Copenhell 2018

Foto: Claus Ljørring

ONSDAG:

  1. Mustasch

Mustasch PANDÆMONIUM, kl. 20:15

Photo by CL Photo DK

Må man ta’ Mustasch med sig ind i himlen?

Med Mustasch blev Pandæmonium i den grad åbnet onsdag på warm-up-dagen. De aldrende damer fra L7 var på, lige inden legendariske Ralf Gyllenhammer og resten af Mustasch for alvor gik i gang. Så blev der ellers varmet godt op i helvede til de kommende 3 dages metalfest. De fleste vidste, hvad de kunne forvente, for de svenske hardrockere var med til at få Oslobåden til at gynge på Metal Cruise i efteråret. Jeg har dog senest set dem tilbage i 2013, hvor Mustasch opvarmede for Europe på Train i Aarhus. Et lidt andet sæt dengang, end hvad de havde medbragt denne aften. Var det godt dengang? Ja. Var det godt i onsdags? Undskyld, mor. Man må ikke bande, men for helvede ja!

Mustasch spiller ikke metal, de spiller hardrock. Og når Ralf stiller sig op foran publikum, bliver hans indre dæmon sluppet løs og han sætter ild til alt og alle – især mine fødder. Det er nærmest umuligt at stå stille til en Mustasch koncert. Om du hopper, danser, mosher eller circle pitter, er dog helt op til  dig selv. Det eneste jeg vil sætte en finger på, var Ralfs gentagelse af Copenhell-råbet, som de fleste af os kender fra konferencier Carsten Holm. Det er en glimrende måde at engagere publikum på, men det var trættende i længden, og kun de første par gange havde det den ønskede effekt.

Ralf sætter gang i aftenfesten på Pandæmonium

En solid blanding af nyt og gammelt, heriblandt “Lawbreaker” og “Libérta” fra den nyeste skive, Silent Killer, samt ældre kendinge som “Bring Me Everyone” og “Speed Metal” bragede gennem højtalerne og Ralf spildte ikke tiden: publikum blev hevet på scenen, der blev kastet med øl, og han kunne da også lige få sig en smøg mens han sang - og hvorfor ikke? Det handler jo om at have en fest. Højdepunktet var Mustaschs udgave af den danske klassiker “Himmelhunden”. De fleste blandt publikum var med, og selv om de ikke kunne den nye tekst, så kunne de da den danske version, og var med på en fællessang.

Skellet mellem publikum og Mustasch, eller i hvert fald Ralf, eksisterer nærmest ikke og kunne han få os alle op på scenen, så gjorde han det nok. En solid hardrock-koncert med knald på skød i den grad aftenfesten i gang på Pandæmonium.

8/10

Af .

TORSDAG:

  1. Tremonti
  2. The Last Internationale
  3. Parkway Drive
  4. Zeal & Ardor
  5. Asking Alexandria
  6. Nightwish
  7. Thy Art Is Murder
  8. Arch Enemy
  9. Avenged Sevenfold
  10. MØL
  11. Bullet For My Valentine
  12. Soulfly

Tremonti HADES, kl. 15:00

Billeder udlånt fra Metal A Day

Fast inventar på Copenhell?

Solen skinnede over Copenhell torsdag eftermiddag, og i stedet for at stå midt i pitten og blive banket rundt, fandt jeg mig en plads nede bagved, hvor jeg kunne nyde Mark Tremonti og hans crew på scenen i ro og mag. Mange andre havde taget samme beslutning, men der var alligevel fint fyldt foran Hades denne solrige dag.

Det var tredje gang Mark Tremonti optrådte på Copenhell (den ene af de tre som guitarist i Alter Bridge), og han må da være ved at være en smule træt af det, vil jeg tro. Det kunne dog på ingen måde mærkes, da bandet endelig gik på scenen efter en lidt for lang pause fra deres introduktion. Det var tydeligt at se, at Tremonti er erfarne musikere, som er vant til at stå på scenen. Og med en mand som Mark i front, iklædt pæn skjorte og med håret sat, så kunne man nok ikke have bedt om meget mere, end det vi fik? Men det har jeg nu alligevel tilladt mig at gøre...

Der manglede kant

Tremonti er et af de bands som ikke overrasker eller forarger. Det er ikke et band, som bringer noget nyt til metalscenen. Her kan alle være med. Jeg havde håbet, at med den nye konceptplade, ville koncerten på Copenhell være blevet noget helt specielt, men nej. Ærligt talt, så synes jeg, at Tremonti faldt lidt til jorden. Ja, det er svært at gå på scenen klokken tre om eftermiddagen, men det burde være til at få publikum godt med. Det sørgede Defecto i hvert fald for på cirka samme tidspunkt et par dage efter. Når det så er sagt, så er jeg måske også farvet af min begejstring over skabelsen af et konceptalbum, som A Dying Machine. Det kan noget helt særligt og er svært at fremføre på scenen, blandet med sange fra andre albums. Numrene fra A Dying Machine, blandt andet “Bringer of War” og titelnummeret “A Dying Machine”, blev i den grad smukt udført, og især sidstnævnte bragte noget af den kant på banen, som jeg manglede fra de andre numre på sætlisten.

Tremonti sluttede stille og roligt af med en opfordring til circlepit og nummeret “Wish You Well”, hvor Mark Tremonti ønskede publikum et godt Copenhell, og opfordrede os til at passe på hinanden.

6/10

Af .

The Last Internationale PANDÆMONIUM, kl. 15:15

Bundsolid blues

Normalt når jeg sætter mig for at anmelde et, for mig, ukendt band, går tiden op til koncerten med at læse op på bandet. Jeg lytter til deres musik og forbereder mig derved på at kunne videreformidle oplevelsen med lidt baggrundsviden i bagagen. Men i stedet for den sædvanlige fremgangsmetode lod jeg research være research, og således spoiler-fri indfandt jeg mig foran Pandæmonium med absolut ingen forventninger eller forudindtagede meninger og lod The Last Internationale overbevise i realtid.

I godt og vel tre kvarter blev vi trakteret med velspillet bluesrock, direkte importeret fra New York. Deres debutalbum har kun fire år på bagen, men hvad de mangler i temporal anciennitet, opvejede de så rigeligt med deres tilstedeværelse på en scene og en tilgang til genren, der trækker på folk- og en helt igennem elektrisk punk-blues. De bryder sig ikke så meget om undertrykkelse, politivold og folkemord – men har også plads til lidt kærlighed. Måske er der allerede nogen nu, der ryster på hovedet ad min beskrivelse, men var du til stede, vil du forstå. Den karismatiske og basspillende frontkvinde har en vokal, der med sin alsidighed kunne have begået sig i hvilken som helst genre, men hendes inderlighed og klokkeklare stemme stod i smuk kontrast til den støvede og summende lyd, der er TLI.

Hendes medspillere leverede varen, om end knap så umiddelbart overbevisende som Delila. Edgey på guitar var en opvisning i udspasning, og hans fødder rørte ikke jorden længe ad gangen; han hoppede og sprang, og jeg kunne måske have ønsket mig, han brugte mere tid på at koncentrere sig om at spille. Men ser man bort fra det, så leverede de alligevel en overbevisende koncert. De fremmødte tog godt imod dem, og selvom der var alt for mange, der brugte for meget tid på at tale med hinanden fremfor at se koncerten, havde trioen godt fat i publikum. Alle henvendelser fra scenen, det være sig et ”tak for at få os ud af USA” eller et forlegent grin, da der opstod tekniske problemer, blev spist råt, og jeg mistænker de fleste af os for at gå derfra en smule forelskede i Delila. Det kan godt være, der sidder nogen og tænker, at protestsange er gået af mode, men tråd er tidløs, og jeg håber på at se dem på dansk jord igen en dag.

8/10

Af .

Parkway Drive HELVITÍ, kl. 16:15

CL Photo / Claus Ljørring

Parkway Drive sparkede bunden ud af Helviti-scenen

På dagen, hvor Danmark og Australien havde spillet 1-1 ved VM i fodbold, fik Copenhell besøg af det australske metalcore-band Parkway Drive. Bandet havde fået æren af at åbne den store Helviti-scene, og der var et pænt fremmøde foran scenen, da bandet gik på. Energi mangler dette band i hvert fald ikke, for der var fuld smæk på lige fra første sang. Bandet spillede tight og med et overskud, der smittede af på publikum. Desværre var der et forbud mod brug af ild på grund af den tørke, som Danmark er ramt af i øjeblikket, og det betød at sceneshowet som normalt indeholder en del pyroteknik, måtte ændres. En superærgerlig sideeffekt af et lækkert sommervejr.

Med sikker hånd leverede Parkway Drive en sætliste, der gjorde de fleste i moshpitten godt forpustede og med sådan en levering, så kan man håbe på, at vi kommer til at opleve mere metalcore på festivalen i fremtiden.

Næsten perfekt lyd

Når man er på festival, er lyden næsten altid et stort diskussionsemne, og når det så tilmed blæser, så plejer pilen at pege nedad. Men denne koncert var en undtagelse – for lydbilledet var overraskende godt, og især afstemningen mellem vokal og instrumenter var fabelagtig.

Parkway Drive leverede en helstøbt indsats, og pustede gang i Copenhell 2018 med en næsten perfekt indsats. Der var ikke mange skønhedsfejl, og særligt nummeret ”The Void” blev leveret til UG.

Med et bedre sceneshow og længere spilletid, så ville denne koncert nok komme helt op i toppen af karakterskalaen, men på trods af dette får Parkway Drive 8 kranier.

8/10

Af .

Zeal & Ardor PANDÆMONIUM, kl. 17:30

CL Photo / Claus Ljørring

Råt for usødet historietime

Zeal & Ardor kom ud af det blå og tog metalverdenen med storm. Hvad der startede som et forsøg på at være edgy i et forum fuld af edgy typer, har pludselig udviklet sig til at være et koncept, der ikke blot lever op til hypen, men i den grad formår at stå stærkt på en omskiftelig scene. At Copenhell har slået kløerne i et så brandvarmt nichenavn, er et satans stort scoop, og der skal ikke foreligge den mindste tvivl om, at det her, det var en af de allerstærkeste koncerter dette år. Allerede da den dubstep-remixede slavesangintro klingede af, og opfordringen til at ”kill the young boy good” gjaldede ud over højttalerne, vidste jeg, det ville blive en helvedes god koncert.

Pladsen foran den lille scene var proppet til bristepunktet, og ensemblets anstrengelser for at jonglere ekstremmetal blandet med gospelkor gik rent ind. Og jeg kan lige så godt få det ud med det samme: Det er sateme ubehageligt at få serveret et helt folks lidelser gennem tiden så brutalt. Manden bag, Manuel Gagneux, har sagt om konceptet, det er sådan, han forestiller sig, det ville have lydt, hvis slaverne havde omfavnet Satan i stedet for Jesus. Den alternative historietime blev levendegjort i den tænderraslende ”Blood in the River”, der maler grimme billeder med sin arbejdsvenlige rytme og harmoniske kor. Sætlisten var generelt en stærk opvisning i en skrækindjagende periode, der ikke er længere væk, end der sidder nogen derude i verden, der stadig kan huske den. ”Don’t You Dare”, fra den stærke toer, blev leveret så bidsk, så sammenbidt, at jeg fik en dårlig smag i munden ved tanken om, hvad hans forfædre ikke har måttet gennemleve, for man kan ikke fornægte udgangspunktet – selvom det på intet tidspunkt handlede om andet end musikken.

Chain gang black metal er det nye sort

Livemæssigt fungerede det næsten lige så godt, som det gør hjemme i stuen. Blæsevejret gjorde ikke noget godt for lyden, men det er ikke det, der forhindrer mig i at smide topkarakter efter en ellers veludført koncert. Frontmanden brugte ikke så meget tid på at tale til publikum, men lod i stedet musikken tale for sig, og jeg kan nu immervæk godt lide, når musikeren anerkender publikums eksistens. Jeg manglede noget samspil kunstner og fans imellem; det kom hurtigt til at bære præg af, de bare spillede for sig selv. Men derudover har jeg kun ros tilovers for Manuel og co. Deres multimetal blev fremført uden slinger i valsen, og jeg observerede kun enkelte lommer af folk, der ikke deltog aktivt i festen på den ene eller den anden måde. Denne koncert cementerede det faktum, at hypen er berettiget.

9/10

Af .

Asking Alexandria HADES, kl. 17:45

Billedet udlånt af Metal A Day

En fin start

Torsdagens andet band på Hades var engelske Asking Alexandria. Selvom ensemblet efterhånden er blevet lidt af et mobbeoffer, var publikum mødt talstærkt op – og et par stykker havde da også linet sig op foran hegnet i rigtig god tid. Glæden var derfor stor, da bandet gjorde sin entré, og de skød gang i hittet ”Into the Fire”. Nummeret blev leveret i god stil, CO2-kanonerne bragede af sted, og publikum kvitterede med jubel og næver. Den britiske kvintet lagde således godt fra land, men alligevel skulle det vise sig at blive lidt af en ujævn oplevelse.

På den positive side spillede bandet ganske tight, og vi fik en flot vokal fra den tilbagevendte Danny Worsnop. Hans metalcore-screams sad lige i skabet, og flere gange imponerede han med sin rene sangstemme. Den gut kan altså synge! Det hørte vi blandt andet i de succesfulde ”When the Lights Come On” og ”Where Did It Go?” fra bandets nyeste skive, Asking Alexandria. Her var der gang i festen foran scenen, og bandet gav den hele armen.

Manglende engagement ødelagde festen

Desværre blev vi også trakteret med hele to akustiske numre – i træk! Først fik vi ”Vultures”, og dernæst den nye version af ”Someone, Somewhere”. Skæringerne i sig selv fejler intet, men på denne festival virkede de temmelig malplacerede. Tempoet blev skruet i bund, det hele blev sukkersødt, og festen stoppede totalt i små ti minutter. Øv. Desuden er Worsnop ikke ligefrem den mest energiske frontmand. Det meste af tiden gik han stille og roligt langs scenekanten, og han virkede ikke særligt opsat på at fyre den af. Faktisk så han sommetider ud til at kede sig! Den eneste, der udviste lidt karisma og entusiasme, var guitarist Ben Bruce.

Trods et velspillende band og nogle solide sange indimellem var underholdningsværdien altså ikke særlig høj. Vi fik intet udover det sædvanlige, og derfor ender vi på en lunken karakter.

6/10

Af .

Nightwish HELVITI, kl. 19:15

CL Photo / Claus Ljørring

Dvælen ved minderne

Jeg var næppe den eneste, der havde glædet sig til Nightwish’s første koncert på Copenhell, og med løftet om tur i gruppens historiebøger var der lagt i ovnen til en herlig aften for de mange fremmødte fans. Modtagelsen var hæderlig og bifaldet ligeså, da åbningsnummeret ”End of All Hope” fra Century Child var færdigspillet.

Undervejs bemærkede min sidekvinde, at Floor Jansen ikke helt nåede op på siden af Tarja Turunen, og selvom jeg fortsat imponeres af Floor, var det svært ikke at blive mindet om, at de første fem albums blev skrevet til Tarjas stemme og ikke Floors. Bortset fra det lød gruppen glimrende, men det virkede, som om det var overladt til forsangerinden at råbe publikum op, hvilket hun også bestemt plejer at være kvinde for.

Karisma fornægter sig ej

Måske på grund af sætlisten – som bestod af 2/3 Tarja-sange – skulle vi hen til midten af koncerten, før Floor for alvor viste sin kolossale karisma frem. 1-2-3-kombinationen af ”Élan”, ”Amaranth” og ”I Want My Tears Back” fik først for alvor gang i publikum, og opdelte koncerten i et før og et efter. Responsen fra publikum lod til at opildne gruppen, og resten af koncerten udspillede sig med mærkbart højere intensitet.

Jeg forstår fuldt ud ønsket om at glæde fansene med de sange, der gjorde Nightwish til Nightwish, men jeg bemærker samtidig, at det ikke er de samme sange, der gør Floor Jansen til Floor Jansen. Nightwish på Copenhell 2018 var ikke en koncert med et band i topform, men dog en koncert med en erfaren trup af underholdere, som næppe kan levere en blot middelmådig koncert.

6/10

Af .

Thy Art Is Murder PANDÆMONIUM, kl. 20:30

Nikolaj Bransholm

Den-Aus

Torsdag eftermiddag bød på kamp mellem Danmark og Australien ved VM i fodbold. En kamp, som endte uden en egentlig vinder, men Thy Art Is Murder havde på ingen måde tænkt sig at forlade landet uden en omkamp, og det blev da også i sidste ende til en kneben australsk sejr.

Brænder straffe

Efter bandets seneste, mægtige Copenhell-optræden tilbage i 2014 skulle det nu blive et glædeligt gensyn med det altødelæggende deathcore-band. CJ’s monstrøse brøl lød ud over pladsen foran Pandæmonium til de indledende sange ”Dear Desolation”, ”Puppet Master” og specielt ”Holy War”, og således blev den egentlige kamp mellem Australien og Danmark for alvor sparket i gang. Med et dødsmetalfattigt program i år var det specielt kærkomment med et band af denne kaliber, og med en vokal og en karakter som CJ så burde det næsten ikke kunne fejle. Det blev dog desværre ikke den magtdemonstration, som bandet har for vane at levere.

Når man er et mindre band på en festival, er ens spilletid naturligvis begrænset, så det blev til knap ti sange med fokus på bandets seneste, formidable album, Dear Desolation. Energien var langt fra ekstatisk hos publikum, men bandet gjorde, hvad de kunne for at få det hele til at eksplodere. Det gjorde det bare ikke, og det var, som om det havde en vis form for indvirkning på bandet. CJ var som sædvanligt i entertainerrollen og beklagede sig da også over dagens fodboldresultat, til stor glæde hos de fremmødte. Hans vokal er i en klasse for sig, når det kommer til de dybe growls, men hans høje skrig sad langt fra i skabet denne dag, og det var rigtig ærgerligt. Jeg mindes ikke at have studset over det ved tidligere koncerter, så de var lidt skæve.

På bænken

Alt i alt var det en ganske udmærket koncert, men noget fra deres normale niveau. Der var også gjort plads til Rammsteins ”Du Hast”-cover, hvilket jeg personligt synes var ærgerligt, da det kunne have givet plads til et af bandets egne numre, for eksempel ”Emptiness” fra Holy War.

6/10

Af .

Arch Enemy HADES, kl. 21:00

CL Photo / Claus Ljørring

Energi og præcision

Klokken 21 blev der tændt for Motörheads udødelige ”Ace of Spades”, og folk samlede sig med lynets hast foran den mellemstore Hades-scene. Pladsen var trang, og festivalfolket var tydeligvis klar til at tage imod de svenske melodødmastodonter Arch Enemy. Til tonerne af den formidable ”The World is Yours” trådte de fire herrer frem på scenen, og snart efter fulgte den karismatiske Alissa White-Gluz. Med en utrættelig energi fór hun frem og tilbage på scenen, jonglerede med mikrofonen og gejlede publikum op. Hun havde folket i sin hule hånd, og stemningen var i top.

Selvom sætlisten var en anelse forudsigelig, blev aftenen en musikalsk magtdemonstration. Numre som ”War Eternal”, ”You Will Know My Name” og ”The Eagle Flies Alone” gik rent ind og viste virkelig, hvad Arch Enemy er i stand til. På et solidt fundament af trommer og bas lirede Jeff Loomis og Michael Amott glimrende guitarmelodier af, og White-Gluz’ vokal lå tungt i forgrunden. Solid præstation! Det samme gjorde sig gældende for den hurtigere ”The Race”, der genererede en ganske respektabel moshpit.

Den fødte entertainer

Den lille blåhårede pige i stramt tøj kan altså noget. Hun er som skabt til at stå på en scene, og hendes energi smitter hurtigt af på publikum. Fra første sekund indtog hun selvsikkert scenen, og det var en fornøjelse at være vidne til. Det er tydeligt, at bandet har spillet en milliard koncerter før, og de ved lige præcis, hvordan de skal agere.

Til sidst formulerede White-Gluz de famøse ord ”one for all, all for one”, og bandet skød gang i den klassiske ”Nemesis”. Skæringen blev eksekveret til noget nær perfektion, og kvintetten beviste endnu en gang, at de er et fantastisk liveband. Bravo!

9/10

Af .

Avenged Sevenfold HELVITI, kl. 22:30

CL Photo / Claus Ljørring

Stor underholdning på den store scene

Helvíti var velbesøgt, da Avenged Sevenfold gik på til lyden af Synyster Gates’ guitarleads fra åbningsnummeret ”The Stage”, og som aftenen skred frem, efterlod fansenes reaktion heller ingen tvivl om, at de fik, hvad de ønskede. Overalt hvor scenelyset ramte folkemængden, sås ofte en skov af hænder, og brølene mellem numrene nåede langt op af skråningen, hvor undertegnede havde taget plads. Herfra virkede lyden – trods de sporadiske vindstød – dejlig klar, og navnlig Vengeance’ og Gates’ harmoniserede leads faldt i ørene.

Med snart sagt hvert medlem bundet til et mikrofonstativ var det op til Shadows at underholde, og det lod publikum til at have det helt fint med. Folk fik lov at synge flere af omkvædene, hvilket gik fra nogenlunde til fremragende. Jeg foretrækker generelt at høre forsangeren synge selv, men når publikum er så meget med som på for eksempel ”Hail to the King” er A7X lovlig undskyldt.

Hævnen blev sød

Efter aftenens selvbevidste ”høhø”-joke lovede Shadows, at de ville spille publikum varme i bytte for deres asen og masen, hvorefter de tog hul på ”God Damn”. Der blev ikke sat nye standarder for originale one-liners, men folk var også langt mere interesserede i at få varmen, og det virkede umuligt at stå stille og slappe af i nærheden af scenen. Med månen svævende højt over Helvíti fulgte gruppen op med hele to ballader, som måske tog farten ud af koncerten, men som ikke desto mindre havde publikums opmærksomhed. Navnlig ”So Far Away” – hyldesten til gruppens afdøde trommeslager, The Rev – fik hænder overalt, og selvom gruppen sandsynligvis har hyldet ham til hver eneste koncert siden 2009, var der ikke desto mindre stor indlevelse blandt publikum.

Avenged Sevenfold leverede en velspillet, hjertevarm koncert og havde fra start til slut publikums udelte opmærksomhed, og der er sikkert mange – herunder jeg selv – som føler sig lidt fjollet over at gå glip af ekstranumrene på vej ud.

8/10

Af .

MØL PANDÆMONIUM, kl. 00:00

Mark fra Metal A Day

Ikke bare med på et afbud

Aarhusianske Møl nærmest vader i succes for tiden. Deres debutalbum i fuld længde, der udkom for to måneder siden, er blevet rost til skyerne. Ikke kun i Danmark (her på HeavyMetal.dk gav vi for eksempel Jord 9/10, se HER), men også navnkundige metalsites som Kerrang og Metal Hammer har uddelt topkarakterer. De er signet på det engelske pladeselskab Holy Roar, og en kort turne for nylig i England er det såmænd også blevet til. Med al den fremgang, er det ikke så underligt, at det netop var Møl, Copenhell kontaktede, da walisiske Skindred meldte afbud bare en uge før festen skulle i gang. Og lad os bare afsløre det med det samme: det var en helt igennem god beslutning af arrangørerne.

Er det virkelig blackgaze det her…?

Få sekunder efter midnat, dukkede de unge aarhusianere stille og roligt op på Pandæmonium-scenen og satte gang i de smukke toner fra Jords første nummer, ”Storm”. Der gik dog ikke længe, før brutaliteten og aggressiviteten tog over – ikke mindst på grund af forsanger Kim Song Sternkopf. Hans energi og karisma var enestående, og det satte i den grad gang i sagerne. Som frontmand styrede Kim Song løjerne fuldstændigt, hvilket kom allermest til udtryk under det thrashede nummer ”Vakuum”, hvor han crowdsurfede uden på noget tidspunkt at tabe tråden. Det var i det hele taget, som om Møl havde valgt at fokusere på fuld smadder med fest og farver og dermed lægge mindre vægt på de mere rolige og stemningsfulde shoegaze elementer, som de ellers mestrer til nærmest perfektion på Jord. I betragtning af, hvor forrygende bandet gjorde det, og hvor godt det tændte publikum foran Pandæmonium tog imod dem, kan man overhovedet ikke kritisere den beslutning. Vi fik hele syv sange fra Jord, krydret med rigtig god lyd og et lysshow, der smukt understøttede musikken. Torsdagens med afstand bedste koncert i denne anmelders optik og ni store kranier. Kom snart til hovedstaden igen, drenge!

9/10

Af .

Bullet For My Valentine HADES, kl. 00:15

Nikolaj Bransholm

Sigter godt

”So bury me with all you got”, blev der sunget i åbningsnummeret ”Don’t Need You”, og det var præcis, hvad BFMV havde tænkt sig at gøre: overdynge os med alt, hvad de havde. Med snart tyve år på bagen, og deres sjette album lige om hjørnet, har bandet masser af erfaring og skud i bøssen. Som mangeårig fan af bandet var det en af de koncerter, jeg havde set rigtig meget frem til, men med en vis skepsis og nervøsitet, for bandet har været meget svingende – både på albums og live – så jeg var spændt på, hvilken pose bolsjer, vi denne nat ville få. Som kæmpe fan af The Poison vidste jeg dog på forhånd, at vi ikke ville få meget serveret fra dette album. Det skulle i stedet blive spændende at se, hvordan de nye numre gjorde sig live, og her var svaret: fantastisk godt!

… Rammer også godt

Det blev til en sand hitparade fra bandets omfangsrige bagkatalog, og der blev sunget med og crowdsurfet på fuldt smadder. Bandet havde medbragt et formidabelt lysshow, som satte et pletskud lige i hjertet af undertegnede. De talte ikke meget til folk, men sendte i stedet bare adskillige skarpe skud ud over folkemængden. Bandet virkede særdeles veloplagte, og det samme gjorde publikum. En enkelt trommesolo satte en lille dæmper på intensiteten, men ellers var der ikke mange ophold – faktisk var det hele overraskende positivt. Det mest overraskende var dog, at sange som ”Scream Aim Fire”, ”Waking the Demon” og monsterhittet ”Tears Don’t Fall” lukkede lidt af luften ud af ballonen. Ikke hos publikum, men hos bandet; det er sange, som er skrevet, da de var meget unge, og de har ikke helt samme format som deres nyere materiale, og det fornemmede man meget kraftigt her i livesammenhæng. Alt i alt var det en rigtig god koncert, som giver mig masser af håb for bandets fremtid. De virkede langt fra som et band, der stadig står i skyggen af deres første album, men som et band, der er modnet og stadig har masser at byde på. Vi krydser fingre for, at de gæster vores breddegrader næste år, gerne som headlinere.

7/10

Af .

Soulfly PANDÆMONIUM, kl. 01:30

CL Photo / Claus Ljørring

Spiller Soulfly på sidste vers?

Det brasilianske band Soulfly, anført af ingen ringere end Max Cavalera, var blevet placeret på Copenhells mindste scene på et af de dårligste tidspunkter overhovedet. Det ville have været et utænkeligt syn for 15 år siden, hvor bandet nød stor succes med deres første to albums. Siden er det desværre kun gået tilbage for det hårdt prøvede thrash metal-band, og denne koncert gav ikke bandets tilhængere mere tro på tingene. Soulfly lagde ud med nummeret ”Frontlines”, og virkede i starten indstillet på at modbevise alle deres kritikere. Men lige så godt de lagde ud, ja lige så hurtigt gik gassen af ballonen. Energien forsvandt, og især Max virkede træt og uoplagt. Desværre, fristes man til at sige, for bandet var egentligt mødt op med en super fed sætliste med mange af deres største numre.

Skulle man være blevet i Biergarten? 

Var Soulfly så værd at bruge en times tid på? Tja, dem, der stod omkring mig, var ikke overbevist, og det var jeg heller ikke. Bandet virkede tappet for energi, og man følte ikke, at de havde lysten og viljen til at komme ud over scenekanten. Der var alt for meget snak og alt for lidt action til, at det blev en oplevelse, man kommer til at huske tilbage på som noget specielt. Soulfly blev desværre en små-kedelig afslutning på torsdagen, og fik jeg muligheden for at vælge om, så havde jeg nok taget en times fest i Biergarten i stedet for denne koncert. Om de brasilianske legender burde overveje at stoppe nu, skal jeg ikke være herre over, men hvis det, de viste på Copenhell, er deres standard fremover, så ser det ikke lyst ud for Soulfly.

3/10

Af .

FREDAG:

  1. Auðn
  2. Exodus
  3. At The Gates
  4. ORM
  5. Deftones
  6. Crossfaith
  7. Alice In Chains
  8. Bersærk
  9. Kreator
  10. Ozzy Osbourne

Auðn HADES, kl. 13:15

Nordatlantisk black metal blæste næsten væk

At finde ”ð” knappen på mit tastatur er nogenlunde lige så nemt som at forstå, hvad den velklædte frontmand havde på hjerte denne tidlige fredag eftermiddag på årets Copenhell. Men hvad der manglede i lingvistisk forståelse, blev så rigeligt opvejet i tung melankoli. Der er noget særligt over nordatlantisk metal. Det er, som om vores fjerne fætre, ligesom finnerne, har en større kapacitet til at lide og især til at omsætte disse lidelser til musik. Auðns koncert var med til at understrege mit postulat, for selvom solen skinnede, bredte der sig alligevel et mørke over pladsen foran Hades.

Islandsk tungsind

Ganske poetisk gik der en sky for solen i samme øjeblik, som bandet kastede sig ud i deres atmosfæriske black metal. Der var ikke mange dikkedarer eller gimmicks – ej heller lange taler. Ganske symptomatisk for resten af koncerten, som af uvisse årsager var en smule forsinket, kom de slentrende ind på scenen uden så meget som et ” góðan daginn” og spillede deres nærmest introverte metal for et nogenlunde acceptabelt fremmøde. Lyden var desværre ikke med dem hele vejen, det blæste godt igennem, den ene guitarist var ofte uhørlig og mange af deres finesser gik således tabt i den uheldige kombination af vind og en træt lydmand. Heldigvis for os var det ikke et konstant problem og der kom tilmed lidt liv i de stoiske øboere. Der sneg sig en fod på ampen i tredje nummer og selvom bassen indimellem overdøvede vokalen, så kunne jeg stadig høre forsangeren nok til, at mit indtryk af musikken var positivt, selvom udførelsen indimellem haltede lidt. Deres alvorlige miner og sorte gevandter understøttede stemningen i musikken og selvom koncerten ikke lod dem komme til deres fulde ret, gik jeg alligevel derfra med intentionen om at høre dem igen – under lidt bedre forhold.

7/10

Af .

Exodus HELVITI, kl. 14:00

CL Photo / Claus Ljørring

Sådan skal den skæres…

Amerikanske Exodus var endnu engang at finde på Copenhell, og denne gang skulle de åbne Helvíti-scenen fredag eftermiddag. De aldrende veteraner var uden deres legendariske guitarist Gary Holt, som i øjeblikket er at finde i bandet Slayer. Men heldigvis lod det ikke til at hæmme bandet, der var kommet til Danmark for at skære publikum midt over i en sand thrash-fest.

Anført af en veloplagt forsanger i form af Steve Souza gav Exodus os en hæsblæsende oplevelse. De, der stadigvæk havde tømmermænd fra dagen før, må hurtigt have glemt alt om hovedpine, for der skulle virkelig headbanges igennem for at holde det tempo, som Exodus lagde for dagen.

Vi fik en lille times tid for fuld udblæsning, hvor numre som ”Parasite” og ”Strike of the Beast” i den grad var med til at gøre denne koncert til den perfekte start på fredagen. Publikum kunne lide, hvad de hørte, for der blev kvitteret med en konstant mosh pit oppe foran.

Kan man ønske sig en bedre start på dagen?

Da Exodus blev annonceret til at skulle starte fredagen på Helvíti, var jeg ærligt talt en smule muggen ved tanken. Jeg havde hellere set dem spille fredag aften, måske lige inden Kreator, men efter denne koncert må jeg så indrømme, at det er svært at forestille sig en bedre start på dagen end en tur i Exodus’ thrash-maskine. Bandet leverede præcist det, man havde håbet på, og med sådan en performance er de mere end velkomne tilbage på Copenhell en anden gang.

8/10

Af .

At The Gates HADES, kl. 15:15

At The Gates by Nikolaj Bransholm

Svært at overbevise uden publikums støtte

Det svenske band At the Gates, en af de allerstørste indenfor genren Göteborg-metal, var kommet til Copenhell for at give os en lektion i melodisk dødsmetal. Bandet var placeret på scenen Hades, og fremmødet var ganske flot tidspunktet taget i betragtning. Bandet indtog scenen med nummeret ”To Drink From the Night Itself” fra deres seneste album, men hvor mange blandt publikum, der kendte til dette album, skal være usagt. Men sikkert var det, at publikum ikke tændte synligt af på det nye materiale. Hver gang At the Gates valgte at levere numre fra deres nye skive, gik gassen lidt af ballonen. Det var en smule ærgerligt, for bandet spillede ganske godt, og lyden var også helt hæderlig på Hades denne eftermiddag. Generelt virkede publikum ganske matte og måske ramt af tømmermænd fra torsdag nats udskejelser, men det var virkelig op ad bakke for det hårdt kæmpende svenske band.

Al energi smitter

Desværre lod den manglende støtte fra publikum til at smitte af på vores svenske venner på scenen, for det virkede, som om de opgav at få publikum med. Eneste rigtige lyspunkt var, da de spillede nummeret ”Under a Serpent Sun”, som for en stund syntes til at vække publikum til live. Det resulterede i en circle pit oppe foran scenen, men desværre døde den ud igen allerede ved nummeret efter. Alt i alt var det en halvtam affære at opleve At the Gates denne fredag, og derfor får de 5 kranier for deres forsøg på at live et halvdødt publikum op.

5/10

Af .

ORM PANDÆMONIUM, kl. 15:45

CL Photo / Claus Ljørring

En regnorm på et varmt fortov

Her på redaktionen er vi rigtig glade for Orm. Deres debutalbum fra sidste år blev rost af vores anmelder og deres bidrag til Night of the Black Attack var en succes på alle fronter. Selv har jeg ikke ofret så meget tid på dem, som de fortjener, for de kan sgu deres kram og der påtager jeg mig enhver skyld for det overfladiske bekendtskab. Men deres koncert på dette års Copenhell var en løjerlig oplevelse og det mener jeg desværre ikke positivt.

Har jeg misforstået noget?

Det startede ellers ganske interessant: ”Til Ungdommen” gjaldede henover vores hoveder, vækkede noget stort og farligt i mig og jeg tog mig selv i at famle efter det sværd, som jeg naturligvis havde ladet ligge derhjemme. Da bandet tog fat, var jeg således klar til kamp og black metal, men gassen gik lige så langsomt af ballonen, efterhånden som koncerten skred frem. Selvom jeg sætter pris på deres musik, sætter jeg ikke pris på en kedelig optræden; der blev ikke sagt et pip til hverken goddag eller farvel, det eneste vi fik, var en introduktion til en ny sang, men selv det, var ikke nok til at holde monotonien stangen. Jeg skal ikke kunne sige om det var lyden, men de tørre tæsk, der rullede af scenen, ramte mig ikke helt og jeg var gået min vej, hvis det ikke havde været, fordi jeg selv havde meldt mig ganske frivilligt til at anmelde. Jeg vil dog gerne stå ved, at jeg højst sandsynligt har misforstået noget, for selvom koncerten ikke ydede deres musik retfærdighed, spillede de stadig godt og deres tekniske kunnen reddede dem fra en ringere karakter.

6/10

Af .

Deftones HELVITI, kl. 16:30

CL Photo / Claus Ljørring

Teenageårene genlevet

Første gang jeg så Deftones, var på min allerførste Roskilde Festival tilbage i 2001 og siden jeg stiftede bekendtskab med dem for 19 år siden, har de leveret soundtracket til et væld af minder. Det være sig positive og negative, men min kærlighed til dem har aldrig lidt under de minder, som jeg helst var foruden. Derfor har det også været en af de koncerter, jeg har set allermest frem til i år, da jeg er gået glip af samtlige koncerter med dem siden da. Bandet har ry for at kunne levere en enten formidabel eller horribel koncert, men intet imellem de to yderpunkter. Samtidig skulle der tages revanche og nostalgiens fedtede fingre havde pudset anmelderbrillen i leverpostej, så det var med et ben i hver lejr, at jeg fandt mig en plet med godt udsyn til en af de koncerter, jeg har set allermest frem til.

Mageløse musikere

Deres musikalske dna er så mangfoldigt, at det næsten er umuligt at kede sig i deres selskab. Sætlisten var en skøn blanding af det gamle og det nye med White Pony i fokus – hvilket nok ikke var tilfældigt, da den fejrer sin 18 års fødselsdag disse dage og såmænd har fortjent at blive spillet fra ende til anden. Men fire numre er trods alt også okay, da der er rigeligt af gode numre at vælge imellem fra deres øvrige albums. Af en eller anden årsag undlod de at spille noget fra deres seneste udgivelse, den kunne vi ellers ret godt lide her på redaktionen og gav den et velfortjent ni ud af ti. Til gengæld fik vi en nyslebet ”Battle Axe” fra den underkendte Deftones, og ”Diamond Eyes” fra albummet af samme navn blev leveret med et glimt i øjet og de bredeste smil, jeg til dato har set på en scene på Copenhell.

Og netop det vil jeg gerne dvæle lidt ved. For ikke nok med at de spillede røven ud af Chinos LANGE bukser, så udstrålede de også en glæde, der gjorde dem til festivalens ubetinget mest sympatiske band. Der blev delt high-fives ud til de nærmeste publikummer, talt lidt om øl, hilst og hilst og hilst noget mere og de virkede oprigtigt glade for at være tilbage. Og jeg skal love for glæden var gengældt. Jeg tror, at der har været god plads i Biergarten, for menneskemængden var massiv og alle havde hver deres grund til at være der. Jeg tror vitterligt ikke Abe, Chino, Stephen, Frank og Sergio kunne have gjort noget forkert. Og apropos Abe vil jeg gerne, helt ekstraordinært, give en uofficiel karakter til et enkelt bandmedlem. Manden i baggrunden var det musikalske omdrejningspunkt for hele bandet. Med sin perfekte timing styrede han slagets gang og de få tilfælde, hvor der blev fumlet lidt, trådte han i karakter og samlede trådene op. For sine anstrengelser får han 10/10.

Du og jeg Deftones, du og jeg

For fodfejl det var der. Niveauet var højt, overskuddet fra scenen var til at tage og føle på, men vi har stadig med mennesker at gøre. Et riff her, et udfald der, er med til at forhindre mig i med god samvittighed at give topkarakterer. Men selv nu hvor ekstasen har lagt sig og brillerne er blevet pudset, er min teenageforelskelse stadig brandvarm og mit første gensyn i 17 år var lige så glædeligt, som jeg kunne have ønsket. Chinos tilstedeværelse var ægte – man stiller sig ikke på kanten af hegnet, hvis man ikke har noget på hjerte. Hans skrig brænder stadig igennem, hans sang er stadig dødeligt forførende og lige så indbydende, som den altid har været. Der er skabt nye minder til bunken af falmede snapshots, der vidner om en lang kærlighedsaffære.

9/10

Af .

Crossfaith PANDÆMONIUM, kl. 18:00

CL Photo / Claus Ljørring

Gode ting kommer i små pakker.

Det er umanerligt svært at vide, hvor man skal starte. Måske jeg skulle starte med at sige, at jeg gik direkte fra en mageløs Deftones koncert til endnu et wildcard på fredagens balkort. Jeg har længe haft dem i mit sigte, men de gange jeg har forsøgt at lytte til dem, er der altid kommet noget i vejen. Det være sig elitisme, diverse overspringshandlinger, fortsæt selv listen af dårlige undskyldninger. Men måske har forsynet været med mig, for jeg var derfor totalt uforberedt på den farvelade af breakdowns og dubstep og hvad fanden de ellers har proppet ind i deres kombination af metalcore og industrial.

Læg snobberiet i garderoben

Jeg kan godt lide, når der bliver eksperimenteret med formatet. Genrer er ikke længere skiveskårne retningslinjer, som man kan kategorisere musikken i. Smid de gamle putkasser ud og glæd dig over, at der findes folk derude, der tør påtage sig det ansvar at vende det etablerede på hovedet. Metalguderne skal vide, at der findes rigeligt med rullekraver i landskabet, der fnyser af alt, der ikke passer ind i deres autistiske verdensbillede – det tør jeg godt sige, for indtil i fredags havde jeg selv en rullekrave i klædeskabet. Det forholder sig ikke længere således, at tilhængere af coremetallen er genstand for tydelig spot fra de øvrige metalfans, men der hersker stadig en vis form for elitisme i den sammenhæng. Jeg har tidligere haft en kort, men hed, kærlighedsaffære med denne form for metal og nu har jeg for alvor erkendt, hvor vigtigt det er med et band som Crossfaith. For ikke nok med at de spiller medrivende metalcore, de er nogle vanvittigt dygtige livemusikere.

Sjældent har jeg set så mange mennesker danse på Copenhell som under denne koncert. Hiphop, elektronisk musik jeg ikke har begreb om, bundsolide breakdowns og en bas, der fik tænderne til at rasle, blev spillet så knivskarpt, at jeg stadig ikke er helt sikker på, at det ikke bare var robotter. At sådan en lille fyr kan lave den slags lyde, er i sig selv imponerende og hans clean vocals sad lige i øjet. Spoken word sektionerne lød lige lovligt fesne, men hans accent skal ikke stå i vejen for en velfortjent topkarakter. Afslutningsvis vil jeg tage min imaginære hat af for deres greb om publikum. Alle, på nær en eller to med stive ben, makkede ret, da vi blev ledt igennem ned-og-sidde-og-så-hopper-vi-på-tre seancen. Det var en fornøjelse at være med til og næste gang, Copenhell, så smider I dem op på en af de store scener.

10/10

Af .

Alice In Chains HELVITI, kl. 19:45

Et glædeligt gensyn

Sidst de legendariske grunge-rockere fra Seattle var på Refshaleøen, fik vi et brag af en koncert. En strømafbrydelse skabte en ufrivillig pause på et kvarters tid, men på ganske udramatisk vis vendte bandet tilbage og fuldførte koncerten med bravour. 

Nu, fem år senere, skulle kvartetten gentage kunststykket, og det må man i dén grad sige, at de gjorde. 

Solide toner fra Seattle

Med den eminente William Duvall i front leverede Alice In Chains en gennemført og solid præstation denne tidlige ‪fredag aften. Koncerten var en enormt vellydende, vedkommende og velspillet hitparade, hvor man ikke var i tvivl om, at bandet nød det mindst lige så meget som publikum. 

Som en fed gimmick stoppede bandet midt i “Stone” – præcis samme sted i nummeret, som strømmen gik for fem år siden. Guitarist og mastermind Jerry Cantrell gik frem til mikrofonen og forsikrede os alle om, at alt var i skønneste orden og koncerten nok skulle komme i mål. Og tak for det! 

Med stor professionalisme blev den solide koncert ført til dørs med et nyt nummer, “The One You Know”, samt de udødelige grunge-klassikere “Would?” og “Rooster”. Sådan skal dén skæres.

Jeg ved godt, at det er på grænsen til det blasfemiske, når jeg siger, at jeg ikke savner Layne Staley, men Alice In Chains i deres nuværende “version 2.0” er svære at hamle op med, når de er i spillehumør som denne fredag aften. Bedre sammenspillet band skal man lede længe efter.

Efter ni år med Copenhell er det efterhånden svært at undgå gengangere, og i længden kan det da også blive lidt kedeligt altid at se de samme bands. Alice In Chains er dog et band, som jeg aldrig bliver træt af at se. I skal være hjerteligt velkomne igen om nogle år. 

8/10

Af .

Bersærk PANDÆMONIUM, kl. 21:15

Nikolaj Bransholm

Copenhell gik Bersærk

Der hersker slet ikke tvivl om, at Bersærk nok leverede en af de mest gennembragende koncerter på dette års Copenhell. Festivalen præsenterede dem da også i programmet som Bersærk – det aarhusianske band, der sejrer overalt, hvor de drager ud. Det jyske hedningehegn er kommet for at plyndre vores sind og hælde lyrisk mjød i vores ører. 

Festivalscenen var helt rigtig til Bersærk. Efter koncerten fredag kunne jeg næsten ikke forestille mig at opleve en frontmand som Casper, med mindre plads end den han fik på Pandæmonium. Der var ikke en plet deroppe, som ikke havde fodspor, efter han havde travet rundt i sin helt egen verden med et bevægemønster, som kun en gal kylling ville kunne forstå. Casper har brug for plads. Det er det, som gør hele Bersærks optræden så unik, da de andre bandmedlemmer er ret fastlåste på deres pladser.

Dansksproget metal når det er bedst

Bersærk kan få publikum ind i en form for trance, med deres solide riffs, nogle skarpe danske tekster og en helt igennem sublim vokal fra manden med det smukkeste hår, jeg nogensinde har set på metalscenen, Casper Popp. Selvom lyrikken udtrykker, at vi befinder os i en ældgammel mytologisk verden, så henvender Bersærk sig til det moderne samfund og formår at formidle komplekse budskaber på en måde, så man retter øret mod dem.

Negativer? Der er nærmest ikke nogle. Jeg tror, at det er en del af et gimmick, men jeg bliver en smule irriteret når Casper ikke helt har styr på, hvad de skal spille. Måske han bare ikke kan se sætlisten for prinsessekrøllerne? Fred være med det. Det er en bagatel og vil aldrig kunne trække Bersærk ned fra toppen af hegnet.

Om nogle år møder vi så Bersærk igen på Copenhell og på en større scene? Det håber jeg inderligt, for pladsen bliver brugt, publikum går bersærk, og fællessang skal vi ikke lede længe efter. Hedningefest i helvede? Ja tak!

9/10

Af .

Kreator HADES, kl. 21:30

CL Photo / Claus Ljørring

Som at blive smidt i kødhakkeren

Kreator, de tyske thrash-giganter, var atter at finde på plakaten på dette års Copenhell. Ikke som hovednavn, men i puljen lige under. Hvorfor så det, fristes man til at sige? Ser man på, hvad Kreator formår, når de leverer live shows, så burde denne koncert være blevet afholdt på Helvíti som et af hovednavnene i år. Kreator har igennem de sidste 10 år oplevet en stigning i popularitet, som til dels skyldes, at de forstår at ramme bredt med deres brutale, tunge og sing along-lette sange. Men også fordi de leverer varen, hver gang de træder op på scenen. Man føler, at de giver alt, hvad de har, hver gang man oplever dem live, og det smitter af på publikum i form af kæmpestore mosh pits og circle pits.

Denne aften på Hades var ingen udtagelse. Kreator var mødt frem for at guide os gennem deres brutale univers med sikker hånd, og det var præcis, hvad de gjorde. Anført af den karismatiske forsanger Mille Petrozza lagde bandet ud med nummeret ”Phantom Antichrist”, hvilke medførte en øjeblikkelig dannelse af en stor mosh pit, som virkede som en stor vortex, der sugede publikum ind og spyttede dem ud igen, når de var tappet for energi. Kreator havde en sætliste med, som primært indeholdt numre fra deres nyeste albums, mens der kun var fundet plads til et par af de helt gamle sange som ”Phobia” og ”Pleasure to Kill”. Det skyldes helt sikkert, at deres nye numre bare fungerer perfekt live og i den grad holder dampen oppe gennem hele koncerten. Eneste lille sure opstød var, da den ellers obligatoriske flagscene var blevet droppet. Det er ellers en tradition, at Kreator spiller ”Flag Of Hate” til alle deres koncerter, men denne gang var den blevet droppet.

Kan Kreator blive ved med at overbevise?

Kreator har været i gang siden 1982, og mon ikke vi kommer til at opleve dem fejre deres 40-års jubilæum om 4 år? Jeg ville i hvert fald blive overrasket, hvis de vælger at stoppe, mens de oplever denne succes. Bandet virker slet ikke til at være i nærheden af at være udbrændt, og når man forsætter med at levere på højeste plan, hvorfor så stoppe? Heldigvis for de af os, der nød hvert sekund af fredagens bedste koncert, så ligger det ikke i kortene. Skulle muligheden byde sig, så burde Copenhell overveje at booke Kreator igen, dog som hovednavn.

Kreator gjorde præcis, som man kan forvente af et af de bedste thrash-bands i verden. De smed os alle rundt, og sjældent har jeg været så mørbanket efter en tur i mosh pitten som efter denne koncert

9/10

Af .

Ozzy Osbourne HELVITI, kl. 23:00

CL Photo / Claus Ljørring

Cirkushestens sidste tur i manegen

Fredag aftens absolutte hovednavn skulle på scenen kl. 23 foran et veloplagt publikum, der var mødt talstærkt op for at opleve den snarligt abdicerende Prince Of Darkness. Forventningerne til den næsten 70-årige “brummie” var meget blandede og spørgsmålene var mange: Ville det blive en uforglemmelig sidste aften med mørkets fyrste, eller en tragisk hitparade med en påvirket og snøvlende Ozzy? Ingen af delene. Det korte svar er, at det var udmærket, men heller ikke mere.

For lidt Ozzy - for meget Zakk

I vanlig duknakket og fjoget smilende stil løb John Michael Osbourne ind på Helviti-scenen til stor jubel for de mange fremmødte. Med et enormt velspillende og vellydende band i ryggen blev der lagt ud med “Bark at the Moon” og “Mr. Crowley” og allerede her blev et par af de mange spørgsmål besvaret; Ozzy sang bedre denne aften, end han har for vane, og hans energi og tilstedeværelse var ligeledes over gennemsnittet.

Efter den blændende start begyndte showet dog at stagnere lidt. Efter næsten hvert eneste nummer gik Ozzy frem til mikrofonen og skulle have alle til at råbe i kor efterfulgt af et hver gang næsten uforståeligt “I can’t hear you” – og så skulle alle selvfølgelig råbe endnu højere. Det blev sgu ærligt talt lidt forudsigeligt og fjollet efter ret kort tid, men det var til at leve med – vi fik nemlig en masse klassikere samt god underholdning. 

Men… Apropos forudsigeligt så kommer vi ikke uden om Zakk Wylde. Ingen på planeten kan være i tvivl om mandens gudsbenådede evner på det seksstrengede bæst, men denne aften blev det ganske enkelt for meget af det gode. Ikke nok med at den gode hr. Wylde skulle lave licks og lir, hver gang der var fire takter uden sang, så maltrakterede han også de Sabbath-sange, som Ozzy havde valgt at tage med i aftenens sæt. Uden snerten af respekt for Tony Iommi og de legendariske riffs i eksempelvis "War Pigs" og afslutteren “Paranoid” blev der konstant spillet ekstra små krøller og overtoner af den evigt selviscenesættende og guitarmasturberende Zakk Wylde. Som om det ikke var nok, fik han også et kvarters solo til at kværne endnu mere rundt i guitarsovsen. Var det virkelig nødvendigt?

Min efterfølgende mavefornemmelse af koncerten var hverken overraskelse eller skuffelse, men snarere ærgrelse. Jeg var ærgerlig over, at Zakk Wylde skulle fylde så meget, når nu Ozzy var så tændt og velsyngende. Det var jo trods alt ham, vi kom for at se. Og hvorfor tre Sabbath-numre og et kvarters guitarsolo, når Ozzys bagkatalog rummer rigeligt med guld til en hel koncert? Det får vi nok aldrig svar på. Vi fik ganske fin underholdning på denne kolde sommeraften, men nogen episk oplevelse blev det aldrig.

6/10

Af .

LØRDAG:

  1. Jakob Stegelmann
  2. Defecto
  3. Nothing More
  4. Steel Panther
  5. Suffocation
  6. Kellermensch
  7. W.A.S.P.
  8. Corrosion of Conformity
  9. Igorrr
  10. Helloween
  11. Alestorm
  12. Satyricon
  13. Ghost
  14. Sodom

Jakob Stegelmann HELVITI, kl. 14:15

CL Photo / Claus Ljørring

Nørdernes paradis

”Legendarisk” og ”sent glemt koncert” var blot to af de mange rosende udtryk, som publikum benyttede til at beskrive en af lørdagens helt store oplevelser.

Jakob Stegelmann gik på scenen til et jubelbrøl, de færreste optrædende bands på Copenhell har oplevet, og det var tydeligt, at Danmarks svar på The Godfather for nørder ikke havde forventet en så voldsom modtagelse. Det tog noget tid, før han kunne få et ord indført, men da han endelig trængte igennem, lyttede publikum i spænding, og der blev stille snakket blandt publikum om, hvordan Stegelmann ville lægge ud.

Batman i tre forskellige versioner startede det, som skulle blive en særdeles unik koncert på Copenhell. Vi fik den ikoniske version fra Tim Burtons Batman fra ’89 efterfulgt af introen til Batman tegnefilmen fra ’66, og afslutningsvis selvfølgelig Christoffer Nolans The Dark Knight fra ’08.

Supermand tog over, hvor Batman sluttede, og der gik ikke længe, før en fra publikum begyndte at crowdsurfe. På maven med knyttet næve. Fantastisk underholdende syn, og Stegelmann kunne heller ikke holde smilet tilbage. Dette resulterede i en lavine af crowdsurfers i supermandstil.

Publikum fik derefter musik fra bl.a. Indiana Jones, Super Mario, Angry Birds og selvfølgelig fra Star Wars, men nok mest nævneværdigt var Edvard Griegs ”Dovregubbens Hal”, som øjeblikkelig startede et circlepit og fællessang, der fortsatte under hele nummeret. Dog tog det mere og mere fart, som nummeret skred frem og sangen fra publikum, tog til i niveau. En fantastisk oplevelse.

Emotionel rejse

Tog man et kig rundt blandt de fremmødte under koncerten, stod alle med et bredt smil og gned sig på armene for at få de uundgåelige kuldegysninger til at forsvinde. Ja, selv de små hår i nakken rejste sig. En koncert der så sandelig sendte alle ud på en følelsesmæssig rejse, hvor især latter og våde øjenkroge var dominerende. Yderst imponerende.

Så meget kan man sige, om at det her ikke var metal, men det blev modtaget af de mange tusind metalfans med varmt hjerte, og jeg er sikker på, at Stegelmann og orkester er hjerteligt velkomne igen i helvede.

Vi har valgt ikke at give anmeldelsen karakter, da dette ikke er metal.

Af .

Defecto HADES, kl. 15:15

CL Photo / Claus Ljørring

Defecto og Hades i fin symbiose

For to år siden åbnede Defecto helvede på Pandæmonium. I år havde de fået æren af Hades – og det gik jo egentlig meget fint. Vindmaskinen var blevet efterladt derhjemme, og røgen ville ikke helt blive på scenen, men den intro, bandet gik på scenen med, var teatralsk og lagde virkelig op til noget stort.

Der var mødt mange op til koncerten, og i midten af det hele stod 6-7 voksne herrer i hjemmelavede lyserøde T-shirts med billede af bandet. Her kan man tale om støtte og engagement fra deres fans. Der var huller hist og her i mængden – bevares, klokken var jo også kun tre om eftermiddagen, og de fleste var stadig i en nostalgisk rus efter oplevelsen med Aarhus Symfoniorkester og Jakob Stegelmann, men umiddelbart var det ikke noget, man lagde mærke til, da Defecto først begyndte at spille.

En solid optræden med overskud

Frontmand Nicklas Sonne gav god plads til, at guitarist Frederik Møller og bassist Thomas Bartholin kunne komme rundt på scenen, og alle fire, selv Mikkel Christensen fastlåst på trommer, kom helt ud over scenekanten. De viste alle fire det overskud og havde den tilstedeværelse, som er nødvendig, når man rykker til en større scene. Men mon ikke, de også har fanget lidt tricks fra deres optræden med Metallica og Rammstein i de tidligere år og deres Nemesis-tour tidligere på året. Defecto ved, hvordan man skal få publikum med, men desværre virker det til tider en smule indøvet, hvilket jeg synes er ærgerligt. Om tidspunktet på dagen gør, at de mister en del af publikum hen ad vejen, som hellere vil kigge ned i deres øl end kaste horn, ved jeg ikke. Men med Nicklas’ kække respons til mængdens flabede spørgsmål og hans evne til at holde den seriøse musik i skak med en god sjat humor får Defecto alligevel hevet publikum med på de sidste to numre, hvoraf titelnummeret fra Excluded lader til at være publikums yndling. 

Nicklas’ vokal stod som altid skarpt, og Frederiks guitarspil var i verdensklasse, men jeg ærgrer mig over, at backing-vokalen ikke også stod helt skarpt, ogo at det til tider var svært at differentiere de to guitarer (når ikke der lige var en solo), hvis man var placeret lidt længere væk fra scenen. Om vinden tog lidt af lyden, skal jeg ikke kunne sige; ellers var der en lydmand, som skulle lidt mere op i gear. Trommerne tog desværre også en smule over, og min kollega, som stod midt i det hele oppe foran, kunne mærke stortrommen lidt mere end hun havde ønsket. På trods af vind- og (mulige) lydmandsproblemer gav Defecto generelt en solid optræden på et svært tidspunkt af dagen.

Jeg har set Defecto en del her i 2018, og jeg har hele vejen igennem været svært begejstret for det, de danske gutter formår at udtrykke med deres melodiske heavy metal. De er gode på de mindre scener, men jeg må indrømme, at de hører til på de større, både i kraft af deres performance og i den grad også selve musikken. Nu skal lydmanden bare lige vågne op.

8/10

Af .

Nothing More PANDÆMONIUM, kl. 15:30

Pæne drenge, pæn musik

Jeg begyndte at ane et mønster i min færden på dette års Copenhell, da jeg atter indfandt mig foran min stamscene: Pandæmonium. Samtlige af mine koncerter, både de overståede og de endnu ikke afviklede, var enten bands, jeg havde intet eller minimalt kendskab til eller havde et meget nært forhold til. Nøthing Møre fra Texas falder i den første kategori, men det er min egen fejl, da jeg ”glemte” at se dem, da de besøgte KB18 tilbage i 2015. Men efter at have overværet deres lyttervenlige anstrengelser og forsøg på at skille sig ud fra den endeløse parade af pretty boys, er det ikke noget, jeg er specielt ked af.

Nø shirt, nø shøes, nø service

Til trods for store smil og et konstant forsøg på at få folk ”med” var der ikke ret meget at komme efter –indholdsmæssigt. Jeg kan ikke se, hvorfor det er nødvendigt at smide tøjet på scenen, medmindre det er for at fremvise sin spektakulære sixpack, og hvad det har med musikken at gøre, kan jeg ikke gennemskue. Det forekom mig som et slet skjult forsøg på at tiltrække en købedygtig kundegruppe, der elsker mænd med bare tæer og krøller. Bevares, han virkede da som en opnåelig Brandon Boyd (I ved, ham fra Incubus), men vokalmæssigt lød han som en, der jævnligt fik tæsk i hjemstaten.

Med passende ironisk distance stod min koncertmakker og jeg og gjorde os morsomme på bandets bekostning og hvem vi formodede, at deres målgruppe var. Men jeg skal være den første til at indrømme, at selvom jeg syntes – og stadig synes, at bandet var lige så malplaceret på Copenhell, som ø’erne i deres navn, så var de faktisk en samling rigtig dygtige musikere. Deres Muse-inspirerede ”Go To War” blev nomineret til en Grammy og faldt i god jord hos publikum – og jeg noterede mig, at selvom man ikke synes om musikken, kan man sagtens observere folk være dygtige til deres job og anerkende deres tekniske kunnen.

Jamen han har jo ikke noget tøj på

For at undgå at falde for meget i pæne-drenge-spiller-pæn-rock-fælden, har de i NM fundet på en hel masse spøjse gimmicks. Tre mænd spiller på den samme bas spændt op i et eller andet post-apokalyptisk apparat. I stedet for effekter på vokalen vifter man da bare med mikrofonen. Og den store finale, efter en opfordring til publikum om at komme og se dem igen, var såmænd et Skrillex cover. Den delvist afklædte forsanger hoppede ombord på en rekvisit fra Mad Max og spillede en ganske medrivende omgang percussion, men alle deres krumspring til trods, kan jeg kun rose dem for deres evner til stå på en scene og få folk til at klappe med.

6/10

Af .

Steel Panther HELVITI, kl. 16:30

Plat og grimt men fandens underholdende

De amerikanske glam rockere Steel Panther er et band, som man enten elsker eller hader. Eller endda elsker at hade? 

Undertegnede havde før dette års Copenhell aldrig oplevet dem før. Jeg forventede noget tåkrummende og dumt, men måtte overgive mig efter kort tid; det var faktisk rigtig morsomt hele vejen igennem og et energiboost på det helt rigtige tidspunkt. 

Et moderne Spinal Tap

Inden dette skriv stillede jeg mig selv et spørgsmål: Skal Steel Panther anmeldes som et band på linje med alle de andre på festivalen, eller er de i virkeligheden et comedyshow, en slags metallens svar på Ørkekens Sønner? Det fik jeg hurtigt svar på: De er nok mest det sidste. Musikken er dog ikke så ringe endda, slet ikke, og den vender vi tilbage til, men det er de stærke satiriske tekster og ikke mindst den uhyre morsomme og næsten hjernedøde dialog mellem numrene, der bærer showet. 

Den sublime parodi på alt, hvad der går ind under glam-kategorien, kunne dog godt være blevet lidt for meget af det gode, hvis det havde varet en halv time længere; men som eftermiddagsunderholdning på en lørdag hvor tømmermænd og træthed var en udfordring for de fleste, var det en rigtig god booking af Copenhell. Gejsten, energien og kræfterne til endnu en aften på Refshaleøen fik et kæmpe løft, og det var lige, hvad man havde brug for. Dog føler jeg trang til at fremhæve en bemærkning fra min sidemand, for bedre kan det ikke siges: “Hold kæft hvor er det skægt! Men jeg ved sgu ikke, om jeg ville gide at se dem igen.”

Musikken, som jeg lovede at vende tilbage til, er i øvrigt ikke bare fyld. Steel Panther er nemlig hamrende dygtige instrumentalister, og især guitarist Satchel, hvis rigtige navn er Russell John Parrish, er en sand fornøjelse at lytte til. Jeg tøver ikke ét sekund med at kalde ham en af de mest undervurderede guitarister i moderne metal, og denne lørdag viste han det hele frem. Den ros skal amerikanerne have; et godt show af denne kaliber skal understøttes af skills, og det må man sige, at de har. 

7/10

Af .

Suffocation PANDÆMONIUM, kl. 17:15

Suffocation by Nikolaj Bransholm

Det var tungt, brutalt og dejlig forfriskende

Amerikanske Suffocation var dette års bedste bud på en rigtig omgang teknisk dødmetal. Bandet der har eksisteret siden 1990 skulle give os en injektion brutal dødsmetal efter vi havde måtte lægge øre til Steel Panthers gøgleri på Helviti. Så det var med længsel efter noget rigtig dødsmetal at jeg indtog min plads foran Pandæmonium scenen og jeg blev så absolut ikke skuffet.

Bandet gik på scenen og sparkede festen i gang med deres klassiske tonstunge vokal og fede riffs, åbningsnummeret ”Thrones of Blood” blæste publikum bagud og så var den koncert i gang.

Suffocation er ikke et band der er kendt for at levere et spektakulært sceneshow og det var heller ikke tilfældet på dette års Copenhell. Bandet gav os 45 minutter spilletid for fuld udblæsning og selvom der ikke var meget show på scenen så var det tekniske niveau Suffocation leverede helt i top.

Burde Suffocation spille på Hades?

Selvom der var godt fyldt op med mennesker foran Pandæmonium så virkede størrelsen på scenen til sådan en koncert til at være helt korrekt, jeg er ikke sikker på at det ville have været samme oplevelse hvis det havde været på Hades. På Pandæmonium er det en smule mere intimt og selvom lyden måske ikke altid er den bedste så virkede det bare perfekt til denne type musik.

Suffocation var en dejlig og tiltrængt oplevelse og lad os endelig få noget mere dødsmetal på Copenhell fremover. Suffocation viste i hvert fald vejen og får 8 kranier for deres koncert.

8/10

Af .

Kellermensch HADES, kl. 17:30

Ikke middelmådige mænd

Som overskriften lyder, er Kellermensch ikke middelmådige mænd. Inden koncerten havde jeg svært ved at se, hvordan Kellermensch skulle kunne udfylde scenen med deres blandede genre (ja, for bandmedlemmer er der nok af), men hold nu op, hvor blev jeg overrasket. De er dystre, tankefulde kældermennesker, der, når de kravler ud fra kælderen, bliver til sindsoprivende og intense performere, som ejer den scene, de står på, til fulde. Kellermensch bragte noget helt særligt med sig og var efter min mening en af festivalens bedste koncerter.

Koncerten blev skudt i gang på en meget uventet måde med frontmand Sebastian Wolff alene på scenen med sin akustiske guitar og en rå stemme samt nogle blide riffs, som satte en særlig stemning. Der var ingen forventning fra dem, som ikke har oplevet Kellermensch live før, inklusive mig, om, hvad der så ville ske. Efter fem minutters stille harmoni kom resten af bandet på scenen, og herefter var der kontrolleret kaos resten af Kellermenschs optræden.

Intensitet og guitartango

Hvis vi skal tale om et band, som kan finde ud af at levere, og som virkelig har en stenhård indlevelse i musikken, så er det Kellermensch. Sebastian lever i sin helt egen verden, når han er på scenen, og gør lige netop det, han vil. Efter de første to numre med det samlede band var Sebastian nede ved publikum, og jeg mener også, at jeg så en omgang crowdsurf fra manden, hvis knæ må hade ham, så meget som han kaster sig ned på gulvet. Det eneste, jeg ikke helt forstod, var den march, som bassist Claudio Suez gik under hele koncerten. Lyden fra den var der intet galt med, men sagt skidegodt fra en kollega så det ud, som om han havde maskeret et maskingevær som bas og besluttet sig for at danse tango med det på scenen. Hvorfor han gør det, kommer jeg nok aldrig til at forstå, men sjovt ser det ud.

Det kan godt være, at vi tidligere på dagen har oplevet et helt symfoniorkester på Helvíti, men Kellermensch har deres eget lille orkester med bestående af en violin, en gulvbas og ikke mindst et trædeorgel, som Christian Sindermann hamrende på, når han ikke kom løbende for at straffe mikrofonen med nogle dystre growls. De mange instrumenter skal med for at sætte den dystre stemning, som Kellermensch har skabt på pladen Goliath, og det var ingen undtagelse på Copenhell, hvor lydbilledet overskyggede solen og sendte os alle ned i kælderens dyb.

Kellermensch kan noget helt særligt

Højdepunktet for mig var oplevelsen af “Mediocre Man” live. En solid blanding af rock og blues, dog ikke helt så dyster som meget af Kellermenschs repertoire og ikke helt så abstrakt som det, vi hørte fra Zeal & Ardor tidligere på ugen. Det nummer kan dog noget helt specielt og sendte ikke blot mig, men også andre fra publikum, ind i en mild trance, hvor vi bare lyttede. De sluttede af med radiohittet “Army Ants” til stor fornøjelse for publikum, og der har vist ikke været nogen tvivl om, at Kellermensch sagtens kan komme tilbage til Copenhell, at de kan noget helt særligt, og at de gør det glimrende på metalscenen.

Af .

W.A.S.P. HELVITI, kl. 18:45

Et utroligt veloplagt band

Amerikanske W.A.S.P. er nok ikke kendt af så mange fra de nyere generationer, men for os, der lyttede til heavy metal tilbage i 80’erne, var det et dejligt nostalgisk gensyn. Bandet, der havde deres storhedstid, dengang far var dreng, indtog Helviti scenen og anført af deres karismatiske forsanger Blackie Lawless tog de fat i publikum og leverede en times ren råhygge – sagt på godt dansk. Bandet virkede nærværende og i absolut topform, for det hele spillede bare for W.A.S.P. denne eftermiddag. Guitarsoloerne strømmede ud af højtalerne, trommerne bankede derudaf og bandet virkede i den grad til at være fuldt af spillelyst. Ikke overraskende gav det genlyd hos publikum, der gav de amerikanske drenge fuld valuta med mosh pits, klappen og rysten med hovederne.

Hvorfor skulle lyden være så lav?

Når nu et band leverer varen på scenen, er det utroligt, at lydmanden ikke kan følge trop, men det lykkedes slet ikke for ham/hende under denne koncert. Lyden var skruet så langt ned, at man skulle tro, at man var til en børnekoncert med Kaj & Andrea. Det var fandeme en ommer, når nu W.A.S.P. havde formået at samle det meste af publikum til metal hygge i solen denne lørdag.

Når man har at gøre med et band, der sidste år fejrede deres 35 års jubilæum, så er det sgu forfriskende at se, hvor meget de stadigvæk har at byde på og med en sætliste der var fornuftigt skruet sammen, fik vi en på opleveren. Bandet får 8 store kranier for en fantastisk koncert.

 

8/10

Af .

Corrosion of Conformity HADES, kl. 19:45

Tilbage i topform

De legendariske stoner rockere fra Corrosion of Conformity (COC) var et af de navne, jeg havde glædet mig mest til. Den hårdtslående og genopståede kvartet gav en sublim koncert på københavnske BETA for et par år siden, men nu, og med et nyt album i ryggen, skulle de have taget deres Copenhell-mødom. Super sublimt blev det dog desværre ikke takket være en komplet uduelig lydmand. 

Ødelagt af dårlig lyd

I vinter kom det solide album No Cross No Crown fra amerikanske COC, som på formidabel vis vidnede om, at de i dén grad stadig kan spille. Tidligt ‪lørdag aften gik turen til Hades-scenen for at se bandet med den nyfundne gejst og energi, men desværre blev store dele af koncerten ødelagt af dårlig lyd. Guitarene var simpelthen skruet så højt op, at man midt i den mudrede mur af lyd slet ikke kunne differentiere nuancerne i musikken. Øv! 

Indsatsen fra bandet fejlede ellers ingenting. Tværtimod var de velspillende og tændte og havde medbragt en yderst fornuftig sætliste, der bl.a. bød på “Broken Man” og “Seven Days” fra det legendariske Deliverance-album samt det superfede “Wolf Named Crow” fra nyeste skive. Lyden blev en anelse bedre undervejs og til slut fik vi også klassikerne “Albatross” og “Clean My Wounds” – sidstnævnte med et fabelagtigt jam og en passende stor circlepit midtvejs i nummeret. Vi fik ikke noget fra Wiseblood, hvilket undrede mig lidt, og hele koncerten varede kun sølle 45 minutter, men det ændrer ikke på, at det var en absolut godkendt præstation af COC. Det samme kan dog ikke siges om lydmanden, der ødelagde en ellers fed oplevelse. Det er sgu en ommer. Et plaster på såret var dog, at frontmand Pepper Keenan til slut lovede, at de vender tilbage til Europa til februar. Det er vi mange, der glæder os til. 

7/10

Af .

Igorrr PANDÆMONIUM, kl. 20:00

CL Photo / Claus Ljørring

Aphex Twin på badesalt
En hurtig gennemgang af mine nærmest hysteriske noter til årets subjektivt bedste koncert viser, at letpåvirkelige mennesker skal passe på med Igorrr. ”Ringer du ikke til min mor og får hende til at hente mig” var mine allerførste nedfældede ord ud af mange. Rigtig mange. For Igorrr lader sig ikke så nemt forklare. Et uigennemskueligt sammensurium af umulige genrer: alt fra klassisk musik til psykose-inducerende ekstremmetal, komplet med elementer af østeuropæisk folkemusik og ubehagelig electronica. Oven i det kan du så lægge en ondsindet, kaudervælsk black metal vokal og en helt igennem ubehagelig sopran.

Gumbometal

Som forventet var fremmødet til koncerten massivt. Alle ville se den gakkede giraf og fra start til slut blev vi bombarderet med det auditive svar på en hockeyskøjte i ansigtet. Det bipolare landskab de maler med harmonika og blastbeats, minder mest af alt om soundtracket til sammenbrud. Øjnene kører rundt i hovedet på dig, du storsveder og det føles som om din sjæl splintres i tusind skarpe stykker, der flænser dig op indefra, til du drukner i dit eget blod. Sådan føles det at være vidne til Igorrrs vanvittige musik live. I hvert fald så mine hysterisk nedfældede noter ud, som musikken lød.

Bassen fik jorden til at skælve og forsangerindens maniske hvirvlen om på scenen afspejlede i allerhøjeste grad det auditive overgreb. Uanset hvor jeg så hen, så jeg ikke andet end brede smil og forsøg på at følge med i galskaben, der rullede af scenen. Det er sateme svært at headbange, når du ikke ved, om tempoet skifter, inden du når at blinke. Igorrr holdt os på tæerne – i den forstand at det er svært at nå jorden, når man bliver løftet i kraven og skreget ind i ansigtet. Den krøllede hjerne bag projektet holdt sig pænt i baggrunden og som en sprechstallmeister fra den lukkede styrede han løjerne fra sin medbragte laptop, mens resten af bandet henholdsvis skreg, brølede og spillede sig lige lukt ind i reptilhjernen på de fremmødte.

Epileptisk anfald

Det er ikke til at sætte en rystende finger på noget som helst ved koncerten. Vanviddet lyste ud af bandet og jeg blev nærmest poetisk i mit forsøg på at nedfælde oplevelsen. Jeg tillader mig at postulere, at man ikke kan få det fulde udbytte af Igorrr, hvis man ikke på et eller andet tidspunkt i sit liv, har haft et sammenbrud. Kombinationen af blide toner og ekstrem fræs i én stor pærevælling giver INGEN mening, hvis man ikke kender til kaos. Men selvom man ikke kan genkende det billede, havde Igorrr alligevel held med at nå ud til os. Fællesklap-klap, dansen og akavet headbanging samlede os alle om den magtdemonstration, som samtlige medlemmer arbejdede hårdt for at opnå. Galskaben nåede nye højder og det kræver sateme evner at få noget så absurd til at gå op i en højere enhed. Vive la France.  

 

10/10

Af .

Helloween HELVITI, kl. 21:00

CL Photo / Claus Ljørring

Pumpkins United er en fandens god idé

Dette års Copenhell har budt på en del gensyn med gamle kæmper. Men lige denne koncert var en smule anderledes, for her havde Helloween valgt at invitere deres gamle forsanger Michael Kiske og guitarist Kai Hansen med på scenen sammen med resten af bandet.

Helloween, der blev dannet tilbage i 1984, har været på en lang rejse, som blandt andet indebar udskiftning af forsangeren Michael Kiske med den nuværende frontmand Andi Deris og en Kai Hansen, der forlod bandet tilbage i 1988 for at skabe bandet Gamma Ray.

Nu stod de så der midt på Helvíti scenen: Michael Kiske, Andi Deris, Kai Hansen og resten af Helloween for at give os en oplevelse, vi sent vil glemme. Fans af det ”gamle” Helloween har gennem tiderne brokket sig over Andi Deris vokal. De mente ikke, at den passede ind i Helloween. Nu havde de så chancen for at opleve begge sangere synge med på de gamle numre samt nyere skæringer fra det tyske power metal-band.

Bandet lagde hårdt ud med det fantastiske nummer ”Halloween”, og derfra leverede de det ene hit efter det andet. Det var en sand fornøjelse at opleve de to sangere på scenen sammen, og deres duetter fungerede virkeligt godt. Det var en perfekt måde at opleve Helloween på og hylde personerne, der var med til at skabe dette fantastiske power metal-band.

Fest, farver og store græskarballoner

Helloween havde valgt at afslutte koncerten med de absolut største numre: ”Keeper of the Seven Keys”, ”Future World” og ”I Want Out”, hvilket medførte en sand fest hos publikum. Helloween valgte også at bidrage til denne fest ved at fyre konfettikanoner af og smide kæmpe store orange balloner med græskaransigter på ud over et ellevildt publikum. Opbakningen fra publikum manglede i hvert fald ikke, og denne koncert var måske den største singalong-fest, vi oplevede dette år. Lyden sad heldigvis også lige i skabet og var med til at danne rammen om en fantastisk koncert.

8/10

Af .

Alestorm HADES, kl. 22:45

CL Photo / Claus Ljørring

De fulde piraters fest

Klokken var 22.45 på en lørdag aften på Copenhells Hades-scene. Tre klassiske numre med Queen havde lige spillet for fuld udblæsning gennem anlægget for at varme det talstærkt fremmødte publikum op. På scenen stod en gigantisk gummiand, og meget, meget snart skulle de skotske sprutpirater fra Alestorm gøre deres entre. Kunne det blive andet end en kæmpe fest? Nej, selvfølgelig ikke.

Ny rekord

Fra første sekund af åbneren “Keelhauled” blev der danset, hoppet, sunget med, kastet med diverse drikkevarer og ikke mindst crowdsurfet. Publikum havde en gigantisk fest. Alt andet er nærmest også umuligt, når kvintetten spiller med så stor energi og tilstedeværelse og tilmed lyder så godt, som de gjorde denne aften. 

Aftenens sætliste kunne man heller ikke sætte en finger på. Med numre som “The Sunk’n Norwegian”, “Shipwrecked” og afslutteren “Fucked With An Anchor” er der ikke andet for, end at overgive sig til Alestorms underholdningstalent, og når førnævnte megagummiand kastes ud til publikum, når promillen er ved at være på sit højeste, så er der ingen vej tilbage – piratfest så længe remmer og tøj kan holde!

Alestorm er dog, om ikke andet på et overordnet plan, en joke, der snart ikke er sjov længere. Efter fem albums er det begrænset, hvor forfriskende og originale latrinære fuldemandspiratviser kan være, men en sen aften på Copenhell fungerer det upåklageligt – også selvom det ikke er stor musikkunst, de leverer. Musikken i sig selv er ikke af højere kvalitet end den tilsvarende, og meget sammenlignelige musik, hos danske Red Warszawa. Den lever på lånt tid, så det skal nydes, så længe det stadig er sjovt. Men fik jeg nævnt, at det også er de samme gamle jokes, der bliver brugt mellem numrene, som for fem år siden, da skotterne gæstede festivalen første gang? Jo, desværre. Det er sgu for tyndt.

Slutteligt skal der gives en kolossal highfive til vagterne foran Hades-scenen. Den tidligere crowdsurf-rekord, som Alter Bridge satte sidste år med hele 460 håndbårne publikummer, blev slået denne aften af Alestorm. Intet mindre end 758 fans fik vagterne løftet sikkert over hegnet og guidet ud i mængden igen - alle i god behold. Tillykke og respekt!

7/10

Af .

Satyricon PANDÆMONIUM, kl. 22:45

Satyricon by Nikolaj Bransholm

Satans til Satyricon

Da Satyricon blev offentliggjort til årets Copenhell, var jeg svært begejstret. Jeg har kaldt mig selv fan i 20 år nu og kan citeres for for længe siden at sige, at de var den eneste grund til black metallens eksistensberettigelse. Jeg æder gerne mine ord i mig igen, på nær den del der omhandler førnævnte band, for de står stadig lysende klart på min sorte himmel, selvom jeg ikke faldt i svime over deres seneste udgivelse.

Professionelle mørkemænd

Heldigvis blev de tre numre fra Deep Calleth Upon Deep spillet med meget mere kant, end de har på pladen. Og kant, det var der så rigeligt af denne aften. Fra det øjeblik ensemblet trådte ind på scenen til jubelbrøl til de takkede af, blev vi trakteret med kvalitetsblack udført til noget nær perfektion. Satyr lød nøjagtig lige så overbevisende olm på Copenhell, som han gør hjemme i min stue og Frost spillede som et vildt dyr med en timing, der ikke ses mange andre steder. Deres til lejligheden medbragte øvrige musikere bidrog alle som én til festen og det var en fornøjelse at være vidne til den intuitive omgangsmåde, der var internt på scenen.

Satyr anerkendte publikums mangfoldige nationaliteter og henvendte sig til os på engelsk og der er ingen tvivl om, at den mand har sans for showmanship. Evigt underspillet advarede han de importerede gæster om, at danskerne på denne tid af døgnet godt kan blive lidt vilde, selvom de nu er meget flinke. Han forfaldt heldigvis aldrig til at lefle for publikum og det faldt i god jord hos de mange fremmødte, der alle smilede meget mere, end man som udenforstående kunne tro var muligt. De hev den ene klassiker efter den anden ud af ærmet og der er alligevel noget magisk ved at være omringet af store, hærdebrede mænd, der lystigt vokaliserer med på den evigt fantastiske publikumspleaser ”Mother North”.

Sådan skal den myseost skæres

Der blev talt væsentligt mere med os, end jeg havde regnet med, men jeg formoder, at Satyr var i godt humør og det har nok også haft noget at sige i forhold til den energi, der brændte udover scenekanten.  Desværre gik lidt af glansen af koncerten, da Satyr samlede sin guitar op for at fræse med på ”The Pentagram Burns”. Lyden gik fløjten, der var for mange strenge i spil og den kom aldrig helt på niveau med resten af numrene. Men når det så er sagt, så er Satyricon stadig et fantastisk live band og deres musik gør sig glimrende under åben himmel.

9/10

Af .

Ghost HELVITI, kl. 00:00

CL Photo / Claus Ljørring

Konfirmationsfest på Copenhell

Jeg blev omvendt, sidst Ghost betrådte Refshaleøen og har siden da haft en næsten Jehovas Vidners tilgang til bandet. Uanset om du vil det eller ej, så skal jeg nok fortælle dig, hvorfor jeg synes, at de er så skide fantastiske og efter deres formidable show på dette års Copenhell er jeg mere fanatisk end nogensinde; for jeg fik hvad jeg kom efter, og mere til, da Cardinal Copia og hans trofaste ghouls forførte masserne med deres dramatiske og effektive optræden.

Midnatsmesse og tissemandsjokes

De altid velklædte ghouls spillede en fantastisk koncert, men man får nok heller ikke lov til at modtage sakramentet, hvis man ikke kan levere, og levere det gjorde de. Anonymiteten har sikkert noget at skulle sige, da de udskiftelige musikere får lov til at hellige sig konceptet, fremfor at fokusere på hvem der nu spiller hvad. Og netop anonymiteten var omdrejningspunktet for den obligatoriske præsentationsrunde orkestreret af den nye leder. Hver især blev de fremhævet for deres kvaliteter, fysiske såvel som musikalske, og dernæst præsenteret som blot ”Ghoul”. At Kardinalen er lavet af spaghetti i modsætning til den og den ghoul, var bare én af mange små løjerlige anekdoter, som vi blev ledt igennem i de godt 90 minutter, seancen varede. For Ghost er ikke bare en forskruet version af heavy metal tilsat ABBA og tekster om Satan. Det er den katolske kirkes overdådighed vendt på hovedet, anført af en veltalende, småliderlig og gemytlig svensker i gummimaske og for helvede hvor havde han os i sin behandskede hånd.

Du kan ikke drive dit konceptband så vidt uden at have en god portion humor med i rygsækken; og mellem en perlerække af numre, primært fra de to seneste albums, blev vi underholdt af en mand med masser af glimt i det ene øje. Ikke nok med at han lød fuldstændig som Fritz fra Rytteriet, hvilket i sig selv er sjovt, så gjorde han tilmed et stort nummer ud af en lang mumlende monolog, som jeg først forstod, hvad handlede om, da han ironisk spurgte os, om vi fik fat i det hele. Han beklagede sig over, at vi var så mange, at han ikke kunne ordne os alle sammen på parkeringspladsen efter koncerten – men han konkluderede, at det nok ikke var gået alligevel, da han ikke har staminaen til det. Og så var det i øvrigt en kold aften, hvis du forstår, hvad jeg mener… Publikum hyldede Satans husorkester, så selv paven var blevet misundelig og hyldesten var absolut velfortjent. At det sidste overlevende medlem af klan Papa blev hjulpet på scenen under ”Miasma” for at lire en saxofonsolo af, var bare en ekstra bonus.  

Djævelens fortaler

Jeg kunne dog godt have undværet den massive mur af bas, der på et tidspunkt truede med at få os til at skide i bukserne. Den var så kraftig, at den havde samme effekt på min efterhånden anstrengte stemme, som stroboskoplys har på et par viftende hænder. Generelt var den så fremme i lydbilledet, at det ind i mellem var svært at høre de forskellige hymner og frontmandens maske gjorde det svært at få det hele med. Selvom jeg virkelig var underholdt, kunne de med fordel skrue en smule ned for sludderen, så der måske blev plads til et nummer til. Men det til trods, er der ikke meget mere at komme efter. Det hele var så velkoreograferet, velspillet, gennemtænkt og gennemført, at jeg vil se gennem fingre med de fejl, der alligevel er uundgåelige.

9/10

Af .

Sodom HADES, kl. 01:30

CL Photo / Claus Ljørring

Mørk og dyster thrash

Sidste koncert på dette års festival skulle det tyske thrashband Sodom stå for. Bandet havde den fornøjelse at lukke og slukke med deres tunge og direkte musik. Jeg havde set frem til denne koncert og blev en smule skuffet, da jeg fandt ud af, at den var placeret lørdag nat, hvor chancen for et stort fremmøde muligvis ikke var den største. Ydermere skulle de spille, efter Ghost havde gøglet færdig på Helvíti, så jeg måtte ”gemme” mig i Tutten, indtil tiden var inde til lidt god gammeldags thrash metal.

Tyskerne gik på scenen i totalt mørke og lagde ud med nummeret ”My Atonement”, som i mine øjne er et af deres bedste numre – en superfed start på koncerten. Selvom klokken var mange, var der et ganske flot fremmøde, og der blev da også dannet en relativt stor mosh pit oppe foran scenen. Sodom forsatte deres tunge levering med numre som ”Strange Lost World” og ”Agent Orange”, som alle gav positiv respons blandt publikum. Forsanger Tom Angelripper førte an i et musikalsk angreb på de fremmødte, og der skulle virkelig headbanges igennem for at følge med de tyske veteraner.

Sådan skal det gøres

Sodom leverede præcis det, jeg havde drømt om: en gennemført koncert, der fik alle fra publikum op i gear, på trods af at klokken nærmede sig 3 om natten. Med tunge guitar riffs og en flænsende vokal rev Sodom den sidste energi ud af publikum, og man stod tilbage med et stort smil på læben og med vished om, at dette havde været en dejlig dyster oplevelse og en fantastisk fed måde at lukke og slukke festivalen. Mine bange anelser omkring spilletidspunktet blev gjort til skamme, og tilbage er kun at takke bookingteamet hos Copenhell for de mange fede thrashbands, de havde smidt på plakaten dette år. Forhåbentlig gentager de det i 2019.

8/10

Af .

Kommentarer (2)

Christian Muus

Himmelhunden

Faktisk er Himmelhunden baseret på den svenske Änglahund fra 1982, så det var vel nærmere den de lavede et cover af :-)

UMUR

UMUR

Indlæg: 57

Torsdags programmet var nok

Torsdags programmet var nok det mest ringe dags program nogensinde på Copenhell. Der var ikke et eneste band jeg gad at se. Øv...

Tilføj kommentar