Invocator, Suffocation og Volbeat

Store Vega, København V

Det var med absolut høje forventninger jeg drog til Store Vega denne lørdag, der skulle danne ramme for en sand metalfest af de helt store. Som det vel var alle metalhoveder bekendt i Danmark, var anledningen MTV’s søsætning af det legendariske Headbangers Ball program, der tilbage i halvfemserne huserede med Venessa Warwick ved roret, men som nu (til den danske udgave af MTV) er blevet erstattet af den allesteds værende metalchik Anne Lindfjeld. Aftenens program bød på en flot og varieret menu, der ganske smukt kom fint forbi store dele af metalgenren. Men med ’kun’ fire bands på plakaten, kommer man selvfølgelig langt fra hele paletten rundt, men jeg synes faktisk at arrangørerne havde fået lavet en rigtig interessant line-up, hvor der både var plads til den brutale smadder, lækker melodi, god attitude og frem for alt, den helt rigtige energi, som jo kendetegner vores højt elskede metal scene. Fire bands med hver deres personlige udtryk, blandet med både nye og gamle kendinge. Så stor ros herfra til arrangørerne, for at tænke bredt fremfor kun i, hvad der er den nye metaltrend. Første navn på programmet var Gang Green, hvis kendskab for mit vedkommende var rimelig lig nul. Amerikanernes fordrukne skater punk sagde mig dog intet specielt, og at dømme ud fra publikummets manglende interesse, var jeg bestemt ikke den eneste. Kun den hårde kerne havde fundet vej oppe foran. Okay, bandet gik jo tidligt på, og det kræver sgu sit at få en halvfyldt sal med. Det faldt dog hurtigt til jorden for at sige det mildt, og højdepunktet i deres sæt var deres cover af den gamle Beastie Boys klassiker "Fight For Your Right To Paaaaaaaaaartyyyyyyyy". Gab, og videre ud i baren for at se om man kunne blive ligeså fuld som Gang Green.

Da Invocator gik på var snakken en helt anden, for disse veteraner kan sgu stadig deres kram. Hold kæft en fed lyd de havde, virkelig massiv og lækker og muligvis aftenens bedste. Jacob Hansen er en sympatisk frontmand som ledte slagets gang med sikker hånd, men hans specielle vokal er dog ikke helt min kop the. Jeg glæder mig nu alligevel til at høre ham på den næste Anubis Gate. Rent musikalsk var der dog intet at brokke sig over, og bandet så ud til at hygge sig på scenen. Som forventet blev hovedvægten af numre hentet fra de to metal perler "Weave The Apocalypse" og "Dying To Live" fra midthalvfemserne. Apropos perler, kom bandets gamle guitarist Perle ind på scenen, og deltog på de sidste numre. Jeg håber vi i fremtiden kommer til at høre mere til Invocator, for jeg synes faktisk de stod for aftenens største musikalske åbenbaring. Tomlen op herfra!

Suffocation er i min dødsbog noget af det allermest fantastiske smadder, mine gamle hærgede ører beundrer mest, hvor især plader som "Effegy Of The Forgotten" og "Pirced From Within" vækker varme minder. Nuvel, så er det efterhånden en dekade siden sidst, jeg for alvor fulgte med i deres gøren og laden. Men jeg fik aldrig set dem live sidst de var i landet for over ti år siden, så naturligt nok var jeg mega spændt på at få blæst knoppen af, når de gæve New Yorkere skulle gå på scenen. Læg dertil forventningen om at se alle bolchedrengene og P3 pigernes ansigtsudtryk (der troede de skulle i byen til vild heavy med Volbeat), når Suffo banden gik på. Jow tak, ingen tvivl om at Frank Mullen med døds drengene var rimelig hård kost, og som ventet blev der trængsel i baren. Jeg havde godt luret den, og smilte i mit stille sind. Men generelt synes jeg faktisk at publikum tog godt imod Suffocation. Frank Mullen er en energisk frontmand, og gjorde bestemt sit til at banke stemningen i vejret.

Som jeg skrev ovenfor, gik en del af rosen på at bookerne bag denne aften turde tænke anderledes, og proppe mindre/eller ikke så hotte navne på aftenens event, men selvfølgelig er det svært at komme udenom et band som Volbeat for tiden. Så ganske passende var de sat på til at runde festen af, hvilket jeg kun kan bifalde, da netop Volbeat er noget af det allermest interessante metal/rock, scenen har at byde på for tiden. Det blev som forventet også hurtigt tydeliggjort, hvem folk primært var kommet for at se denne aften. Da lyset blev slukket inden de gik på, lød der nemlig et forventningsfuldt brøl i den propfyldte sal. Til tonerne af åbneren "The Human Instrument" blev endnu en sejers sikker triumf skubbet i gang, og fra første akkord startede festen. Volbeat er nemlig et rigtig godt liveband, som trods deres imponerende aktivitet de sidste par år, stadig formår at fyrer en god fest af. De har en energi som få, og er bestemt ikke kommet sovende til deres succes. Michael Poulsen og resten af det velspillede band, har virkelig fat i folk for tiden må man sige – og fuldt fortjent. Som et ekstra krydderi på deres shows har de jo friske folk, til at komme ind og bidrage med musikalske indslag, og selvfølgelig var også korridor manden Johan med på "Gardens Tale" hittet, indtil han på bedste gavflab vis tog sig et dive ud blandt publikum. Glæder mig til at se ham gøre samme stunt til sommer, når Volbeat blæser liv på Roskilde Festivalens orange scene. Tak for en fantastisk aften, med mange musikalske højdepunkter og rare mennesker. Sikken en fest!