The New
Kobra and the Lotus
Hvor kvindelige sangere inden for metalverdenen typisk befinder sig i den mere klassiske del, såsom folk, gotisk og symfonisk metal, har Kobra Paige kastet sig direkte ud i den traditionelle heavy metal-genre, og hun gør det med bravur. Selvom jeg synes, scenen i Lille Vega er alt for lille til et femmandsband, forstår de fire i front at positionere sig rundt om hinanden med en ynde, der snildt kunne oversættes til et ishockeyhold.
Med perfekt koordinering forstår de to guitarister, bassisten og forsangeren at sno sig rundt imellem hinanden, samtidig med at den person, der nu er i fokus, formår at befinde sig forrest på scenen og lader publikum leve sig med ind i musikken og den teatralske opsætning, der er sat for dagen. Med Lemmy-klonen Brad Kennedy i front forstår han og Jasio Kulakowski at kaste sig rundt på scenen og samtidig holde andagt for dagen.
Desværre for underholdningen var Lille Vega denne aften kun fyldt ca. halvt op. Det, synes jeg, var lidt af en skuffelse – især set i lyset af, hvem der skulle følge Kobra and the Lotus. Samtidig var det uhyre nemt at se opdelingen af, hvem der kom for det første band, og hvem der kom for det næste band. Det kunne man måske tage som et vink i forhold til sammensætningen af de to bands; man rammer desværre to generationer. Lyden er som altid i både Vega og Lille Vega, hvor den skal være. På trods af den lille ramme formåede lydmanden at skabe et godt flow, og uanset hvor i salen, man befandt sig, fik man en god oplevelse ud af det.
Alt i alt synes jeg, at Kobra and the Lotus formåede at stable en rigtig god koncert på benene, selvom de nok er vant til lidt større rammer end blot et par hundrede mennesker i Stauning-salen.
The Old
Siden jeg først stødte på dem, har jeg været i tvivl om, hvorvidt de hed Steve Harris British Lion eller blot British Lion. Jeg er stadig i tvivl. Jo, Steve Harris har haft en finger med i alle sangene, skrevet de fleste tekster og spiller selv bas i bandet – og som founding member af et af tidens største heavy metal-bands har han da også en hel del af have det i.
Jeg synes dog, det går galt. Allerede fra starten ligner det en bizar magtkamp mellem Steve Harris og forsangeren Richard Taylor. Denne absurditet kom til syne flere gange, hvor Steve Harris nærmest skubbede Taylor væk fra scenekanten, så han selv kunne stå der og spille fandango. Netop det, synes jeg, ødelagde oplevelsen, for havde Taylor ikke haft mikrofonen tæt på munden, kunne jeg sagtens have troet, at det var Harris, der sang – netop fordi han skreg og skrålede så meget med, at han til tider måtte tørre sig om munden med sit svedbånd.
Generelt var hele oplevelsen af British Lion en absurditet, som desværre overskyggede, at det var god musik. Det ér gode musikere, og de kan deres kram. Ja, det var heavy metal af den gamle skole, hvis man vendte sig om og lod sig rive lidt med af musikken og glemte, hvad der skete på scenen. Der var lagt op til en forevisning af, hvad British Lion kan, men sang og musik kunne lige så godt have været efterladenskaber fra, hvad Steve Harris ikke kunne få med i Iron Maiden. Samme stil, samme genre og samme væremåde. Det gjorde, at det desværre var svært at skelne det ene nummer fra det andet i en pærevælling af denne ene ugenkendelige sang efter den anden. Selv det at få publikum til at klappe med blev anstrengende, og allerede kort tid inde i koncerten begyndte folk at forlade salen stille og roligt.
Det eneste positive, jeg kan tage med fra denne koncert, er faktisk musikken – hvis man som sagt vendte sig om. De kan sagtens spille musik, de gamle mennesker oppe på scenen. De levede sig helt klart ind i deres performance, og det var tydeligt, at når de stod på scenen, var de hjemme. Det var her, de hørte til, og det er karakterer, der sandsynligvis skal bæres ud med fødderne først, før de indser, at det er slut.