Mercenary, Deadicated og Trusted Few

Slagelse Musikhus og Badeanstalten, Slagelse

Så var det atter blevet tid til en omgang metal på Badeanstalten i Slagelse, et sted jeg som koncertgæst har et lidt blandet forhold til. Lad os først lægge positivt ud og udbringe en skål for de lokale kræfter der sørger for at metallen lever og ånder på de skrå brædder i Slagelse, og dernæst de lokale publikummer der støtter godt op om diverse arrangementer. Det er nemlig mit indtryk at scenen trives godt dernede, og har et kreativt vækstlag. På den negative side kan det desværre nævnes er Badeanstalten som spillested er totalt blottet for god karma, da man mest af alt får indtrykket af at vade ind i et forsamlingshus. Godt nok er selve scenen som sådan fed nok, men ellers er stedet ærgerligt, hvilket også kom til udtryk i de latterligt høje bar priser, samt det faktum at pausemusikken var helt malplaceret. De nye rygeregler gjorde også sit til at intensiteten røg sig en tur, da mange fandt vej ud foran på fortovet. Første band på aftenen var en nyere konstellation af gamle kendinge fra PsychoFive og Corrosive, og som nu sammen går under banneret; Slagelses mest brutale boyband, i form af Deadicated. Stilen er direkte hårdtslående med rødder godt plantet i death/thrash metal universet, og ofte med en skæv kant. Sidstnævnte faktorer gjorde desværre at numrene virkede lidt usammenhængende og manglede kontinuerligt bid. Der var mange gode passager, men den røde tråd manglede lidt. Energien var dog ikke til at tage fejl af, og især Daniel Wilkens gjorde sit for at holde gryden i gang, med hans varierede brutale stemmeføring samt selvsikre scenetække. Jeg anbefaler dog bandet at arbejde hen imod et mere klart udtryk, hvor både melodi og aggressivitet forenes mere længerevarende. Næste band var Trusted Few, men da de gik på var jeg selv én af dem som stod ude foran på fortovet, og var faldet i snak med lokale folk. Det skal jeg selvfølgelig beklage, men Trusted Few’s metalliske miks af hardcore, punk og screamcore er dog ikke lige min fortrukne kop øl, om end jeg må erkende de har en direkte energi og musikalsk nysgerrighed, som jeg kun kan bifalde og respektere. Aftenens absolutte hovednavn var Mercenary, som de seneste år på fornem vis har været med til at repræsentere Danmark i det store udland. En opgave de er sluppet yderst flot af sted med, og de mange rosende ord er fuldt ud fortjent. Især de to seneste udgivelser, "11 Dreams" og "The Hours That Remain", finder ofte vej til mit anlæg. Desværre forholder det sig sådan at alle de gange (det er fjerde gange nu, red.) jeg har set Mercenary, har der altid været problemer med lyden, og dette var ingen undtagelse. Jeg ved simpelthen ikke hvad der går galt, men i hvert fald virker det som om de ikke formår at transformere det flotte lydbillede fra pladerne ud over scenekanten, med tilstrækkelig lydmæssig pondus. En supertrist konstatering, når nu de laver så pisse fed musik. Dog må jeg alligevel rose leadguitarist Martin Buus for hans fantastiske talent, og der er ingen tvivl om at Mercenary er et rutineret live band, og med en god mængde energi. Lyden har bare altid talt dårligt for dem de gange jeg har oplevet dem live. Synd og skam, for de var ellers på med en god mængde selvsikker attitude. Så trods de mange lunkne ord herfra, var der dog alligevel tale om en god aften i metallens navn. Skoene skulle nødig blive så små, at selv Jeg ikke længere kan hygge mig.