The Raven Age - Pumpehuset - 13. november 2017
Fotografi af Peter Hesselø · Se flere billeder i galleriet

The Raven Age

Pumpehuset, København V

På en lettere skummel mandag aften i indre by var der lagt op til besøg fra sønnen af en de helt store. Det er svært ikke at nævne, at det er sønnen, vi skal se i aften, og det var samtidigt svært ikke at lave sammenligningen, da vi først stod inde foran scenen. Det var en aften, hvor vi skulle opleve en sammensætning af bands, der mildest talt var underlig, og at den sammenligning reelt set var ganske ligegyldig.

Unseen Faith

Fotografi af Peter Hesselø

Når man ser frem til det melodiske univers, der er The Raven Age, er det med hele fire forundringsrynker i panden at se, at opvarmningen er noget så umelodiøsk som Unseen Faith. Bevares, i deres egen larmende core-genre har de fat i den lange ende, og de kommer frem på scenen med en fart, larm og energi som de færreste. Men at opleve dem opvarme for et band som The Raven Age kaster kun ild på det bål, der er underlige bookinger i musikverden, og som Pumpehuset desværre mere og mere lægger vægt til at skabe.

Tilbage til seancen på en scene, jeg faktisk ikke troede kunne blive mindre, og jeg har oplevet BETA's scene. Med fem mand i bandet er der bare ikke særligt meget plads, når man samtidigt gerne vil have lidt reklame for sit band på scenen. Når der derudover kun kan formås at samle omkring 50 mennesker til en koncert, er det fandeme (undskyld, jeg bander) svært at stable en stemning på benene, selvom forsanger Alexander forsøgte med alle tricks i bogen, lige fra at søge efter djævlehorn, klappe folk an i takt og pege på folk.

Det lykkedes bare ikke. Folk stod blot omkring og kom med et kvart klap her og der. Når man samtidigt har en veritabel brøleabe på guitar, der flere gange opførte sig som om, hans fornemmeste job, udover guitaren, var at råbe uartikuleret ind i en mikrofon, mens han sloges med sit hår, bidrog det kun yderligere til den bizarre oplevelse, der unægtelig fører til skamfulde fem stjerner. Det kommer sig blandt andet af, at vokalen gennemgående virkede som et femte instrument, lyden desværre til tider fremstod direkte elendig, og der desværre ikke var en adskillelse mellem de spillede numre. Det kom frem som to-tre numre, der blot blev gentaget med lidt variation.

5/10

The Raven Age

Fotografi af Peter Hesselø

Selvom der er fem medlemmer i hvert band, formåede The Raven Age dog at kunne placere sig optimalt mellem hinanden. Der var en helt anden synergi og harmoni mellem den flok mennesker, som måske kender hinanden en del bedre end Unseen Faith gør. Vi kom fra, i indledningen, at det jo er den legendariske Steve Harris' søn, George Harris, der er med i The Raven Age, og selvom det havde været en oplagt måde at promovere sig selv på, har The Raven Age valgt, at George blot er en del af deres band på lige fod med resten.

Pludselig kunne man også ligefrem høre publikum, mens der i oplæg til, at bandet skulle gå på blev spillet noget så underligt som ”Smack My Bitch Up”. Dog kunne man her og der se både skæve smil og enkelte grin over, at dét skulle være præludium til melodisk metal. Men hey, det virkede, folk var glade, folk smilede, og folk var spændte. Nu kom vi til hovedvaren, og der var stille og roligt kommet flere folk til, selvom salen, eller skulle man sige indgangspartiet til den rigtige sal, knapt var halvt fyldt.

Indledningsvist havde forsanger Michael Burrough problemer med lyden på mikrofonen, men efter lidt tweaks her og der, kom der sang i gaderne, så at sige. Og her var samtidigt en optræden, hvor man kunne mærke forskel fra sang til sang, og hvor forsangeren havde en naturlig symbiotisk sammenhøring med publikum, som ikke kun hans optræden, men så sandelig også de andre medlemmer af bandet nød virkelig godt af. Lige for at vende George Harris, som jeg i starten fortalte var en del denne oplevelse. Det var forfriskende, der ikke blot var lavet en mini-me af den originale, men at George havde valgt at gå sin egen vej og valgt guitaren frem for bassen. Samtidigt havde han et godt samarbejde med den nye guitarist, Tom Maue, idet medstifter Dan Wright var gået over til at fokusere på at være en del af management-siden.

I denne omgang var det nemt at mærke, de havde tænkt over sættet og flere gange brugte tid på at snakke med publikum og inddrage dem i koncertens flow og endda spørge dem til råds i forhold til om den sang, de lige havde spillet, fungerede, eller om de skulle droppe den efterfølgende. Kæmpe brøl til anerkendelse var selvfølgelig noget, man kunne forvente, for ”The Dying Embers of Life” fungerede rigtig godt.

Generelt var jeg meget tilfreds med The Raven Age denne mandag aften, og netop det, at det lille publikum havde en god samhørighed med bandet og blev naturligt inddraget i deres show var med til at højne oplevelsen og skabe en gedigen begivenhed. Jeg kan med god ro i sindet lande på hele otte kranier for denne fantastiske koncert.

8/10

Tilføj kommentar