Marilyn Manson - Scandinavian Congress Center - 4. juni 2018
Marilyn Manson by Nikolaj Bransholm · Se flere billeder i galleriet

Marilyn Manson

Scandinavian Congress Center, Aarhus C

Officiel vurdering: 6/10

Myrkur og Marilyn Manson bød os indenfor i mørket, en varm sommerdag i Aarhus.

Myrkur

Myrkur by Nikolaj Bransholm

Mudret mørke
Der findes en lillebitte gråzone af mennesker, som er bekendt med Myrkurs eksistens. De er klemt inde mellem frådende fans og lige så frådende modstandere. Amalie Bruun, som hendes borgerlige navn lyder, har ramt en nerve – på godt og ondt, hos metalfolket. Og så er der sådan en som mig. Jeg er vild med den måde, hun er trådt ind på scenen på og har pisset alle dem af, der tror, de har svaret på det spørgsmål, ingen stiller: ”Hvad er rigtig black metal?” Omvendt er jeg ikke på nogen måde interesseret i hendes musik, noget jeg formoder har influeret min nysgerrighed på, hvordan det gebærder sig live. Efter denne koncert kan jeg dog godt forstå, hvorfor nogle fans synes, hun er det nye sort – for hendes korte sæt formåede, trods omstændighederne, nogenlunde at formidle hendes kunnen på en scene. Desværre virkede det som om, hun var tidsfordriv for de fleste af de fremmødte, hvorfor jeg mener, hun burde have stået på plakaten med et navn, der er mere relevant – der var nærmest flere mennesker i øl-køen og rygeområdet end foran scenen.

Sabotage i SCC
Jeg kan nemlig ikke helt gennemskue, hvorfor Myrkur skulle varme op for Manson. De repræsenterer hver især to vidt forskellige facetter af den samme genre, og selvom de respektive kunstnere er bannerførere i deres disciplin, er der ikke nok til fælles til at kunne retfærdiggøre den kombination, vi bevidnede mandag aften i Aarhus. Der er heller ikke ret meget, der retfærdiggør den gennemført horrible lyd, der trak en skinger rød tråd igennem hele aftenen. Myrkurs atmosfæriske folk-black og kulning-vokal blev hæmmet af en diskant, der på alle tænkelige måder gjorde sit til at ødelægge, hvad der kunne have været en chance for at få et indblik i, hvorfor Amalies musik er så populær. Hun druknede i lydbilledet, og det eneste der sådan set gik klart igennem var hendes lysere fraseringer. Det gjorde mig lidt trist at høre, hvor mange effekter hun havde dynget på sin stemme, for selvom man måske godt kan stå og blive lidt utålmodig, når musikken trækker ud, så synger hun altså som en drøm, og de høje toner blev ikke hæmmet af naturens indbyggede stopklods: knæk i stemmen. Ser man bort fra, at hendes drømmende black metal ikke passer skidegodt ind i samme boks som hovednavnet, og denne aften var reduceret til minimal-metal – og at lyden var varetaget af en døv mand med luffer på, så fik jeg alligevel set med egne øjne en smule af, hvad Myrkur kan. Hun fik i hvert fald godt fat i dem, der rent faktisk indfandt sig til hendes optræden, og de kvitterede med højlydt bifald. Hun ville dog nok kunne have større succes alle andre steder end som opvarmning for Manson i SCC i Aarhus.

6/10

Marilyn Manson

Marilyn Manson by Nikolaj Bransholm

Bøh for helvede!
Marilyn Mansons stjerne stod højt og lyste klart på min musikalske nattehimmel i mine yngre dage. Det var et fristed for mærkelige unger, der vendte det etablerede ryggen og dyrkede det grimme, det utiltalende og det blev et passivt outlet for noget, jeg ikke selv kunne sætte ord på. Men så fik MTV øjnene op for et uberørt marked af forbrugere: outsiderne. Vupti: Manson var blevet stueren og i en alder af blot 17 år, voksede vi fra hinanden, Manson og jeg. Men nostalgi er en kraftfuld følelse, og med i min musikalske bagage vil jeg altid have minderne om de fem minutter i slutningen af sidste årtusind, hvor jeg havde fundet en stemme. Desværre er den stemme blevet rusten, sprukken og selvom han aldrig har været det store sangtalent, har han altid formået at sukke, hviske, snerre og råbe, så man ikke var i tvivl om den glødende rebelskhed, der brusede i hans blod.

De smukke unge og gamle mennesker
Nu, små 20 år efter jeg en sen nattetime nedfældede teksten til ”Beautiful People” på væggen på mit hermetisk tillukkede teenageværelse, er den sidste snert af irret romantik væk. Det er altid en udfordring at skulle videreformidle et negativt indtryk uden samtidig også at nedgøre de øvrige koncertgængeres positive ditto. Og med det in mente er det svært at stå til ansvar for minderne og de mange som stadig finder glæde i Marilyn Manson og hans væsen. For han havde umiddelbart ikke de store vanskeligheder med at piske en stemning op i et mere og mere tætpakket lokale. Den demografiske rodebutik kastede sig for fødderne af ham, hver gang han råbte ”Denmark”, og hvert enkelt nummer blev modtaget med bifald, der snildt kunne måle sig med det til tider horribelt høje lydniveau. Og der har vi den igen, den røde tråd. Larmen var usigeligt høj, og mere end én gang druknede den ranglede frontmands vokal – ikke altid en ubetinget dårlig oplevelse, da stemmen ind i mellem svigtede ham.

Allerede under første nummer,”Irresponsible Hate Anthem” fra den, heldigvis, overrepræsenterede Antichrist Superstar, bed jeg mærke i Mansons lidt ujævne præstation. Der manglede kraft og bid i hans vokalisering, og den vrængende snerren, jeg altid har elsket, udeblev. Heldigvis blev det, jeg synes, han manglede, så rigeligt opvejet af et orkester, der spillede top-professionelt, men desværre ikke blev introduceret eller på anden måde anerkendt. Jeg har egentlig kun roser til overs for resten af ensemblet på scenen. Hvad der end måtte have været af fejltrin fra musikernes side var til at overhøre, og det er der, filmen knækker for mig. Langt hen ad vejen fremstod Manson som en show-pony i stedet for en seriøs musiker med en lang række mere eller mindre vellykkede albums bag sig, og det hele smagte af cheeseburger. Masser af farvestoffer og fest og ting der er nemme at tygge – men ingen næringsværdi og et klassisk billede på alt der er amerikansk og overfladisk.

Søde drømme er lavet af det her
Og før nogen nu får deres fadøl til 60 kroner galt i halsen og føler, de skal tage manden i forsvar, kan jeg berolige med, at jeg ikke er ude med riven efter hverken modtager eller afsender. Jeg har ladet mig fortælle, at hans sidste koncert på dansk grund var elendig og ikke blot fordi, han var midlertidigt ukampdygtig, men at den var usammenhængende, og hvad man ellers kan hæfte af negativer prædikater på et liveshow. Set i lyset af den forstår jeg udmærket godt, hvorfor koncerten på fastlandet så ud til at være en succes, da han trods alt var energisk, oprejst og til stede. Men for mit vedkommende udeblev magien. Jeg følte ikke på noget tidspunkt, vi var ”de bedste på touren”, men tværtimod bare endnu en dag på kontoret. En dag med standard small-talk. En dag med skinger festivallyd i et lukket lokale. I det mindste kan jeg glædes ved mindet om en sal fuld af mennesker, der synger med på soundtracket til min tabte ungdom, når jeg nu havde glemt mine lyserøde briller derhjemme.

·  Irresponsible Hate Anthem
·  Angel With the Scabbed Wings  
·  Deep Six
·  This Is the New Shit  
·  Disposable Teens  
·  mOBSCENE
·  Kill4Me
·  Rock Is Dead  
·  The Dope Show
·  Sweet Dreams (Are Made of This) (Eurythmics cover)  
·  Say10

·  Encore:
·  Antichrist Superstar
·  The Beautiful People  
·  Cry Little Sister  (Gerard McMann cover)

6/10

Tilføj kommentar