DETEKTOREN

Interview med Cory Brandan: Hundred Suns/Norma Jean

Hundred Suns

Vi fangede forsanger Cory Brandan til en snak om hans nye band, Hundred Suns,om hele ideen og visionen omkring bandet og hvad planerne er med Norma Jean

Tusind tak, fordi du havde tid og lyst til at tale med os – og tillykke med jeres nye album.
Tusind tak. Tak, fordi I havde lyst til at snakke med mig!

Hvordan opstod Hundred Suns?
Der er mange faktorer, som kom i spil. Én af dem var nok, at vi alle sammen søgte noget andet, hvor vi kunne udfolde os rent musikalsk, og som var anderledes end de bands, vi i forvejen har, you know. Rent musikalsk kan man godt blive lidt indelukket i den musik, som man skriver. Man ender med at have alle disse idéer til sange, som man ikke kan bruge eller gøre noget med. Så vigtigst af alt var det for at bryde lidt ud af det hele og prøve noget nyt. Når vi så alle sammen rigtigt kom i gang med det, fandt vi ud af, at vi virkelig elskede det, så vi ønskede, at bandet virkelig skulle blive til noget rigtigt – andet end bare et sideprojekt, you know. Jeg hader termen: ”supergruppe”, så vi ville virkelig have, at det blev til mere end bare det. Vi har arbejdet rigtig hårdt for, at albummet skulle blive fedt og anderledes og noget, som vi oprigtig kunne være stolte af.

Havde I tre medlemmer jammet sammen på noget tidspunkt, inden I besluttede jer for at lave bandet?
Nej, faktisk ikke. Vi bor alle sammen meget langt væk fra hinanden, så det hele startede med, at Chris sendte riffs til os over e-mail osv. Ryan sendte efterfølgende nogle trommestykker til mig, og jeg kom med lidt idéer. Så byggede vi lige så stille på og kom det hele under en lup. Det hele startede i virkeligheden bare med, at vi sendte filer til hinanden i et halvt år, og til sidst havde jeg det bare sådan: ”Jeg køber en flybillet og kommer ned til jer, så vi kan gøre det her”. Så jeg fløj til Toronto og blev der i en uge, så vi kunne jamme og skrive nogle sange sammen. Efter det blev vi bare ved med at sende hinanden filer med sange, indtil vi var færdige.

Det er jeg glad for, at I gjorde!
Ha, ha, ja! Det var en lang proces på omkring tre år eller sådan noget, men jeg synes, at resultatet er blevet rigtig godt. Bare det at lave et debutalbum sammen – uden at vide, om man i teorien havde nogen kemi overhovedet – er lidt vildt. Nu kender vi selvfølgelig hinanden lidt bedre, så vi har allerede idéer til, hvad vi vil lave næste gang. Under alle omstændigheder tror jeg, vi får en sjov rejse sammen.

Hvordan var det så at være i samme lokale og rent faktisk indspille alle de her idéer sammen?
Først var jeg faktisk bekymret for, at vi ikke havde nok materiale, you know. Vi havde bare alle disse sangfiler, og det hele var lidt svært at holde styr på. Så da vi endelig satte os ned sammen og fik styr på det hele, fandt vi ud af, at vi havde omkring 17 sange. Jeg troede, vi måske ville lande på syv sange, men vi havde skam 17 sange – eller i hvert fald idéer. Så vi endte med at måtte vælge sange fra, og det gjorde mig virkelig glad, fordi vi alligevel havde så meget materiale. Vi indspillede 12 sange og endte med at vælge yderligere én sang fra efter det, så vi endte med de 11, som er på albummet. Men det var fedt! Vi indspillede hovedparten i Toronto, og jeg lavede vokal i Florida og sluttede så i Californien. Så vi endte med at have indspillet i tre forskellige studier, inden pladen var færdig.

Hvordan vil du beskrive lyden og historien på The Prestaliis?
Der er lidt en mørk, nærmest ”street” vibe over det. Vi ønskede at skrive et emotionelt og mørkt album uden at prøve for meget, you know. Vi ville være sikre på, at det hele virkede oprigtigt og ikke forceret. Så det var virkelig, hvad vi gik efter. The Prestaliis har det her tema som et konceptalbum. Det hele er en slags fiktiv begivenhed omhandlende en tragisk hændelse; en samtale mellem Jorden og himmelen, meget fiktivt, men meget relevant. Albummet er hele vejen igennem en samtale mellem to karakterer. Men når det så er sagt, er det hele baseret på rigtige ting, som er og har været i mit liv, eller ting, som jeg har oplevet, og som har påvirket mig.

Jeg giver dig ret i, at albummet virker meget ærligt og personligt. Det har en enorm atmosfære!
Tak, mand! Det er godt, du siger det, for, som sagt, når man ikke kender hinanden og så skal skrive et album, der virkelig skal føles oprigtigt og ikke bare være endnu et rockalbum, hvor vi ender med at ligne en flok idioter, så er det rart at høre, at vi har opnået præcis dét, som var intentionen. Men når alt kommer til alt, vil vi jo selvfølgelig bare have det sjovt uden at blive alt for seriøse hele tiden.

Så valgte I at crowdfunde albummet via Indiegogo…
Ja, og det var helt vildt, som det virkelig lykkedes for os! Jeg mener… Jeg var faktisk imod det til at starte med, og vi prøvede virkelig at få det hele i hus hos et pladeselskab, men pladeselskaber tager ikke så mange chancer i dag, som de gjorde engang. Og det er forståeligt nok, for musikindustrien har også ændret sig. Så vi skulle virkelig bevise noget, og vi ønskede ikke at turnere, før vi havde et album eller noget musik, folk kunne lytte til. Turnéer er næsten irrelevante på dette tidspunkt, for ingen kender din musik eller dit band. Det er ligegyldigt, hvilket band du er i eller har været i. Vi var nødt til at starte helt fra bunden, og Indiegogo hjalp os virkelig med at få budskabet ud. Det endte jo også med, at vi efterfølgende blev signet hos New Damage Records og endelig kunne få albummet ud. Snart begynder vores første turné.

Ja, endelig udkommer albummet!
Ja, endelig! Jeg ved godt, det er over et år siden, at vi nåede målet hos Indiegogo, men der har været så mange snoede veje, til hvor vi er nu.

Men resultatet er blevet super godt, og jeg glæder mig personligt til at modtage min vinyl med posten.
Ja! Åh, jeg er så glad for, at vi fik muligheden for at lave en fed vinyl og ikke bare sagde: ”Her er et cover og noget sort plastik”, you know. Der er to forskellige versioner, og jeg synes, de er blevet super fede!

Jeg mener, at ”Fractional” var det første nummer, I udgav – allerede inden albummet var en realitet – og jeg kan høre, at nummeret har fået en makeover i studiet. Det lyder fantastisk! Hvad er dit yndlingsnummer på det nye album?
Den er svær. Hvis jeg skulle vælge, skifter det mellem ”Amaranthine” og ”December”. De er virkelig to modsætninger. Det var de to sange, som vi faktisk skrev til sidst og bare gav helt slip. Jeg synes, at de to sange virkelig repræsenterer os godt og viser, hvad vi kan, og hvor meget vores musik kan variere.

Nu nævner du selv ”Amaranthine”, som I har en video ude til. Kan du fortælle lidt om sangen og historien bag den og videoen?
Ja, helt sikkert! Sangen er inspireret af det massive menneskehandel-dilemma. Jeg bryder mig ikke om at bruge ordet problem, fordi det er et dilemma. Det er et meget alvorligt problem, så det bliver til mere end bare det. Folk bliver stadig her i 2017 solgt som sexslaver, og det er jo helt vanvittigt, at det stadig sker! Det sker alle steder! Jeg bor i en rimelig lille by, og det sker også her. Vi ville gerne skabe lidt opmærksomhed omkring dette, uden at det virker prædikende på nogen måde. Så det går godt i hånd med albummets tema, som er den her samtale mellem to karakterer, hvor det så i denne sangs tilfælde er en samtale mellem offeret og dets… hvad kan man sige… foruretter. Og det, som jeg synes, er fedt ved sangen og denne her samtale er, at man ikke helt ved, hvem der siger hvad. Jeg er glad for idéen om, at folk selv skal finde ud af det. Lyrikken kunne i virkeligheden omhandle dem begge, så den følelse, når man hører teksten, og tanken, om det er den ene eller den anden, som siger det, synes jeg er ret fedt.
 

Det lyder da super fedt! Nu har jeg helt lyst til at smide røret på og høre sangen igen!
Ja, ha, ha! Jeg ønsker virkelig, at folk skal vide det her omkring albummet, for sådan er det igennem hele pladen. Hvis man kan finde ud af, hvem der siger hvad, og hvilken side, man hælder til... Albummet har en helt speciel følelse over det.
I selve videoen spiller jeg rollen som... i mangel af bedre ord: en pimp. Det er en meget mørk video, hvor jeg er klædt i sort og sidder henholdsvis i et mørkt rum og i et lyst rum med ringe på fingrene og alt det der. Og sådan går jeg altså ikke klædt normalt, ha, ha! Jeg er en southern boy fra Arkansas. Jeg går med cutoffs og… ingen sko, ha, ha! Så det er en rolle, som jeg påtager mig i videoen – uden at gå all in på Marilyn Manson!

I tager på tour i USA for første gang som Hundred Suns. Når I nu er en trio, kan du så fortælle lidt om, hvad man kan forvente af jeres liveshow?
Den første ting er, at vi ikke vil være en trio på scenen. Det var vi ikke rigtig klar på, og vi ville ikke spille sangene med, you know, falske instrumenter. Så vi samlede nogle gutter og gør det som et fuldt band. Med måden, vi lyder på, bliver det ikke med en kæmpe produktion, men med en mere minimalistisk – men fuld – produktion. Lys og det hele bliver rigtig flot. Folk kommer og betaler penge for at se os, så vi lægger virkeligt hjerte og sjæl i alt det, vi laver, så det bliver rigtig godt og så underholdende som muligt.

Så er det forbeholdt USA indtil videre?
Ja, lige nu bliver det kun i USA. I skrivende stund er pladen ikke ude endnu, og vi får ikke støtte til at turnere osv. Allerede som det er nu, er det svært at sælge billetter, så det er forbeholdt USA, og vi spiller også tre canadiske shows. Vi vil bare ud at spille og vise, at vi virkelig vil det her.

Hvordan er det for dig at lave musik som Hundred Suns sammenlignet med Norma Jean?
Det er meget anderledes. I Norma Jean skriver vi musik som en gruppe, og vi sætter os virkelig bare sammen i et rum og begynder at lave musik. Jeg har både guitar- og trommeidéer på bordet, og med Hundred Suns er det anderledes. Her fokuserer jeg primært kun på vokalen og teksterne. Jeg bruger alle mine kræfter på det, og det synes jeg virkelig kommer til udtryk på den nye plade. Man kan høre, at dette er mit instrument, så det er en smule stressende og afstressende til tider, fordi jeg ikke behøver at bekymre mig om, hvad f.eks. trommestykker og guitarriffs laver. Så arbejdsprocessen er virkelig det, som adskiller de to bands.

Norma Jean bliver helt sikket ved med at lave musik, og vi begynder – formentlig – at skrive musik allerede i år. Vi har helt sikkert meget mere at byde ind med, og det er netop det, som jeg synes er fedt ved at have Hundred Suns; jeg kan få mine melodiske lyster styret, så det giver mere rum til, at Norma Jean kan ”breakaway completely!” og skrive en helvedes vild plade!
 

Sidst, du spillede i Danmark, var under sidste års Copenhell med Norma Jean. Hvad husker du fra den dag?
Jeg husker, at jeg fik muligheden for at se Black Sabbath, og det var virkelig højdepunktet på dagen. Vores show var selvfølgelig også cool. Det var et udmærket show, men jeg fik muligheden for at se Black Sabbath, og de spillede rent faktisk godt den dag! De var heavy! Sådan helt sludge rock-agtigt, og det havde jeg slet ikke forventet, så det var virkelig et fedt show! Med deres alder i tankerne… At de kunne præstere sådan et show var fantastisk, og jeg nød det virkelig. Jeg har Copenhell-plakaten stolt hængende på min væg, ha, ha.

Hvilke bands synes du ville være et godt match for Hundred Suns at tunere med?
Jeg tror, det er meget forskelligt. Jeg tror helt sikkert, at vi ville kunne spille med mere rockede bands, men helt sikkert også med nogle mere tunge bands. Vi vil ikke prøve at turnere med alt for tunge navne, slet ikke. På nuværende tidspunkt vil vi nok sige ja til hvem som helst, hvis de ville have os med på tour, så det er ret åbent, hvem vi vil tunere med. Et af de bands, vi tager med på tour nu, har lidt Queens of the Stone Age over sig, og det synes jeg matcher os rigtig godt.

En hilsen til jeres danske fans?
Hvis du er fan af Hundred Suns, står du virkelig øverst på listen over alle vores yndlingsmennesker; det er helt sikkert! At starte et band fra bunden er hårdt, så hvis vi har nogen fans i Danmark, så tusind tak!

 
 

 

 

Tilføj kommentar