Cradle Of Filth by Nikolaj Bransholm
At ankomme i god tid, er ikke altid ensbetydende med, man får lov til at passe sit job. Det kan de fleste med forpligtelser godt nikke genkendende til, men denne aften betød det desværre, at anmeldelsen af Moonspell måtte lade livet, da vores planlagte interview med Dani Filth blev udskudt. Jeg måtte derfor tage til takke med at se det sidste kvarter af, hvad der fra de tilstødende lokaler ellers lød til at være en god koncert. Det er ikke noget at basere en anmeldelse på, så kære læser, De må tage mit ord for, at de sidste 15 minutter var en fornøjelse.
Cradle Of Filth
Lidt har vel også ret
Med en kapacitet i omegnen af 900 publikummer var der med 300-og-en-slat solgte billetter langt fra udsolgt denne isnende kolde lørdag aften i den fynske hovedstad. Uden at pege fingre ad lokalitet eller andre egnsracistiske tendenser undrede min jyske fotograf og jeg selv os over, hvordan det egentlig kunne være, at aftenens show ikke var placeret i enten hovedstaden eller Århus – som i den grad går København i bedene, hvad koncerter angår. Men efterhånden som aftenen skred frem, blev vi begge enige om, at koncertens succes i allerhøjeste grad kan tilskrives den noget nær perfekte akustik på Posten. Og lad det være sagt med det samme: Jeg har kun positive ting at sige om de mere håndgribelige aspekter af livemusikken, og hvordan den blev præsenteret os den pågældende aften. Alt fra lyseffekter og farvevalg af samme til lyden gik op i en højere enhed og manede effektivt mine betænkninger ved Cradle of Filth, som liveband, i jorden. For den ene gang, jeg har været så (u)heldig at opleve dem live, konstaterede jeg, at de ikke egner sig til at se i levende live – ganske enkelt grundet Danis umenneskelige skrigeri. Men jeg lægger mig fladt ned og erkender, at det ikke er Danis skyld, jeg dengang svor aldrig at se dem igen.
God musik fortjener god lyd
For denne aften bød på en magtdemonstration af en anden verden. Jeg vil starte med at gentage, hvad jeg tilstod i min anmeldelse af deres seneste album: Jeg er gammel fangirl, og Cradle of Filth er et af de få bands, jeg har ejet en T-shirt med. Koncerten var blot anden gang på 20 år, jeg så dem optræde, og alle forbehold blev sendt i skammekrogen, for lydmanden havde for alvor lagt sig i selen, så den diskantprægede vokal på intet tidspunkt blev en udfordring at være i stue med. Danis stemme har været meget igennem de forgangne 27 år, og for ti år siden var den ikke meget værd – jeg skal hilse at sige, at den intet fejler i 2018. Bandet som helhed lod aldrig sig mærke med, det var deres 35. show på en turné, som mere minder om et forsøg på at overtage verdensherredømmet, et kontinent ad gangen. Når Dani ikke sang, stod han og hoppede på stedet og leverede et par velvalgte kommentarer mellem numrene, bassisten poserede gladeligt for fotograferne, og guitarist Richard Shaw lavede fis med de nærmeste publikummer og udviste, som samtlige medlemmer, en spilleglæde og et nærvær, der tiltaler mig som fan og forbruger.
5/7 vil løse billet igen
Anderledes så det ud med de fremmødte. Sjældent har jeg mødt så sløvt et publikum. Det skal dog nævnes, at der var flere bajere end mobiltelefoner at spore, og deres verbale tilkendegivelser af begejstringen for bandets anstrengelser var højlydte, men udover det herskede der nærmest en apatisk stemning. Afslutningsvis livede de lidt op og bød på en halvhjertet moshpit til den glimrende ”You Will Know the Lion by His Claw”, men i min optik var det for lidt, for sent. Jeg ved ikke, om det er et fynsk træk ikke at vise, man er imponeret, men jeg synes, Dani og co. havde fortjent betingelsesløs underkastelse, for der blev ikke slækket på engagement eller gas-givning. Pianist og korsanger Lindsay Schoolcrafts æteriske vokal gav koncerten en organisk følelse, som ikke havde været mulig at opnå med båndede sekvenser, og hele seancen bar præg af et band, der er så professionelt, at de kunne tillade sig at slække på seriøsiteten undervejs – noget, Shaw udnyttede på det groveste med både jazz-hænder og plektre i panden. Civilie havde givet hele balladen 10/10, men skal jeg være helt ærlig, var der enkelte skønhedsfejl undervejs, som sænker karakteren til en sølle 9/10, men de er givet med et brændende ønske om at få lov til at opleve dem igen, uden skoene fulde af Albani.
Gilded Cunt
Blackest Magick in Practice
Heartbreak and Seance
Bathory Aria: Benighted Like Usher / A Murder of Ravens in Fugue / Eyes That Witnessed Madness
You Will Know the Lion by His Claw
(A Bruise Upon the Silent Moon)
The Promise of Fever
Nymphetamine (Fix)
Her Ghost in the Fog
Born in a Burial Gown
From the Cradle to Enslave
Se billeder her: https://www.facebook.com/Bransholmphoto/