbandet aggressiv, medrivende og pragtfuldt underholdende. 2-0 til Sverige!

Lørdag:

  1. Dark Tranquillity
  2. Tad Morose
  3. Opeth

Dark Tranquillity Double Mega Stage, kl. 13:00

Dark Tranquillity

Jeg var langt fra kommet mig ovenpå fredagens brandert, da Dark Tranquility entrerede hovedscenen lørdag over middag. Således var jeg nødt til at fokusere en stor del af mine kræfter på blot at holde mig på benene, hvilket desværre til tider tog lidt af min opmærksomhed fra koncerten. Dog kunne jeg bevidne et supertændt og velspillende Dark Tranquility få godt gang i pladsen foran scenen med et sæt primært baseret på deres aktuelle album " Haven", men også med en del svinkeærinder til de tre foregående album. På trods af kvalme, hovedpine og generel svaghed i koderne hos undertegnede, formåede jeg således alligevel at manifestere en smule krafter til at bevæge mig lidt til bl.a. "Suffer My Punishment" og "Wonders At Your Feet", hvilket fortæller lidt om, hvor forrygende og medrivende et show Dark Tranquility leverede!

Tad Morose Party Stage, kl. 16:15

Den form for medrivende, fængende og hårdtslående heavy metal, som Tad Morose præsenterer lytteren for på deres aktuelle pragtalbum "Undead", virker som skabt til livesituationer, og bandet forstod bestemt også at udnytte deres eget materiales potentiale fuldt ud. Sættet var grundlæggende koncentreret omkring "Undead" med kun et enkelt lille svinkeærinde tilbage til forgængeren "A Mended Rhyme". Urban Breed var live som på cd en karakteristisk frontmand (således må hans supercool guldbukser nødvendigvis være de fedeste benklæder set på festivalen overhovedet), og bandet nød tydeligvis selv koncerten i fulde drag. Den positive attitude kombineret med deres velspillede og fængende sæt kunne således ikke andet end at rive publikum med til en ægte heavy metal fest af den sandeste slags!

Opeth Party Stage, kl. 22:30

Opeth

Opeth var det band der musikalsk skulle lukke dette års Wacken for mig, hvilket jeg havde store forventninger til. Sceneshowsmæssigt er Opeth et relativt stillestående bekendtskab, men dette kan ikke ændre på at de også live formår at fremfør deres materiale med en opslugende, nærmest hypnotiserende glød. Grundet længden af deres numre blev der kun plads til i alt fire af slagsen, en fra hver af deres fire seneste plader, med "Drapery Falls" fra den aktuelle "Blackwater Park" som et af de absolutte højdepunkter. Opeth formåede med deres på en gang melankolske, progressive og metalliske udtryk at fungere som et perfekt soundtrack til tusmørket der stille og roligt sneg sig ind over den sidste aften på Wacken. En perfekt afslutning på en perfekt festival. Vi ses vel i 2002!?

Tilføj kommentar