Apocalyptica

DR Koncerthuset, København

Officiel vurdering: 10/10

22-års turné

Som et lille barn juleaften vågnede jeg tidligt denne søndag i marts. Mens solen kæmpede med vinteren uden for mit vindue, gik timerne langsomt gennem dagen. Endelig var den tid kommet, hvor jeg skulle opleve Apocalyptica - et band, jeg har hørt meget af gennem tiden, både deres covers af andre bands, men sågar også deres eget materiale. I aften skulle det være. I aften skulle jeg endelig få lov at opleve en live opførsel af deres debutalbum, Plays Metallica by Four Cellos, i dets fulde længde.

Det var, som det oprindelige medlem og stifter Eicca Toppinen selv proklamerede det i en lille mellemtale, deres 22-års turné for den oprindelige indspilning. Egentlig var det deres 20-års turné, det har bare været en lang en af slagsen. Den skarpe koncertgænger og kender af bandet lagde mærke til ved den første præsentation af bandet, at Antero Manninen, også kendt som Mr Cool, var med på scenen som gæst i forbindelse med præsentationen af netop Plays Metallica by Four Cellos, da han var med i den oprindelige produktion. Mr. Cool vender vi tilbage til.

Original produktion

Den igangværende tour er med den oprindelige version af Plays Metallica by Four Cellos med netop Antero Manninen frem for det nyere medlem Franky Perez, så der var tale om den oprindelige besætning. Det gjorde, at sammenspillet var langt mere i skabet og interaktionen mellem de fire cellister var meget mere naturlig, idet de har kendt hinanden i flere år. Det kunne man let mærke på scenen denne aften, også selvom Mr. Cool måske smiler omvendt, i modsætning til de fleste mennesker.

Eftersom det er snart er 13 år siden, at Apocalyptica har spillet i Danmark, og dette var en festival, så var minderne om, hvad der kunne forventes meget små. Ikke mange, som var tilstede, havde oplevet dem live på dansk jord før, så forventningen til, at de nu skulle spille i en koncertsal, der typisk bliver brugt til den klassiske del af musikken, gjorde bare spændingen endnu højere. Endelig skulle der opleves metalmusik i en ramme, hvor i det mindste lyden ikke kunne klandres for at ødelægge seancen.

Og især lyden var fænomenal denne aften. DR's koncerthus er virkelig alle pengene værd, for det er næsten lige meget, hvad du smider ind i denne sal af musiks ekvilibrisme, så bliver dets præsentation bare højnet af, at salen smider musikken direkte ind i dit hoved på den mest optimale måde. Det være sig Opeth på en skæv efterårsaften, en opførsel af diverse musik fra sci-fi film med et klassisk koncertorkester, eller bare fire fyre med hver deres cello, der synes, at de vil spille lidt musik for en samling mærkelige mennesker.

For samlingen af mennesker var intet mindre end unik. Der var alt lige fra ham, der konstant råbte yksi, så hele salen kunne høre ham, over de traditionelle battleveste, der skal luftes til en metalkoncert, forbi de helt almindelige danskere, der bare gerne vil opleve noget unikt og anderledes, til den gruppering af mennesker, der tog dresscoden til et niveau der lignede, at Dronningen ville dukke op midt i pausen. Men hvorfor ikke? Der er plads til alle i ”vores” verden, som det er sagt så tit.

Var det så nok?

Publikum kom denne aften for at leve sig ind i den klassiske fortolkning af Metallica, som de havde hørt på CD siden midten af 90'erne, og ikke nok med at vi fik gennemspilningen af hele det oprindelige album, vi fik sågar også en verdenspremiere på ”Escape”, som selv ikke Metallica har spillet live, angiveligt. I anden del af aftenen kom vi rundt i andre dele af Metallicas repertoire, og vi fik sange som ”For Whom the Bell Tolls”, deres yndlingsnummer ”Orion”, en version af ”Fight Fire with Fire” og en lidt mere stille sang i ”Until it Sleeps”. Vi fik præsenteret bandet og Metallica på en måde, hvor alle effekter bliver taget i brug, idet de her i anden del bruger trommer, men sågar også den mere frie måde de spiller på, hvor man nu kunne se, at de virkelig nød at spille den slags musik.

Jeg kunne sagtens tømme en ordbog for superlativer til at beskrive den oplevelse, jeg havde denne aften. Episk, ekstatisk, vidunderligt, sanseligt berigende, berusende, energisk, engageret, interagerende og indlevende – blot et fåtal af de ord, jeg ville bruge. Jeg havde slet ikke forventet, at der ville være så meget interaktion mellem Apocalyptica og publikum, eller at noget så stillestående som celloer kunne være så energisk og engageret.

I sidste ende, når jeg kigger tilbage på denne fantastiske aften, hvor jeg til sidst bandede over, at der ikke var mere, de kunne spille eller mere vi kunne opleve som publikum, var det meget svært at forlade Koncerthuset denne aften. Med snurrende hænder efter for meget klapperi var det rart at komme ud i den kolde martsaften og kunne gemme det hele væk et sted i mine minder, hvorfra jeg kan tage det frem en gang imellem og mindes med glæde.

Jeg ender på ti kranier for denne koncert, netop fordi jeg synes, at det har været årets oplevelse. Nej, årtiets oplevelse. Der skal meget til at overgå netop denne aften, men jeg har noget i tankerne, som jeg ved, allerede er sket: En Apocalyptica vs. Metallica koncert, og jeg ville kunne dø lykkelig.

Setlist:

Akustisk:

  • Enter Sandman
  • Master of Puppets
  • Harvester of Sorrow
  • The Unforgiven
  • Sad but True
  • Creeping Death
  • Wherever I may Roam
  • Welcome Home (Sanitarium)

Med trommer:

  • Fade to Black
  • From Whom the Bell Tolls
  • Fight Fire With Fire
  • Until it Sleeps
  • Orion
  • Escape
  • Battery
  • Seek and Destroy

Ekstranumre:

  • Nothing Else Matters
  • One

Tilføj kommentar