Carnifex - Pumpehuset - 19. december 2015
Carnifex Pumpehuset 2015 by Elin

Carnifex

Pumpehuset, København V

Deathcore er kommet for at blive, noget der blev så eftertrykkeligt understreget da Pumpehuset lagde scene til fire bands der hver især gjorde sit for at få os i julestemning

Support - Boris the Blade

Boris the Blade Pumpehuset 2015 by Elin

"Heavy is good, heavy is reliable. If it doesn't work you can always hit them with it"

Første band på plakaten var det Melbourne baserede band Boris the Blade (Yup, ham fra Snatch) og der var lige præcis nok fremmødte til at de uden problemer kunne være i min 3 værelses lejlighed, men eftersom koncerten blev afholdt i den gamle foyer, så det alligevel bedre ud end havde det været i den store sal. Publikum var primært mænd i 20'erne, med nogle enkelte kvinder og gamle røvhuller (undertegnede inklusive)til at bryde monotonien.

Der var ikke så meget gang i publikum til at starte med, men frontmand Daniel Sharp lod sig på ingen måde hyle ud af den. Han besidder en særlig evne til at få et lidt halvsløjt publikum med på den værste; faktisk gjorde det fesne fremmøde det muligt for ham at komme ned blandt publikum flere gange og instigere verdens mindste wall of death og en ganske intim circle pit. Selvom han ligner en der virkelig godt kan lide at løfte tunge ting og slås, var der ikke nogle dårlige vibes at mærke og jeg fik indtrykket af de virkelig var glade for at være her. Desværre led de meget under en virkelig dårlig lyd, bassen var ikke-eksisterende - men hvad der var af skønhedsfejl, blev så rigeligt opvejet af den dedikerede trommeslager og bandets engagement.

Deres setliste var lidt ensformig, men med kun en EP og et fuldlængde album, er der heller ikke meget at arbejde med. Jeg ser frem til at opleve dem igen og måske kan de med tiden tage deres lidt generiske, men meget ligefremme deathcore og sætte deres personlige præg på det.

7/10

Support - Fallujah

Fallujah Pumpehuset 2015 by Elin

F for fest

Næste levende billede var Fallujah, der med sine rødder i det famøse Bay Area, har kastet sig over en form for dødsmetal man enten bliver fascineret af, eller træt af. Med deres egne ord, laver de atmosfærisk dødsmetal og det er ganske rammende. Desværre måtte mange af deres finesser bukke under for den virkelig ringe lyd. Forsanger Alex Hoffman, som ellers har en imponerende vokal, måtte flere gange nidstirre sin mikrofon som havde den svigtet ham i hans mest sårbare øjeblik og soloerne druknede i de ellers habile trommer. Der blev snik-snakket lidt fra scenen, om Carnifex' der fejrede ti års jubilæum og deres trommeslager der havde fødselsdag den pågældende aften.

Der var dukket lidt flere mennesker op i mellemtiden og alle tog godt i mod både musikken og de få, men velvalgte ord der kom i vores retning. Der var tilmed en enkelt modig mand der kastede sig ud i et crowdsurf, på trods af der stadig var albuerum på gulvet foran scenen.

Om du kan lide Fallujah eller ej, er mindre vigtigt i denne sammenhæng, det handler mest om hvorvidt de kan levere live og det kan de, så kan vi kun håbe næste gang de begaver os med deres tilstedeværelse, det bliver et sted hvor akustikken og lydmanden ikke modarbejder hinanden.

7/10

Support - Within the Ruins

Within the Ruins Pumpehuset 2015 by Elin

Det flinkeste band i byen

Aftenens tredje band var nogen jeg havde glædet mig mere til end hovednavnet. De progressive metalcore helte fra Massachusetts sætter barren højt for den specifikke genre og det var med alverdens forventninger jeg genindfandt mig på min plads, lige til højre for scenen så jeg kunne få det hele med. Og ikke nok med jeg fik det hele med, jeg fik så absolut indfriet mine forventninger. Jeg ved ikke om lydmanden i mellemtiden var blevet truet med fyring eller om de havde deres egen med, for kompleksiteten gik ikke tabt og allerede fra første nummer "Gods Amongst Men" fra deres fænomenale seneste udspil "Phenomena", var der ingen tvivl om, at her er et band der kan noget særligt. Det var tydeligt at se på publikum at jeg ikke var den eneste der havde glædet sig og en enkelt halvvissen ungersvend betroede sig til mig at han kun havde kendt dem en uges tid, men allerede var hardcore fan.

Alle i lokalet havde deres opmærksomhed rettet stift mod Tim Goergen og hans dygtige medskyldige og blev belønnet med et engageret og imødekommende band. Setlisten, som desværre var alt for kort, var primært fra de to seneste albums, men skruet godt sammen så der ikke var ét kedeligt øjeblik. Numre som "Hegira" og "Elite" satte godt gang i publikum og der blev moshet og hoppet og festet som aldrig før - dog savnede jeg lidt flere sværvægtere fra deres sidste plade.

Det er første gang Within The Ruins gæster Danmark, men mellem numrene blev vi ikke blot underholdt med lidt hyggesnak, men også lovet de kommer tilbage allerede til næste år.

Som en ekstra bonus, fik jeg efter showet lov til at veksle et par ord med en med-indsatsen-tilfredst udseende Tim, det kan du læse om længere nede.

9/10

Carnifex

Carnifex Pumpehuset 2015 by Elin

Hvem ka'?

Carnifex gik på så hurtigt efter Within The Ruins, halvdelen af den nu pakkede sal blev taget med bukserne nede / smøgen i mundvigen. Og hold nu kaje hvor gik det amok. Carnifex ligger i den brutale ende af deathcore skalaen og åbningsnummeret "Salvation is Dead" som også er første nummer fra deres seneste skive, var ingen undtagelse. På daværende tidspunkt, havde langt størstedelen af de fremmødte fået høvlet en del alkohol indenbords, men det lagde absolut ikke en dæmper på festen, tværtimod. Ligesom til de foregående bands, blev der moshet og banget som var der præmier på spil og en enkelt lettere overrislet mand fik oveni købet samlet nok mod til sig til at forsøge at score min hårdtprøvede fotograf, som med vanlig norsk stoicisme forholdt sig ganske uimponeret over tilnærmelserne. Men det var kendetegnende for denne aften, hæmningerne blev smidt til den rå og brutale musik som Carnifex er ganske leveringsdygtige i. Det smittede af på publikum som labbede bøllemetallen i sig som de strømme af øl der flød - også på gulvet.

Dukka dukka!

Forsanger Scott Ian var ikke helt så snakkesalig som de tidligere kunstnere, til gengæld var han gavmild med at dele sin mikrofon med første række, så der var en smule samspil i mellem band og publikum, men det virkede lidt som om de var ved at være en smule trætte efter tre måneder på landevejen; med kun tre koncerter tilbage på touren, er det ikke noget jeg klandrer dem for. Jeg klandrer dem heller ikke for den dårlige lyd der vendte tilbage efter en kort pause under forrige band og selvom den blev bedre henimod slutningen, måtte vi endnu en gang anstrenge os for at høre vokalisten.

Selvom der ikke var meget variation i setlisten, hvilket også kan være for meget at bede om når det nu er lige på og hårdt deathcore, blev vi alligevel forkælet med både "Lie To My Face" og "Sorrowspell", to numre der vakte begejstring hos deres fans. Carnifex tog ingen gidsler den aften og med kimende ører vaklede de overlevende ud i den triste vinternat, i tvivl om hvad det egentlig var der ramte dem.

8/10

Interview - Within the Ruins

Publikum Pumpehuset 2015

Verdens flinkeste orkester

Som sagt, var jeg en sneaky satan og slog lynhurtigt kløerne i Joe Cocchi fra Within The Ruins, som var så venlig at hjælpe mig med at overbevise Tim om at sætte fem minutter af til at svare på et par spørgsmål om lidt af hvert. Vi fandt et roligt hjørne i de" luksuriøse" backstage omgivelser og svaret på mit første spørgsmål om hvad det særeste han har oplevet på denne tour, faldt prompte. Med et skævt grin fortalte Tim om en episode i Leipzig, Tyskland tidligere på ugen: Under indtagelsen af en velfortjent middag, finder en syrisk flygtning vej ind til bandet og beder trommeslageren sidde på ham. Jeg havde på ingen mulig måde regnet med noget i den boldgade, så jeg bad ham om at gentage og uddybe og det gjorde han smågrinende - lige så lydig som sin stakkels trommeslager, som endte med at give efter for den halvnøgne mands usædvanlige forespørgsel om at blive siddet på, mens han mediterede.

Tough crowd

At få at vide den mærkeligste hændelse var gået for sig på det europæiske kontinent, ledte mig til at spørge ind til forskellen på at optræde for et europæisk publikum og et amerikansk og svaret overraskede mig faktisk en smule. For hvor det amerikanske publikum som regel er med på den værste, findes der steder i Europa hvor folk møder op og med Tim's egne ord "bare kigger på dig optræde." Dog skynder han sig at understrege at der absolut intet er galt er med at observere og vi bliver hurtigt enige om vi er for gamle til at moshe.

Spoilers

For den nationale stoltheds skyld blev jeg jo nødt til at spørge ind til hvad han mente om det danske publikums engagement og her er der ingen tvivl om at vi, vores blakkede ry til trods, godt kan finde ud af at byde vores gæster velkommen, for vi var simpelthen, jeg citerer, awesome. Og det regner jeg stærkt med vi også er næste gang, for jeg fik lovning på at vi vil se dem vende tilbage næste år, dog desværre ikke for at promovere et nyt album. Heldigvis er der alligevel lidt nyheder på vej til de nysgerrige, jeg fik nemlig stillet et spørgsmål der fik den arme mand til at trække lidt på svaret og fundere over om han skulle komme med en spoiler. Det skulle han og det gjorde han; så for fans af Ataxia sagaen er der godt nyt, Tim har måske, måske ikke hørt en demo for Ataxia IV...

Tilføj kommentar