NOTBA4
Metallica - Telia Parken - 11. juli 2019
Nikolaj Bransholm

Metallica

Telia Parken, København Ø

Så blev det endelig d. 11. juli – dagen, hvor Metallica vendte hjem akkompagneret af fest og ballade fra Norge i form af Bokassa samt af Disney-satanisme fra Sverige i form af Ghost. Det var, så vidt jeg kan regne ud, min sjette Metallica-koncert, men min første i Parken – et sted, der jo er berygtet for katastrofal lyd. Og kritikerne har på forhånd været ude med riven, så sent som i onsdags udgav Ekstra Bladet en artikel om Big Mick, Metallicas lydmand, hvor de slog tvivl om, hvorvidt manden er egnet til sit job. Ergo var der lagt i ovnen til en spændende aften, især fordi dette er den første Metallica-koncert, jeg har været til, hvor begge opvarmingsbands faktisk er nogen, der siger mig noget!

Bokassa

Bokassa

Kongerne af ”stonerpunk”, Bokassa, var indtil en livsomvæltende opringning fra Lars Ulrich blot en lille fisk i et enormt hav fyldt med større og mere eksotiske dyr. Men nu er de med på verdensturne med verdens største heavy metalband – hvis de kan få armene ned, forstår jeg dem ikke. Jeg har tidligere oplevet deres musik, som jeg ynder at referere til som ”bøverock”, på Oslobåden, da de spillede på Copenhell MetalCruise i 2018. Musikken kan beskrives som en blanding af Mötorhead, Kyuss og Corrosion of Conformity, og de tre nordmænd leverer den med en intens charme. Jeg var spændt på at se, om de nu også kunne stå distancen på de store scener foran flere tusinde mennesker.

Vi gav deres seneste album 8/10 kranier, og deres koncert på Oslobåden fik samme karakter, så vi ved godt, at de kan spille, men der er trods alt forskel på at spille foran et par hundrede mennesker på en båd og så foran et par tusinde i en arena. Men det stod hurtigt klart, at de ikke lod sig kue af frygt, for de tre norske vildmænd leverede et ganske habilt show med masser af charme, selvtillid og lækkert hår.

Den muntre frontmand, Jørn Kaarstad, ævlede løs på gebrokkent engelsk om, hvor fedt det er at være afsted for at kunne spille noget rock og rul og om, hvor meget vi danskere elsker alkoholisme og Safri Duo. Bassisten, Bard Linga, væltede rundt og headbangede som ind i helvede, og det hele blev fint pakket ind i trommeslageren Olav Dowkes habile tøndetæsk. Musikken er tilpas ufarlig, men alligevel tilpas tung til, at alle kan være med og føle, de er til rockkoncert – så det er jo helt fint. Det største problem var faktisk ikke lyden – den var faktisk ganske god – men derimod det stendøde publikum. Det kan i forvejen være en hård opgave at varme et gennemfrossent fjeld af et publikum op, når man er et relativt nyt navn på banen, men når man spiller før et legendeband som Metallica, så er det i særklasse en hård tjans

Så til trods for, at bandet gjorde deres bedste, så blev det primært mødt af lyden af tomme fadølskrus, der blev smidt på jorden samt enkelte klapsalver. Faktisk fik de den største applaus, da de bukkede og takkede af til tonerne af Brdr. Olsens ”Fly on the Wings of Love”. Man kan sige meget om Bokassa, men de har masser af humor og en dejlig useriøs tilgang til rock ’n’ roll, som man skal mange år tilbage for at finde!

Sætliste:

Impending Doom

Last Night (Was a Real Massacre)

Charmed & Extremely Treacherous

Captain Cold One

Mouthbreathers Inc.

Only Gob Can Judge Me

Vultures

Walker Texas Danger

Five Finger Fuckhead

7/10

Ghost

Ghost

Ghost… Bandet alle har en mening om: er det metal? Er det pop? Er det Abba eller er det genialitet? Jeg har selv været en af dem, der rynkede på næsen af Tobias Forge og hans cirkus, men jeg er senere faldet totalt til patten i en sådan grad, at jeg ikke helt ved, om jeg glædede mig mest til Metallica eller Ghost denne aften.

Tobias For- undskyld, Cardinal Copia udtalte, da touren startede, at de havde valgt at gå efter en mere ”heavy” sætliste, og derfor har de droppet sange som ”He Is” og ”Ghuleh/Zombie Queen” for at tilpasse sig Metallicas publikum. Egentligt en lidt sær begrundelse, når man tænker på, at de fleste til en Metallica-koncert kommer for at høre ”Nothing Else Matters” og ”Enter Sandman”.

Til lyden af ”Rats” kom Cardinal Copia så valsende ind på scenen. Som en krydsning mellem Freddy Mercury og King Diamond dansede han rundt, mens han kombinerede hoftevrid og Satan, som kun han kan gøre det. I sit stramme kardinalrøde jakkesæt beviste han, at hans udstråling og karisma var nok til at bære et helt show, men det hjælper altid at have nogle åndssvagt fængende sange med sig.

Man kan kun labbe alle hans lumre taler om en kilden i mellemkødet, fugt i trussen og andre herlige ting til sig, for det bliver leveret med en diabolsk charme og selvtillid. Det er dog en kæmpe skam, at de kun har ”rejse”-udgaven af deres scenografi med. I stedet for den enorme papmache-katedral med alkover og trapper har de blot en enkelt papskive med sig.

At Ghost er blevet så store på så kort tid, er egentligt ikke så underligt – de har fortjent det… Og lidt til! Forge og hans maskerede bande var i absolut topform, lyden var kanongod, og man forstår godt, at Metallica ville have dem med sig, samt hvorfor Hetfield selv er så tosset med dem. Den eneste anke var, at sætlisten simpelthen var for kort, og at publikum igen var lidt for sløje (primært dem på tribunerne). Men igen… at være opvarmning til Metallica er altså en benhård tjans!

Derfor står det klart, at Ghost efterhånden er for stort et navn til ”bare” at være opvarmning, da det tvinger dem til at lade meget af deres scenografi blive hjemme – hvilket er en skam.

Sætliste:

Ashes

Rats

Absolution

Ritual

From the Pinnacle to the Pit

Faith

Cirice

Miasma

Year Zero

Mummy Dust

Dance Macabre

Square Hammer

9/10

Metallica

Metallica

Jeg kan ligeså godt starte med en disclaimer: jeg ELSKER Metallica. De var det band, der virkelig overbeviste mig om, at det der metal ikke bare var en fase, jeg voksede fra. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at se dem hver gang, de har været i Danmark i de små 15-16 år, jeg har været fan. Og iblandt de koncerter har der været alverdens problemer fra strømafbrydelser til halsbetændelse – men bortset fra det, så har jeg aldrig forladt en Metallica-koncert med dårlige minder.

Selvom jeg har set dem så mange gange og set videoer af livekoncerter endnu flere gange, så løber det mig stadig koldt ned af ryggen, når Enio Morricones ”The Ecstasy of Gold” starter. Det er umuligt ikke at få gåsehud og synge med på melodien! Og 1, 2, 3 så stod de der! Aftenens hovedpersoner. Dem som vi alle har ventet på: Metallica! Og hold nu fast, de var i topform!

Jeg ved ikke, om Lars har oversat artiklen fra Ekstra Bladet for Big Mick, men der var virkelig styr på lyden. Jeg har aldrig været til en Metallica-koncert, hvor Hetfields vokal gik så klart igennem – og sikke en vokal! Hold nu fast, jeg kan kun tro, at han har trænet intenst og drukket grøn te de sidste par timer, for hans vokal var perfekt. Om det kom til de høje skrig eller de mere gutturale grynt – så ramte han plet! Kun Kirks guitar var til tider utydelig, men om det var pga. lyd eller det faktum, at Kirk ikke helt er, hvad han har været, kan man kun gætte sig til. Det var desuden utroligt rart, at de hev en perlerække af de mere sjældne sange frem – som eksempelvis ”Ride the Lightning”, ”The God That Failed” og ”Frantic”. Det er skønt, at der også er lidt til kenderne, og ikke bare dem, der vil have de samme fire-fem evergreens.

Desværre var det hele ikke en lang dans på roser, da de gik i gang med ”The Unforgiven”, røg der vist en sikring eller tilsvarende, for lyden gik kortvarigt, og en scenetekniker kom pludselig halsende op for at redde Kirk og showet. En enorm skam, for det gjorde, at et ellers fantastisk nummer blev lettere kastreret, da bandet ikke rigtigt fik gang i nummeret efter den kiksede start til trods for, at Kirk rent faktisk virkelig ramte den legendariske solo lige i røven!

Som aftenen skred frem, var det desuden, som om Lars’ trommer blev højere og højere, hvilket til tider endte med at drukne resten af bandet – og igen gik det værst udover Kirk. Dette var især slemt på nummeret ”Here Comes Revenge”, men måske opdagede de fleste det ikke, da de havde travlt med at se musikvideoen, der kørte på storskærmen. Den video er altså virkeligt foruroligende, hvor vi følger en antropomorf hyæne med seriemorder-tendenser. Den minder mest af alt om en Tim Burton-fortolkning af Ed Gein. Til trods for, at Hetfield specifikt bedte om, at vi hjalp til med at synge, så fik han det modsatte – folk havde simpelthen ikke sat sig nok ind i de ”nye” sange – desværre.

Under Bokassa og Ghost sad jeg lidt og følte, at publikum var lidt slatne, nærmest døde. Jeg antog, at dette var fordi, folk kun kom for Metallica. Men selv da deres helte gik på scenen, så skete der ikke meget, og publikums generelle puls forblev omkring nul – og det til trods for, at Hetfield og Co. virkelig gav den alt, hvad den kunne trække. Vi fik ellers det hele: en blandet sætliste, sjove anekdoter fra Hetfield, Cliff Burton-hyldest, bassolo, et utroligt detaljeret sceneshow, ild, fyrværkeri, ringen for ørerne… You name it! Men det var åbenbart stadig ikke nok til at få den gængse danske Metallica-gæst helt op og støde. Det virkede til, at de fleste var kommet for at købe fadøl til overpris fremfor at høre musik. Faktisk vågnede de kun op, da Kirk og Rob lavede et elendigt cover af D-A-D’s ”Sleeping My Day Away”. Det var åbenbart noget, som folket ville have.

Til trods for et dødt publikum, en kortsluttet sikring og en leadguitar, der ikke altid sad lige i skabet – så var det klart en af de bedste Metallica-koncerter, jeg endnu har været til, og det var en sand fornøjelse, at se, at bandet stadig spiller med en sådan ildhu, glæde og kammerateri! Det giver forhåbninger om, at de holder mange år endnu!

Sætliste:

Hardwired

The Memory Remains

Ride the Lightning

The God that Failed

The Unforgiven

Here Comes Revenge

Moth into Flame

Sad but True

No Leaf Clover

Sleeping My Day Away

Rob Doodle

Frantic

One

Master of Puppets

For Whom the Bell Tolls

Creeping Death

Seek & Destroy

Spit out the Bone

Nothing Else Matters

Enter Sandman

9/10

Tilføj kommentar