Disturbed og Nevermore

Amager Bio, København S

Langt om længe skete det endelig, at thrash kongerne fra Nevermore gæstede Danmark, og så blev det alligevel lidt af en skuffelse. I hvert fald set i lyset af tidligere storslåede shows i både Tyskland og Sverige for en håndfuld år siden. Surt for alle dem der var kommet udelukkende for Nevermore, hvis dette var deres første koncert med bandet. Denne aften fik Nevermore bare ikke skubbet sig selv nok ud over scenekanten. Dette skyldes flere ting. Først og fremmest var lyden en tand for buldrende, så pånær vokalen fik vi mest bas og stortromme - ikke så heldigt når nu Nevermore trods alt har en kapacitet som Jeff Loomis på guitar. Warrel Dane sang nu udmærket, men han virkede lidt fjern i sin attitude, sikkert grundet efterveerne fra den infektion han pådrog sig ugen forinden. I det hele taget havde jeg nu fortrukket et headliner show med dem selv på lille vega, i stedet for her som support til Disturbed – en besynderlig cocktail i øvrigt. Det var ikke til at tage fejl af, at det bestemt var Disturbed langt de fleste var kommet for at se (dog ikke mig, trods alt), for salen kom hurtigt i kog da David Drainman & Co. gik på. Lyden var da også knivskarp, og selve lyset virkede nærmest overrumplende i forhold til de få røde lamper Nevermore fik lov at benytte. Lidt ærgerligt at behandle supportbands i den kaliber så ringe, da Nevermore muligvis kunne have høstet en velfortjent sejr på de rigtige betingelser. Nuvel, så sparkede Disturbed i hvert fald en gedigen røv, uden de af den grund gik helt amok. Jeg har aldrig rigtigt dyrket bandet, og har kun set dem live én gang tidligere (da de spillede med Korn i Valby Hallen), men til min store overraskelse viste det sig at jeg faktisk kendte en hel del af deres numre. Uanset hvad, fortæller det da at de trods alt formår at smede nogle kompositioner som fænger, og det er jo altid godt - især når man står inde i en udsolgt sal, og stemningen bare er i top. Alt i alt en udmærket måde at fordrive en mandag aften på.

Kommentarer (4)

Keitel

Keitel

Tidligere anmelder

Indlæg: 422

Øv, Disturbed gad jeg satme

Øv, Disturbed gad jeg satme godt have set.
Hvor mange er der plads til i Amager Bio?

john-son

Indlæg: 6

Hi

Hi
Der er plads til ca. 1100 (+-)
Få nu de billeder på!
Tak for sidst mein Fyrst.
Du har ret mht. NEVERMORE øv!
Ringe lyd.
DISTURBED var klart bedst(denne dag)

john-son

Ole Bach

Indlæg: 236

Hej Fyrste nå der er liv i

Hej Fyrste nå der er liv i dig gamle jas og humletrold.

Draiman

Indlæg: 2

Det var en fed koncert...

Det var en fed koncert...

Min første metal koncert ^^

Tilføj kommentar