Netop som foråret er ved at slippe sit tag i storbyen, og sommeren er ved at gøre sit indtog med en helligdag her og der, var der indbudt til fest i Huset Musikcaféen, hvor vi skulle opleve en rejse tilbage i tiden, hvor orgelmusikken for alvor kom frem på scenen, og hvor der endelig skulle komme noget nyt fra Grusom.
De Forbandede
Når man træder ind i lokalet, hvor de to bands skulle spille, kunne man let nå at tænke tanken: ”Hvor djævlen skal resten af bandet være?”, for der er meget småt i Musikcaféen, og når der så er sat en scene op, kan man godt mærke væggene trænge sig på. Jeg kom, som altid, i god tid, og mens jeg sad der og indtog hele atmosfæren, dukkede bandmedlemmerne stille og roligt op for at sætte deres udstyr til og gøre klar. ”Havde de mon sprunget lydprøven over?”, nåede jeg at tænke.
De Forbandede består af fire fyre – og en meget stor hat – fra Odense, der selv beskriver deres inspiration som at komme fra ”ham der Fozzie fra Muppets”, og allerede her vil man vide, at så skal der tæskes tangenter og flås i guitarer, og det blev der – i et sådant omfang, jeg flere gange frygtede for tangenternes ve og vel. Men alligevel formåede de fire drenge at skabe en stemning med syrerocken som grundlag og stable noget på benene, der vel kan kaldes stemning. Bare ærgerligt, de få publikummer, der var der, ikke helt fangede stemningen.
Lyrikken er utraditionelt nok på dansk, men på grund af en lidt speciel lydopsætning var det meget svært at følge med i, hvad der blev sunget, og egentlig også hvilke sange vi nu hørte. Forsangeren Peter var herlig at følge på scenen og havde en god forbindelse til publikum, mens han alligevel formåede at vise sit værd på guitaren, i form af både underliggende musik, men så sandelig også i improviserede og indstuderede soloer.
Jeg giver dem syv kranier, og det gør mig faktisk lidt irriteret, for selve fremførelsen af musikken var rigtig god, og man kunne nemt se, hvor passioneret de var omkring deres musik, men den lydbaggrund, der var lagt for dagen, var alt for amatøragtig, og man kunne sagtens fornemme forskellen på denne lydmand og så de lydmænd, der bliver brugt i lidt større koncertarenaer.
Grusom
Grusom var grunden til, vi egentlig kom, og selvom De Forbandede leverede en glimrende forestilling, så var det også klart at se på publikumstilstrømningen, at det var Grusom, de fleste var kommet for. Mens vi ventede på skift af scene, var der tid til kram og selfies fra forsangeren Nicolaj. Det var rart at se en musiker, der tog sig tid til den slags, på trods af der var travlt med opsætning til et nyt sæt.
Her bliver det lidt spøjst, for i og med Grusom er seks mand, så var der meget dårlig plads til hele bandet på scenen, og det endte da også med, at Søren Olesen på bas måtte stå uden for sceneområdet, hvilket jeg faktisk synes var lidt synd, for det gjorde, han slet ikke virkede som en del af oplevelsen. Samtidig er jeg nødt til at nævne lyden allerede her, for i denne omgang var den virkelig dårlig. Der var konstant feedback, guitaristen Thomas havde flere gange problemer med at kunne høre sig selv, og Nicolajs stemme var flere gange forvrænget og utydelig.
På trods af dette formåede Grusom at levere en koncert uden lige. Det var ikke, fordi de spillede særlig længe, der skulle også være plads til en skål her og der, men den energi, der blev leveret og stablet på benene, kan mange bands lære en hel del af. Det var konstant en oplevelse at høre syrerocken blive trakteret på en så fornem vis, på trods af de forviklinger, der nu engang var ved et så lille spillested.
Jeg håber virkelig, at Grusom kommer ud på nogle større scener, især nu hvor de har annonceret en ny single den 18. maj og et album til sidst på året, så kan der kun være store ting i vente for dem. Her til sidst: Er det virkelig fair at give en karakter for koncerten ud fra, at bandet ingen indflydelse har på det, der trækker ned? Det kan være en svær ting at sluge, men jeg er nødt til, ligesom ved De Forbandede, at trække ned, fordi lydbilledet slet ikke var på sit højeste, hvilket gør, vi ender på syv kranier.
