Det var en varm torsdag aften i juni, og en forholdsvis lille, men entusiastisk skare havde indfundet sig på det nyrenoverede Posten (tidligere Rytmeposten) i Odense i anledning af besøg fra det norske folk-rock-metal-fusions-orkester (i mangel af bedre genrebetegnelse), Lumsk. En af de få ulemper ved den nye Post er, at man nu er i stand til at befinde sig meget langt væk fra scenen og ikke rigtig vide før sidste øjeblik, at nu går musikken i gang. F.eks. er den lille gårdhave, der er indrettet til rygerne, placeret, så der går et stykke tid, før man registrerer, at bandet er gået i gang. Det var i hvert fald tilfældet denne aften, hvor publikum først begyndte at valfarte ind i salen, da Lumsk var godt i gang med deres første nummer, "Diset Kvæld" fra den nye cd, "Det Vilde Kor". De fik imidlertid hurtigt gang i publikum, der – at dømme efter jublen ved annoncering af ældre sangtitler – talte flere inkarnerede fans af bandet.

Materialet denne aften var en god blanding af numre fra "Det Vilde Kor" og de foregående plader "Troll" (2005) og "Åsmund Frægdegjevar" (2003). Siden udgivelsen af sidstnævnte har Lumsk fået ny sangerinde, den fremragende, klassisk skolede Stine Mari Langstrand, som er en fornøjelse at lytte til og også en både sej og følsomt nærværende performer, der virkelig får musikken og de klart udtalte tekster langt ud over scenekanten. Blandt de øvrige musikere var især bassist Espen Hammer og de to flankerende guitarister, Eystein Garberg og Ketil Sæther med til at sætte gang i festen med tighte, majestætiske rundgange i de mest heavy numre og generel præcision og dansende fornemmelse i de nyere, mere komplekse kompositioner. Bandets hovedkomponist (i hvert fald på det nye album), Espen W. Godø, var lige som trommeslager, Vidar Berg, gemt lidt bagerst på scenen, hvor skyer fra røgmaskiner og dramatiske lyseffekter ofte skjulte dem begge i gråt mørke. De gjorde sig imidlertid særdeles heldigt bemærket i musikken – Godø bl.a. i sine dejlige habile klaversoli og Berg i sit organiske spil, der havde godt fat i resten af bandet gennem selv de mest synkoperede rytmer (som der er mange af i de mere folkemusikorienterede numre). Bandets kvindelig violinist, Siv Lena W. Laugtug, havde en meget behagelig tone i sit spil og indgik på forunderlig vis i helheden som en ren ensemblemusiker – der var intet påtaget ekvilibristisk eller selvpromoverende i hendes stil. Hendes violin udgjorde tit en slags med- eller modstemme til Stine Maris sang, især i de mere stille folkemusikprægede numre, mens hun i de tunge numre ofte indgik som en del af de tre øvrige strengeinstrumenters bastante riffs med tight staccato på nederste buehalvdel.

Første sæt af koncerten vekslede mellem de nye numre fra "Det Vilde Kor", hvorfra især "Svend Herlufsens Ord" og "Høstnat" gjorde sig godt på scenen, og ældre, tungere materiale, hvor f.eks. "Nøkken" fra "Troll"-albummet var et hit blandt publikum. Den 10 numre lange første afdeling sluttede af med først et stille stemningsfuldt nummer, hvor Stine Mari udfoldede sin sopran i en stemningsfuld hymne oven på Espen Godøs keyboard-klangflader, dernæst det rent instrumentale (og dejligt tunge) "Langt nord i Trolleboten" fra "Åsmund Frægdegjevar".

Efter pausen lagde bandet ud med "Om hundrede aar er alting glemt" fra "Det Vilde Kor", et stemningsfuldt, halvstille nummer, der denne aften virkede mere intenst og medrivende, end det gør på pladen (efter at have hørt nummeret live kan jeg dog nu generelt bedre lide nummeret, end jeg kunne før). Herefter gik bandet tilbage og spillede først "Slepp meg" fra "Åsmund Frægdegjevar" og herefter, hvad jeg mente at kunne tyde som et fyldigt uddrag af "Troll" med masser af fortællende speak imellem numrene. Numrene herfra var domineret af fede, tunge, halvprogressive sager, hvor bandets mest mobile medlemmer excellerede i kollektiv headbanging og strengespil halvt på knæ. Musikken var dog samtidig enormt folk’et med mange kuldegysningsfremkaldende harmonier (f.eks. på "Allvis").

Aftenens "sidste" nummer blev "Lad spille med Vaar over Jorden" fra "Det Vilde Kor". Et dejligt, nærmest Dixie Dregs-agtigt nummer med en fed fusion af folk, rock, jazz og dramatisk visesang og en opløftende solskinsstemning gående fra sød, stille melankoli til frisk, synkoperet, energisk rock. Det glade publikum klappede selvfølgelig bandet ind til ekstranummer: det tunge, medrivende, "Ormin Lange" (mente jeg at kunne tyde) fra "Åsmund Frægdegjevar", som efterlod folk i en mild grad af ekstase, der dog var blevet opbygget gennem hele koncerten.

Posten har fået klistret en tilbygning på, der skaber et meget større scene- og tilskuerareal. De nye spilleforhold er langt bedre end tidligere, udsynet til scenen er godt, og lyden er god, så man kan kun håbe, at det vil rygtes og bringe flere gode bands til byen. Denne aften var der desværre ikke helt publikum nok til at fylde gulvarealet ordentligt, men Lumsk tog det med godt humør og fik med deres forrygende liveenergi sat så meget liv i tilhørerne, at alle nærmest kollektivt vandrede hen til merchandise-boden, da koncerten var forbi – for at købe cd’er og t-shirts og formentlig også for at få et ekstra glimt af det karismatiske band, der legede ekspedienter.

Lumsk er en live-oplevelse ud over det sædvanlige, så hvis de kommer forbi dig, uden at du tjekker dem ud, vil jeg forbeholde mig retten til at pege fingre af dig. Selv skal jeg snarest have fat i de gamle skiver, så jeg kan forberede mig til den næste gang, der forhåbentligt bliver, hvor jeg skal høre Lumsk igen.